Litteratur
Forleden mødte jeg en forfatter på gaden. Det var en kvinde, men det kunne lige så godt have været en mand, for hun begyndte straks at beklage sig over, at nu skulle hun igen ind og optræde på bogmessen i Forum her senere på måneden, lige om lidt, og hvor var det forfærdeligt skrækkeligt.
»Et gedemarked,« sukkede hun og lignede en hængt kat, der meget mod sin vilje er på vej lige lukt ned i helvede.
Det er ikke første gang, man møder den attitude. Faktisk er den mere almindelig end den modsatte blandt specielt skønlitterære forfattere. Den er lige så almindelig, som når andre siger »dav« eller »dejligt vejr i dag.« Eller som når to frimurere trykker hinanden i hånden med den venstre lab, eller hvordan deres hemmelige kode nu er.
Forfatterne begynder at jamre så snart, de får indbydelsen, og det fortsætter på selve bogmessen, hvor nogle forlagsfolk stemmer i. Det har været sådan gennem alle årene. Læg selv mærke til det. To mennesker mødes i alleerne mellem alle standene og bogstablerne, og samstemmende musik opstår.
»Gedemarked,« vrisser den ene og gyser.
»Gedemarked,«, hvisler den anden tilbage.
Men hold dog helt op, for I, kære forfattere, hvis bøger er udkommet i år, ville med garanti blive skuffede, hvis I ikke blev inviteret. I ville græmme jer i anonymitetens ulidelige mangel på projektør og interesse. I ville kravle dybt ind under depressionens dyne, bide dens pude i småstykker og græde, græde, græde uden nogensinde mere at falde i tryg søvn.
Det er ok at være nervøs før en optræden, men den rituelle nedrakning er træls. For tænk på, at hele bogbranchen står på den anden ende for at opskatte jeres fag. Hvad mere kan I forlange? Stop den hovskisnovski nedladenhed over for denne folkeligt populære årlige promotion og manifestation. Tag den som en oplevelse, en god anledning til at møde kolleger og publikum. Hovskisnovski er gammeldags, yt, idiotisk og falsk. Men selvfølgelig
hvis man har et påtrængende behov for at føle sig elitær engang imellem, så kan man jo godt fortsætte klynkeriet. Dog vil jeg vædde et halvt rundstykke og en gammel dansk støvle på at størsteparten af forfatterne i al hemmelighed nyder at være til stede.
Hold da da op, tænkte jeg en anden gang i ugens løb. Det var da Michael Meyerheim havde inviteret sin tidligere kollega Synne Garff ind i sit morgenstudie på TV 2.
Synne Garff er selv holdt op med at være studievært, men huskes endnu som en ganske dygtig sådan. Nå, hun havde skrevet en bog, hvortil hun havde interviewet nogle kendte danskere, som hun gerne ville møde. En af dem var Asger Aamund, som også var inviteret.
Fint nok, men vi er midt i en kolossal bølge af biografier og interviewbøger, hvor journalister og forlæggere ser sig om i landskabet efter nogle kendte, der endnu ikke er skrevet en bog om, og som man kan tjene en skilling på, og vi nærmer os nu anden og tredje potens og fjerde og femte. Tordenskjolds soldater skriver på skift om hinanden.
Det vil sige, at vi formodentlig kan se frem til, at Asger Aamund snart skriver en bog om Michael Meyerheim, der skriver en bog om Lille Madsen, der skriver om Paprika Steen, der skriver om Mads Mikkelsen, der skriver om Jon Dahl Thomasson, der skriver om Don Ø, der skriver om Per Stig Møller, der skriver om Michael Kristiansen, der skriver om Lise Nørgaard, der skriver om
Synne Garff.
Karen Thisted har allerede skrevet ned, hvad Johannes Møllehave og Benny Andersen havde at fortælle, og den bog er til nu solgt i 180.000 eksemplarer. Et svimlende antal efter danske forhold, men faktisk er det en rigtig god bog at læse. Så man forstår forlæggernes glubende interesse for dette rundkredsskriveri. Det er jo det, der skal betale for de smalle digtsamlinger og hele gedemarkedshurlumhejet.
Hold da helt op, tænkte jeg endnu engang, da det pludselig gik op for mig, at vi kulturjournalisterne vist egentlig har sovet i timen i forbindelse med Frank Esmanns meget omtalte Kissinger-biografi.
Forargelsen over, at visse passager er skrevet ordret af efter forlægget, har helt skygget for det lige så interessante og relevante spørgsmål, man med rette kan fundere over i forbindelse med spørgsmålet om, hvorvidt han skal betale et beløb på 50.000 støttekroner tilbage til staten.
Hvorfor i alverden har en bog af den kategori fået statsstøtte? Den burde da om nogen, hvis forlaget altså ikke havde trukket den tilbage, kunne klare sig på markedets vilkår.
Jeg er blevet belært om, at det er fuldstændig efter loven, idet Statens Kunstfond støtter litteratur, mens statens litteraturråd godt kan støtte andre typer bøger.
Hvad det angår, er det med andre ord ikke noget at komme efter. Men hold alligevel lidt op og tænk over det.
