Læsetid: 4 min.

’Holland er overalt’

Efter mordet på Theo van Gogh i Holland, spørger tyskerne sig, om det også kan ske i deres land. Usikkerheden breder sig, og de første krav om en 24-årsregel efter dansk forbillede er fremsat
17. november 2004

BERLIN – På overfladen er der intet at se. Området omkring betonkolossen NKZ –Das neue kreuzberger Zentrum – er som altid kulørt, højrøstet og multikulturelt. Et lille stykke Istanbul midt i Berlin.
Hos bageren bærer ekspeditricen tørklæde, den tyrkiske optiker drikker te med en kunde. Et par pensionerede tyske kvinder sludrer med en tyrkisk veninde.
Her er som altid – og alligevel ikke. Siden mordet på den hollandske filmmager Theo van Gogh har en mistanke sneget sig ind på tyskerne: Kan det ske her? Er multi-kulturelt samliv umuligt? Er integrationen slået fejl?
Tyskere og indvandrere lever mellem hinanden, side om side, men sjældent sammen. Hvis tyrkerne vil, kan de klare sig uden at betræde det tyske samfund: De har egne banker, egne fødevareforretninger, egne tv-kanaler og rejsebureauer. Advokater og konsulenter står klar til at klare kontakten til myndighederne.
Blandt sortseerne taler man om parallelle samfund, optimisterne ser kun ansatser. Kommuneskolerne melder om voksende isolation i de muslimske samfund, stadigt flere muslimske piger holder sig væk fra gymnastiktimerne, tyskkundskaberne blandt tyrkiske børn går tilbage. 30 procent af de tyrki-ske elever klarer ikke skolens afgangsprøve, og ledigheden blandt indvandrere er dobbelt så høj som hos befolkningens gennemsnittet.

Disse ateister
»Nogle af vore brødre fik lejligheder, der ligger langt fra moskeerne. Fordi de bor så langt fra moskeerne, må deres døtre og sønner undvære muslimske venner og muslimske omgivelser. De er tvunget til at slutte venskaber, der ikke passer til deres tro. Derfor gør jeg opmærksom på, at muslimer bør bo i nærheden af moskeer,« skrev en imam i tidsskriftet Milli Gazete, der står organisationen Milli Görüs nær.
Citatet fra tidsskriftet fandt vej til Süddeutsche Zeitung og bekræfter formodningen om, at tyrkerne er i færd med at isolere sig. Milli Görüs er en af de største tyrkisk-muslimske organisationer med knap 30.000 medlemmer i Tyskland.
Inde i NKZ ligger Mevlana-moskeen. Hver fredag mødes op til 1.200 mennesker her til bøn. Hidtil blev moskeen anset for at dyrke en moderat fortolkning af Islam, men sidste uge kunne tv-stationen ZDF vise hemmelige optagelser fra bederummet:
»Disse tyskere, disse ateister, disse europæere barberer sig ikke under armene. Under deres hår samler deres sved sig til en ilde lugt, og de stinker. Derfor bruger de parfume og har udvidet deres parfumeindustri,« sagde en navnløs imam, der også fortalte, at helvedes ild venter de gudløse tyskere i det hinsides.

Svimmel af sult
Fra nabobydelen Neukölln fortæller skoleleder Marion Berning fra Rixdorfer Grundschule, at indvandrerbørnene eflerlever ramadanens bud om ikke at spise mellem solopgang og solnedgang. Segnefærdige må de sendes hjem, fordi de ikke kan koncentrere sig om undervisningen.
»Egentlig begynder fasten først hos de 12-årige, men her er der syv-otte-årige, der gør det,« siger hun til Berliner Morgenpost.
For et par år siden indførte skolen islamundervisning som frivilligt fag på skemaet – heller ikke nogen positiv erfaring:
»Det kan ikke være rigtigt, at børn, der går til den islamiske religionsundervisning, kalder kristne elever for ’svineædere’, siger at de lugter eller fortæller om islams store overlegenhed overfor vestlige religioner,« beretter Marion Berning.
Bydelsborgmesteren fra Neukölln, Heinz Buschkowsky (SPD), mener, at det multikulturelle eksperiment er slået fejl.
»Det multikulurelle menneske er ikke opstået, vi ser det modsatte: De etniske grupper isolerer sig mere end nogensinde. det sker af angst for at miste deres rødder, deres kulturelle identitet,« siger han.
»Der er intet, som de (indvandrerne) ikke kan klare med deres eget sprog, helt hen til egne forpligtende normer for opførsel. Det kalder jeg parallelsamfund,« siger Heinz Buschkowsky.
I sin bydel observerer han, hvordan de ’hjemvendte’ ruslandstyskere bestræber sig på at integrere sig i en fart, mens bydelens store mindretal af tyrkere og arabere ikke gør det.

Hårdere straffe
»Holland er overalt,«
sagde den socialdemokratiske politiker Dieter Wiefelspütz efter mordet på Theo van Gogh og moskébrandene – alt kunne også ske i Tyskland.
Selv om alle er enige om, at der ingen problemer er i samlivet mellem tyskerne og hovedparten af indvandrerne, er Tyskland blevet usikker.
Der skal findes løsninger, så de radikale muslimer bliver stoppet og integrationen lykkes. Især er imamerne i søgelyset. Flere konservative politikere har krævet, at der for fremtiden prædikes på tysk, andre forlanger, at kun imamer med en uddannelse i Tyskland skal have lov at arbejde i landet.
»Det er forkert, at der stadig bliver sendt folk fra Tyrkiet for at prædike i Tyskland. De har ingen forstand på vores samfund,« mener Claudia Roth, formand for De Grønne.
Flere politikere og indvandrerrepræsentanter foreslår styrket tyskundervisning, opløsning af indvandrerghettoerne og flere års fængsel for at arrangere tvangsægteskaber.
»Jeg mener ikke, loven kan blive hård nok,« siger Seyran Ates, der løb hjemmefra som 18-årig og siden studerede jura. I dag er hun advokat i Berlin og bistår muslimske kvinder i skilsmissesager.
Sågar den forkætrede danske 24-års regel studeres med interesse i Tyskland.
»Kvinder og mænd under 22 år bør ikke kunne hentes til Tyskland som ægtefæller,« siger sociologen Necla Kelek fra universitetet i Hamborg. Efter hendes opfattelse er så godt som alle arrangerede ægteskaber tvangsægteskaber.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her