Læsetid: 4 min.

En historie om et urimeligt håb

Men ikke om tilgivelse. Arne Munch-Petersens enke, Elna Hiort-Lorentzen tænkte ikke i de baner, siger parrets biograf, Ole Sohn
20. november 2004

Natten mellem den 28. og 29. juli 1938 blev det danske folketingsmedlem for DKP, Arne Munch-Petersen, arresteret på sit hotel af Stalins hemmelige politi, NKVD.
Den 12. november 1940 døde han i det berygtede Butyrka-fængsel i Moskva af tuberkulose i halsen, lungerne og tarmene.
Men hvad der i virkeligheden var sket, kom først for en dag, da DKPs sidste formand, nuværende folketingsmedlem for SF, Ole Sohn, i 1991 fik adgang til NKVD’s/KGB’s arkiver.
»Jeg kan huske som for fem minutter siden, da jeg kom hjem fra Moskva efter at have gennemgået arkivet og fundet frem til, hvad der reelt var sket,« siger han.
»I Elna Hiort-Lorentzens stue stod et gammelt firkantet spisebord fra 1920’erne med fire stole omkring, og da jeg satte mig ned, og sagde: »Nu ved jeg, hvad der er sket,« sagde hun: »Den stol sad Arne på i marts 1937, da vi spiste morgenmad sammen, inden han tog af sted,« siger Ole Sohn. Hun fortalte, at hun efter krigen var slut, hver gang der lød trin på trappen op til lejligheden, troede, at det var Arne, der kom hjem.
Den historie, Ole Sohn kan fortælle, og som han har fortalt i bøgerne Fra Folketinget til celle 290 (1992) og Et liv i kamp og kærlighed (1993) om henholdsvis Arne Munch-Petersens skæbne og hustruen Elna Hiort-Lorentzens kamp for at finde ud af, hvad der var sket ham, er en historie om, fortielse, løgn og bedrag, men også om et helt urealistisk håb, der af samme grunde kunne holdes i live i alle de mange år.
DKP’s daværende formand Aksel Larsen fortalte således, at Arne Munch-Petersen var blevet sendt af sted på en opgave i Spanien i 1938, og flere gange senere forsøgte de sovjetiske myndigheder at antyde, at Arne Munch-Petersen var taget til Spanien for at kæmpe i den spanske borgerkrig.
Derfor håbede Elna Hiort-Lorentzen, at det var ham, der kom hjem, når hun efter krigens afslutning hørte trin på trappen.
I slutningen af 1940’erne udvidede Sovjetunionen sit søterritorium til 12 sømil, og i den forbindelse kom mange danske fiskere til at overskride grænsen, blev opbragt af de sovjetiske myndigheder og forhørt af en dansktalende tolk. Det måtte være Arne Munch-Petersen.
I 1954 rejser hun til Leningrad, i 1955 til Riga, efter i tidsskriftet FAKTA om Sovjetunionen at have set et billede af en lettisk folkemængde i, hvor den knappenålsstore taler på talerstolen, set under en stærkt lup, kunne have lighed med Munch-Petersen. Elna Hiort-Lorentzen rejste til Riga – kun for at konstatere, at manden på talerstolen ikke var Arne Munch-Petersen.

Alle hendes forsøg på at finde ud af, hvad der var sket blev mødt med obstruktion og fortielser fra såvel SUKP’s som DKP’s side, men netop fordi så meget i disse år måtte foregå hemmeligt, kunne håbet holdes oppe af uvisheden, forklarer Ole Sohn.
Flere forsøg på fra officiel side at få klarhed over det danske folketingsmedlems skæbne blev direkte dysset ned af Elna Hiort-Lorentzen, fordi hun frygtede, at det kunne skade hendes mand i den opgave, han var sat på.
Da Munch-Petersens mor i 1949 døde, og boet skulle gøres op for at Arne Munch-Petersens brødre kunne arve, krævedes det, at der blev afsagt dødsformodningsdom over ham. Dette ville Elna Hiort-Lorentzen ikke medvirke til, og Aksel Larsen, der var indkaldt som vidne, og udmærket godt kendte Arne Munch-Petersens skæbne, fortalte ingenting.
Elna Hiort-Lorentzen var både vred, ked af det og lettet over, at få sandheden at vide, så der efter 53 års uvished var blevet sat et punktum, siger Ole Sohn.
– Snakkede I nogensinde om tilgivelse?
»Ikke på samme måde, som Søren Fauli har praktiseret den over for Søren Kam. Sådan forholdt hun sig ikke til det. Jeg syntes heller ikke, der var behov for tilgivelse, det var jo en svinestreg uden lige, der var blevet begået imod hende.«
»For hende var det en verden, der styrtede i grus, men det var noget hun holdt for sig selv.«
»Hun skældte ud over, hvordan de havde behandlet Arne, men det var Stalintiden, ikke systemet som system, hun var vred på.«
»Aksel Larsen kaldte hun en skidt knægt, fordi han blev smidt ud af DKP, og hun var skuffet over, at han ikke havde tillid til hende. Altså til at hun ville have holdt mund med den skæbne, der var overgået hendes mand, hvis hun havde fået sandheden at vide.«
»Jeg spurgte hende, om hun virkelig ikke ville have sagt det, hvis hun havde fået at vide, at han var død på grund af det system, det begge så op til, men det svarede hun ikke på.«
»Efter at jeg flere gange var trængt ind på hende, svarede hun – vist mest for at gøre mig tilfreds – ‘Jeg ville nok have sagt det til min søster’.«
Elna Hiort-Lorentzen meldte sig ud af DKP i begyndelsen af 1990’erne, hvor hun selv var omkring 90 år gammel. Begrundelsen var, at hun ikke længere havde kræfter til at være aktiv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her