Læsetid 4 min.

Højt mod nord

’Populærmusik fra Vittula’, Reza Baghers filmatisering af den svenske forfatter Mikael Niemis populære ungdomsroman, er et charmerende komediedrama om at blive voksen
12. november 2004

Ny film
Det var en utaknemmelig opgave, den svensk-iranske instruktør Reza Bagher påtog sig, da han gav sig i kast med at filmatisere svenske Mikael Niemis forunderlige coming of age-roman, Populærmusik fra Vittula, der ikke mindst i kraft af sin fantasi og sit fabulerende sprog synes at være noget nær umulig at oversætte til film.
Måske var det derfor, at Bagher allerede kort tid efter filmens premiere i Sverige tog afstand fra biografversionen, som han efter eget udsagn havde været nødt til at klippe ned, hvorfor den ikke længere kunne leve op til hverken hans egen standard eller det litterære forlæg.
Bagher når da heller ikke de samme magiske, lystfyldte højder som Niemi, og har man som jeg læst og forelsket sig i bogen, kan man ikke undgå at blive en smule skuffet over filmen. Mislykket er den dog ikke, men et ofte ret så charmerende komediedrama om at vokse op i en afkrog af verden, der trods alt ikke er så anderledes fra alle mulige andre steder.

Rock’n’roll
Populærmusik fra Vittula handler om de to venner, Matti og Niila, og deres oplevelser i den lille flække Vittula, som ligger højt mod nord og ikke rigtig hører til hverken Finland eller Sverige. Da bogen udkom, formodede mange anmeldere, at Matti var Niemis alter ego, og den teori får yderligere næring af, at det er Niemi selv, som lægger stemme til filmens fortæller, Matti, der ser tilbage på sin barn- og ungdom og venskabet med nu afdøde Niila.
Tiden er 1960’erne, og Vittula undergår mange forandringer. Vejene asfalteres, de unge får ørerne op for tidens rock’n’roll-musik, og Niila og Matti knytter et tæt venskab, selv om de er så forskellige som dag og nat. Niila kommer fra en dybt religiøs familie med en fordrukken, voldelig far og en forskræmt, handlingslammet mor. Matti er opdraget i et gemytligt arbejderhjem med plads til skæve typer som den evige ungkarl, Mattis onkel, og farens øvrige brødre, den ene en større pralhals end den anden.
Vi oplever de mange forandringer sammen med Matti og Niila, og Bagher gør, hvad han kan for at sætte os i deres sted. Fra de som drenge første gang hører den revolutionerende rockmusik og overvælder klassen ved at mime til et rocknummer, mens de danser vildt, til de som unge mænd kommer på et ufrivilligt syretrip og skærer pikken af Niilas bidske, men afdøde farmor, der hjemsøger ham i hans drømme. Undervejs oplever de også deres første brandert, danner deres eget band og begynder at interessere sig for det modsatte køn. Mens Matti dyrker sex for første gang, gør Niila op med sin tyranniske far.
Midtvejs i bogen foretager Niemi et brat tidsspring, og pludselig er Matti og Niila ikke længere drenge, men unge mænd. Det klarer han meget overbevisende og symbolsk ved at lade Niila gemme sig i et gammelt fyr og derinde vokse og vokse, til han ikke længere kan være der og bryder ud med en kraft, som kun hormonerne kan afstedkomme. Den scene er også med i filmen, og fungerer forbavsende nok.

Historiens rygrad
Men ellers er det netop, når Reza Bagher skal illustrere bogens mere fantasifulde afsnit, at han har problemer. Et billede kan muligvis nok sige mere end tusinde ord, men det er ikke alle billeder, der taler deres lige tydelige sprog. Syretrippet og Matti og Niilas mærkelige møde med den homo- og pædofile Russer-Jussi slipper Bagher nogenlunde fra, men det øjeblik, hvor drengene takket være rockmusikken får vendt op og ned på deres verdensopfattelse, tager han desværre alt for bogstaveligt.
Til gengæld er der gods i de karakterdrevne scener, der udgør filmens rygrad. Björn Kjellman er forrygende som drengenes energiske musiklærer, der ankommer på racercykel fra Skåne, taler, så ingen forstår det, og iværksætter en mindre revolution, da han på opfindsom vis overbeviser skolen om at indkøbe elektriske guitarer, en bas og et trommesæt.
Men det er Max Enderfors og Andreas af Enehielm i rollerne som hhv. den unge Matti og den unge Niila, der bærer filmen med deres overbevisende og følsomme spil. Mørke Niila og lyse Matti står godt til hinanden, den ene skrøbelig og forsigtig, den anden eventyrlysten og overmodig, og deres næsten symbiotiske venskab hjælper dem begge. Men da Matti ganske naturligt begynder at frigøre sig, fordi der er andre ting, som trækker – ikke mindst pigerne – påvirker det Niila, som bliver mere og mere indesluttet.
Man kunne godt have ønsket sig, at Bagher havde brugt mere tid på at skildre forholdet mellem Niila og Matti. Det er historiens omdrejningspunkt, og hvor Mikael Niemi i bogen mere end antyder, at den voksne Matti føler, at han har svigtet Niila, så mangler filmen denne lidt tragiske dimension.
Men Populærmusik fra Vittula er stadig en fin film, og på trods af sine egne forbehold er det lykkedes Reza Bagher at genskabe meget af den helt særlige blanding af alvor og humor, som karakteriserer Niemis fortællestil. Det skal blive spændende at se den lange version af filmen, som Bagher har lovet at sende ud på dvd.

*Populærmusik fra Vittula. Instruktion: Reza Bagher. Manuskript: Reza Bagher og Eric Norberg. Svensk (Palladium og Vester VovVov i København og en god håndfuld biografer i provinsen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu