Læsetid: 3 min.

Haven hele året

Vi kæmper med de bare næver og plantebeskytter mod naturens indtrængen i vores to tønder land store have. Men hvorfor egentlig?
24. november 2004

Lykken på landet 4
Da vi i efteråret 2002 investerede i lystejendommen, var der ikke skyggen af ukrudt mellem markstenene på gårdspladsen. Vi tænkte ikke ét sekund, at der kunne gro noget mellem de tæt lagte sten. Det kan der. Sten for sten har vi renset gårdspladsen, kun for at erfare, at det pibler frem igen. Så vandede vi med fortyndet eddikesyre. Det skulle være både effektivt og økologisk forsvarligt. Men effektivt var det nu ikke.
Så sneg jeg mig altså ned i den lokale NAG-foderstof og købte Round Up under dække af, at jeg også skulle have 40 kilo fuldfoder til voksne høns. Sågar den farlige slags Round Up, hvor haveejeren selv skal blande, hvilket kan friste til at lave nogle solide dosis. Og nu står vores gårdsplads igen renset og ren. Det vil sige, den visne ukrudt skal jo lige rives sammen. En eller anden dag.
Det er et evighedsprojekt. Brændenælder omkring hønsegården. Skvalderkål i rhododendron-bedet. Buske, der lige skal flyttes og klippes ned. En græsplæne, der skal holdes og blade, der skal rives. Bål med grene. Ture på omlasteren med trailer. Og selv om man knokler, kalder folk det stadigvæk en charmerende naturgrund, der passer sig selv…
Jeg har netop gravet hele køkkenhaven igennem – igen. Den bliver sået til foråret. Luget sidst i maj, vokser fra os i juni og juli, høstet – hvis der er noget – og gravet igennem til efteråret. Udbyttet står ikke mål med vablerne på mine hænder. Ukrudtet indtager jordbærrene. Gulerødderne bliver ikke tyndet ud. Jordskokkerne så vi aldrig. Rødbederne var små. Og alligevel graver jeg køkkenhaven igennem i troen på, at næste år skal den rigtigt passes. Måske sågar udvides. Måske et lille gårdsalg …

Lad det gro
Vi snakker om bare at lade det hele vokse. Lade græsset gro så højt det nu vil. Plante træer over det hele. Vilde blomster. Lave en naturlig park, hvor ingen Round Up skal sprayes ud over det hele, for der findes ikke rigtige og forkerte planter. Amen. Men så skal man have en plan. Man kan ikke bare lade haven springe i skov, så bliver man invaderet af pil og andre hurtigvoksere. En vild have kræver mindst lige så megen planlægning som en passet have.
Og hvad med min æble-, pære- og blommeplantage, som jeg er begyndt at sætte her i efteråret. Jeg drømte om 60 træer, men husets mentale overjeg påpegede, at vi allerede havde tre gamle frugttræer, og jeg kunne jo passende begynde at høste dem. Men det er jo ikke det samme som de træer, jeg selv sætter. Tror jeg.
Mine egne træer, hvor grenene skal tvinges ned med lodder, så de bliver nemmere at høste, dem vil jeg passe. Men hvis haven bliver vild, så tager det kræften fra mine frugttræer. Så alt for vildt skal det ikke være. Kun halvvildt. Og med stier, der snor sig ind og ud mellem det høje græs om træerne. Der skal udtænkes en plan for de stier, så man rigtigt kommer rundt i alle kroge og hjørner. Og der skal laves små åndehuller med bænke i solsiden. Små stendiger. En hængekøje. Med andre ord – masser af arbejde. Eva åd æblet og paradis blev til en arbejdslejr.

Selve meningen
Det besynderlige er, at vi ikke kan leve foruden. Der ligger en evig kilde til ny energi lige uden for vinduet. Jeg har flyttet alle jordbærplanterne over i det gamle kartoffelbed for at veksle, så jorden ikke udpines. Det skal man, har jeg læst. Nu står planterne renset og snorlige. Jeg har taget stiklinger og sat ud. Fordoblet jordbærarealet. Det er den rigtige slags bær med sen høst og lavt udbytte – og masser af arbejde. Ikke nogen turbo-bær her, men masser af smag.
Jeg ser for mig den sorte jord med de grønne planter, der er på vej mod gult i efterårets skala. Det er mit indre blik, når jeg skal sove. Jordbærbedet som symbol på veludført fysisk arbejde. Det er selve meningen.

*’Lykken på landet’ er en autentisk dokusoap baseret på rigtige begivenheder der er indtruffet, efter at skribenten har solgt sit hus i Brønshøj og er flyttet til den nordsjællandske provins

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her