Læsetid: 4 min.

Holland består lige nu af ’vi’ og ’de’

’Vi’ – hollænderne – bliver straffet for vores tolerance, og nu må ‘de’ – indvandrere og især muslimer – rette sig ind. Sådan tolker kommen-tatorer de politiske signaler fra regeringen i Haag. I Amsterdam håber borgmesteren, at ’vi’ og ’de’ bliver defineret anderledes
17. november 2004

Efter mordet på van Gogh
AMSTERDAM – »Du sidder vel bare på dit hotel og venter på bomben, så du har noget at skrive om,« siger spansk-hollandske Luiza. Halvt i sjov. Halvt i alvor.
Den 24-årige kvinde, der har boet 14 år i Amsterdam er usikker. På den ene side vil hun helst tro på, at hollandsk-marokkaneren Mohamed B.’s drab på filmmanden Theo van Gogh for to uger siden var en enkeltstående begivenhed. På den anden side har hun også fulgt udviklingen i Holland siden – ildspåsættelser på skoler, moskeer og kirker samt politiaktioner mod personer med formodede terroristiske hensigter.
»Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro. Og hvad jeg skal mene. Jeg er paf. Det eneste man kan gøre er jo at forsøger at fortsætte sin hverdag,« siger Luiza, der arbejder i et ejendomsmæglerfirma.
Luiza er lige så forvirret og rystet over mordet, som hele nationen er. Regeringens umiddelbare svar har været at blæse til kamp mod mulige radikale muslimske miljøer i Holland. Men også ved at appellere til landets muslimer generelt.
»Radikale og terroristiske handlinger kan kun bestå i omgivelser, som aktivt eller passivt godkender eller støtter disse gerninger,« som det hedder i et brev fra regeringen til parlamentet.

Væk fra målet
Ifølge Willem de Bruin, kommentator ved avisen de Volkskrant, er det en afgørende sætning i regeringens redegørelse, som han tolker således i en kommentar:
»Vi kan ikke forhindre al-Qaeda eller andre at fortsætte med deres hvervning af terrorist-aspiranter. Vi kan gøre det sværere for dem, ikke alene gennem en skærpet opsporing, men også ved at prøve at udtørre den kilde, hvorfra der bliver rekrutteret,« skriver de Bruin.
Regeringen mener også, at det er nødvendigt at skabe en forbindelse »mellem samfundet som sådan og det langt store flertal af muslimer, som aviser vold.«
Ifølge Willem de Bruin lyder det som en fornuftig selvfølgelighed.
»Men indtil videre bevæger vi os væk fra dette mål, fordi vores billede af de andre først og fremmest dannes af frygt og mistro,« mener de Bruin.
Det er netop denne mistro, som mange af de omkring én million muslimer ud af Hollands 16 millioner indbyggere føler for tiden.
»Jeg er født og opvokset her. Jeg har i årevis fået fortalt, at jeg er hollænder. Men I siger nu: Du er marokkaner,« siger 24-årige Mourad Taimounti, som sidder i bydelsrådet i Amsterdam-bydelen Slootervaart.
Han mener, at Holland i stigende grad bliver præget af en ’vi-de’ tænkning.
»’Vi’ er de indfødte hollændere, ‘de’ er udlændingene. Sådan er situationen i øjeblikket,« siger Mourad Taimounti.
En del muslimer – med forskellig national baggrund – har i de seneste dage givet udtryk for, at de overvejer at forlade landet som konsekvens af den generelle stemning. Andre oplever konkrete ting, som de finder ubehagelige.
»Jeg fik en opringning fra en person, som bad mig gå ud offentligt og personligt tage afstand fra mordet på Theo van Gogh. Han tilføjede, at han vidste, hvor han skulle finde mig og min familie,« fortæller Larbi Edriouch, som står for integrationsarbejdet i Utrecht.
»Jeg gjorde det, for at beskytte min familie. Men det er jo helt absurd, at jeg skal undskylde for det.«
I samme by blev en tyrkisk ungdomsorganisation indkaldt til et møde med borgmesteren i kølvandet på van Gogh-mordet. Et bestyrelsesmedlem i foreningen, Alpay Demirci, følte sig på den måde indirekte hængt ud som skyldig i problemet med ekstremisme.
»Det er pinligt. Skal alle dyreaktivister også stå til regnskab for mordet på Pim Fortuyn?« siger Alpay Demirci. »Jeg tænker: Lad samfundet undersøge, hvordan det kan gå til, at en ung mand, som er født her kan komme så langt ud, at han begår sådan en grufuld handling.«
I Amsterdam, hvor mordet på van Gogh fandt sted, har der ikke været ildspåsættelser som i resten af landet. Mange giver borgmester Job Cohen æren. Han var hurtigt ude at give sin egen version af ’vi’ og ’de’ – nemlig at ’de’ skal forstås som den lille gruppe af ekstremister og ’vi’ som resten.
»Jeg er rigtig glad for, at Cohen er vores borgmester,« siger Ahmed Marcouch, der er formand for foreningen af marokkanske moskeer og marokkanere i Amsterdam.
»Takket være ham har der i Amsterdam været roligt sammenlignet med andre steder. Når han taler om ’vi’ og ’de’, så føler jeg, at han også står bag mig, og at vi hører til. I Haag (regeringsbyen, red.) er det et andet ’vi’ og ’de’, man hører,« mener Ahmed Marcouch, der ikke mener, at det fører noget med sig at tale om en krigstilstand.
Men en krigstilstand mod ekstremismen kan man godt tale om på, mener Gerbet van Loenen, redaktør af avisen Trouw:
»Men i krigstider har du brug for forbundsfæller. Også – og først fremmest – blandt de muslimske immigranter i Holland. Ikke fordi du elsker dem – ingen kan tvinges til at elske nogen – men fordi vi aldrig vil kunne vinde krigen mod islamisk ekstremisme uden dem.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu