Læsetid: 2 min.

Høfde 42 spøger stadig

Selv om miljøministeren og amtsborgmesteren i Ringkjøbing nu har lagt op til at dele det næste bilag på rundt regnet 30 millioner kroner for fortidens miljøsynder, ved parterne godt, at det ikke rækker
17. november 2004

Et møde mellem miljøminister Connie Hedegaard (K) og amtsborgmester Knud Munk Nielsen (V) fra Ringkjøbing viser med al tydelighed, at fortidens miljøsynder på Harboøre Tange ikke sådan uden videre forsvinder op i den blå luft over Nordsøen.
»Jeg har gentaget statens tilsagn om at betale halvdelen af udgifterne til en såkaldt afværgeforanstaltning af forureningen ved Høfde 42 – det tidligere Cheminova-depot. Det er nu op til amtsrådet i Ringkjøbing at beslutte sig til at finansiere den anden halvdel af regningen,« siger Connie Hedegaard.
Hun beder om en hurtig og forpligtende tilbagemelding fra amtet, hvis projektet endnu engang ikke skal udskydes.
Men en grund til at amtet har været noget lange i spyttet er, at udgifterne efter nye undersøgelser er vokset fra små 14 millioner kroner til et beløb på mellem 27 og 33 millioner.
De supplerende undersøgelser omfatter bl.a. biologisk nedbrydning af udvalgte stoffer, miljøtilstanden i det tilgrænsende areal, Knoppers Enge, og vandkvaliteten i Vesterhavet.
Oplysningerne viser hvordan afværgeforanstaltnin-gerne bør skrues sammen for at hindre insektgiften parathion i at sive i doser, som in-gen kan kontrollere.
»Det er store beløb, vi taler om, men min personlige indstilling er den, at vi hurtigst muligt må se at banke de 600 meter plastic-spunsvæg ned og kapsle giftene inde. Derefter skal den teknologiske udvikling sættes i gang, så vi kan håndtere de problemer, der senere vil dukke op ved Høfde 42,« mener Knud Munk Nielsen.
Og problemer er der i horisonten:
»Det er et pionerprojekt vi skal i gang med her i Danmark. Det bliver en interessant opgave som forhåbentligt ender lykkeligt,« håber amtsborgmesteren, der spår at en »total løsning« for Høfde 42 ville koste i randen af 300-500 millioner kroner
Både Connie Hedegaard og Knud Munk Nielsen lægger nu stor vægt på, at afværgeforanstaltningerne kan påbegyndes i 2005 og gøres færdige inden 2007.
Om det er muligt afgør Ringkjøbing Amt på den sekstende dag i julemåneden. Den dag besluttes det, om de vil betale halvdelen af gildet.
»Vi skylder borgerne, turisterne og vore børn at få ryddet op i Høfde 42,« slutter Knud Munk Nielsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu