Læsetid: 5 min.

Historien, der gik vores næser forbi

Vi voksede op med Muren. Den var der bare. Og på den anden side lå et fremmed land. Først da Muren var faldet, begyndte vi i Vesten at fatte noget. Men da var det for sent
9. november 2004

Berlinmuren
Er det virkelig 15 år siden? Jeg havde et halvt år tilbage i gymnasiet og var så småt ved at begynde at læse til de skriftlige eksamener, som skulle holdes i starten af det nye år. Om eftermiddagen havde vi som sædvanligt spillet basketball i skolen, senere om aftenen ville nogle af kammeraterne komme forbi. Jeg var alene hjemme og havde lige et par timer til at læse, hvorfor hverken radio eller fjernsyn blev tændt. Og internet – det fandtes ikke på det tidspunkt, ikke i vores verden. Kun matematik-nørderne i klassen havde en Commodore 64.
Efter et par timer ringede det på døren. Vennerne må have brugt tiden på nogenlunde samme måde, for de kom med et par Berliner Kindl under armen og måske en døner-kebab fra imbissen i hånden, og i det hele taget lignede de sig selv. Vi fandt kortene frem, stillede kassette-båndet med et eller andet Cool-and-the-Gang-Billy-Joel-Bruce-Springsteen- eller måske også Wham-mix på auto-reverse og spillede ’Skat’ til engang over midnat. Historien gik vores næser forbi. Det var ikke før jeg kom i skole næste morgen, at jeg hørte om Murens fald.

For lav mur
Det blev glæden nu ikke mindre af, selv om det, der var på den anden side af betonen, i grunden var et fremmed land. Ordet »Wiedervereinigung« var et, som vi først lærte i de kommende måneder. Aldrig nogensinde havde vi, der var født omkring 1970, tænkt på genforening som en mulighed – ja, egentlig havde vi slet ikke tænkt denne tanke. Og det havde vores forældre og bedsteforældre heller ikke, skulle jeg hilse og sige, selv om nogle af dem, især blandt de politisk aktive, pludselig påstod det modsatte.
Muren – den var der bare, så naturligt, som solen står op om morgenen og går ned om aftenen. Med kridt afmærkede vi vores fodboldmål på den, og når en bold en gang imellem fløj over, så bandede vi af de skide kommunister, som ikke havde bygget den højere.

Uopdaget land
Nu var de kontakter, vi trods alt havde til det, der var på den anden side af Muren, heller ikke ligefrem med til at vække de store sympatier. Siden syvende klasse havde vi i skoleregi været i Østberlin en tre-fire gange, typisk for at besøge koncentrationslejren Sachsenhausen nord for byen. Øj, hvor var det trist at krydse grænsen ved Friedrichstraße og tage S-banen op til Oranienburg. Ikke bare at man blev hilst velkommen af mænd i lange grå frakker og med Kalashnikov’er over skuldrene, og at skrankepaverne i deres neonbelyste plastikkasser ved paskontrollen altid var så sure. Det var som om, nogen havde malet hele byen grå, måske med et strejf brunt. Altid lå der en underlig dunst over Østberlin, for ikke at glemme lugten af Trabbi-benzin. Og så regnede det hver gang, i hvert fald i erindringen.
Efterhånden som vi blev ældre, skulle vi ikke straks hjem efter udflugterne men fik lov at blive i Østberlin og klare os på egen hånd – og det var festligt. Der var jo ingen vej uden om at bytte de 25 mark fra vest til øst, og med dem i lommen kunne man faktisk erhverve det halve af det socialistiske himmerige. Undertegnede kan i dag ærgre sig over, at han ikke købte hele Aufbau-Verlags program, lige fra Theodor Fontane til Karl Marx’ samlede værker, men bøgernes verden var ikke noget, som for alvor var opdaget på det tidspunkt.
I stedet for tilbragte vores flok af pubertære, brunstige knægte typisk resten af dagen i en eller anden åndsforladt café ved Alexanderplatz, hvor vi drak rom og cola til 1,15 mark, hvis overhovedet det var så meget, og morede os over tjeneren, der håbede på en lille smule hård valuta i drikkepenge. Hvor var man dog ung dengang.
Nå, men glæden. Den er svær at beskrive, især uden klichéer, hvis man ikke selv har oplevet tiden. Noget lå i luften, som man slet ikke kunne unddrage sig. Det var som om, man kunne gå på vandet. Trods at man ikke selv havde gjort andet end at sidde foran fjernsynet med en øl i hånden, var man stolt over det ’vi’ havde opnået. Igennem en naiv og nærmest ubekymret dumdristighed havde det lille og i grunden chanceløse kollektiv slået den overmægtige modstander ud af banen. Hvad der kunne være endt i et blodigt massakre blev forvandlet til triumf.

Uforberedt generation
I min erindring er det især ét billede, som stadigvæk står tydeligt. Til nytår holdte vi fest hos en kammerat, som ikke havde boet langt fra Muren. På et tidspunkt cyklede vi til grænseovergangen, som almindeligvis kun blev brugt af lastbiler, der kørte Vestberlins skrald til forbrænding i DDR. Vejen førte igennem et lille stykke skov. Den var mørk og nærmest forladt. Ingen af os vidste, hvad der ventede. Anspændingen blev løst, så snart vi havde krydset grænsen. Der var fyldt med folk, vi blev nærmest revet af vores cykler. Mange havde stillet små borde op, hvor der stod tallerkener med pølser og fedtemadder og flasker med vodka og snaps. Folk var berusede af glæde og nu skulle der fejres. »Kommt, Jungs, trinkt«, lød det alle steder fra, »laßt uns anstoßen auf die Zukunft«. Og det gjorde vi! Vi nåede aldrig tilbage til festen. Alene var jeg en smule flov over, at vi ikke selv havde taget et eller andet med, og at der var så få af os fra den anden, den vestlige side af grænsen.
Murens fald kom uforventet, nærmest som et lyn fra en klar himmel. Ikke blot var min generation uforberedt på denne begivenhed, vi forstod slet ikke dens dimension. Vores historiebevidsthed var reduceret til perioden 1933 til 1945, for så at blive ’europæiseret’. Men det var ikke blot os unge! Hverdagen vendte hurtig tilbage, livet blev igen stillet på auto-reverse. Først senere gik det op for os vest for Muren, hvad menneskene i de østtyske og østeuropæiske gader egentlig havde opnået. Men da havde politikerne overtaget styringen. De lovede »blühende Landschaften« i stedet for et blomstrende samfund. Vi havde sovet i timen – eller spillet kort.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her