Læsetid: 4 min.

Hospitalet som kunstværk

Poul Gernes’ største udsmykningsopgave overhovedet var Herlev Amtssygehus. En opgave, der blev kendt for vovet brug af grelle farver i et ellers kittelhvidt miljø. Her går æstetik, dekoration og helbredelse op i en højere enhed
25. november 2004

Ny bog
Det har varet forbløffende længe, inden billedkunstneren Poul Gernes’ internationale format er blevet anerkendt i Danmark. I de seneste år har der været stigende interesse for hans værk i udlandet, der har været en retrospektiv udstilling i Nordjylland og Kunstforeningen i København, Statens Museum har mandet sig op til omsider at købe en skulptur og Erik Steffensen har udgivet et par bøger om Gernes’ værk.
Det mest synlige i dansk sammenhæng har sådan set været de bemalede bygninger – f.eks. Palads-biografen – og andre udsmykningsopgaver rundt i landet, der stadig vækker diskussion.
Derfor er det glædeligt, at der er kommet en mindre bog på 75 sider skrevet af Poul Gernes’ yngste datter, Ulrikka S. Gernes, i samarbejde med Politikens kunstanmelder Peter Michael Hornung, der redegør for Poul Gernes’ største udsmykningsopgave: Farvesætningen af Amtssygehuset i Herlev.
Herlev Amtssygehus er stadig ret enestående i sin næsten fuldstændige integration af billedkunsten i arkitekturen. I modsætning til utallige andre forsøg, hvor billedkunstnerne næsten altid kommer for sent ind i billedet til for alvor at sætte præg på udformningen af bygningsværkerne og ender som påhægtede klatter af dekoration, lykkedes det Gernes at overbevise både arkitekter og kommunale bygherrer om, at farverne er en afgørende del af hospitalsbyggeriet.
Ulrikka Gernes og Hornung fortæller om, hvordan det lykkedes at komme igennem hele beslutningsprocessen fra konkurrenceinvitationen fra Statens Kunstfond i 1968 og den indledende mere begrænsede udsmykningsopgave til forhandlingerne med arkitekter og kommunalepolitikere – bl.a. via et prøvemodul på Gentofte Amtssygehus, hvor den nye farvesætning blev afprøvet sammen med de nye tekniske hjælpemidler, og hvor skiftende afdelinger med deres personale og patienter flyttede ind og derefter blev udspurgt om deres oplevelse i spørgeskemaer efterbehandlet af en sociolog.

Opgaven tog otte år
Skønt nogle var negativt indstillet over for de kraftige farver og usædvanlige farvesammensætninger, der er Gernes’ særkende, er det påfaldende, at både patienter og personale – efter lidt tilvænning – faktisk er enige med kunstneren i, at farverne har en oplivende og helbredende virkning.
Otte år tog det at gennemføre farvesætningen af Herlev Amtssygehus på en måde, så farverne på alle planer indgår i hospitalets bygning, indretning og daglige funktion – fra de store flader og perspektiver til de mindste detaljer. Det er eksempelvis farverne, der adskiller de forskellige afdelinger og dermed også viser besøgende, personale og patienter vej, ligesom skiltning og specialfunktioner markeres farvemæssigt og er en del af udsmykningen.
At færdes på hospitalet er som at vandre rundt i et kæmpestort kunstværk. For en besøgende er det slående, hvor gennemkomponeret hvert eneste blikfelt og synsperspektiv er i alle retninger, oppe og nede og i helt små detaljer som håndtag og kontakter. Og samtidig er den æstetiske oplevelse, som Gernes og Hornung skriver, »nærmest et biprodukt« for kunstneren i forhold til det funktionelle og praktiske.
Bogen forklarer også om Poul Gernes’ særlige farvesyn, der gør Herlev Amtssygehus til en så speciel bygning at opholde sig i, og præsenterer hans karakteristiske moralske opfattelse af kunsten, som den f.eks. kommer til udtryk i et interview fra 1962:
»En doktor er til for at reparere en brækket arm, en cykelsmed for at sætte en ny krank i, en snedker for at reparere et brækket stoleben. En kunstner er til for at reparere en knækket moral.«

Farverne som medicin
Med sådanne synspunkter gjorde Poul Gernes sin indflydelse gældende i Den Eksperimenterende Kunstskole i 1960’erne, men de forbinder ham også med de danske efterkrigstids-konstruktivister, der ligeledes havde blik for billedkunstens integration i både arkitektur og design (f.eks. Gadegaards bygningsudsmykninger i Herning). For slet ikke at tale om, at forestillingen om kunstens regenererende evner og farvernes spirituelle valør peger langt tilbage i kunsthistorien, til bl.a. det 20. århundredes tidlige avantgarder og deres forbindelser med esoteriske strømninger, f.eks. Rudolf Steiner, der også havde en farvelære, som er blevet anvendt i helsebringende øjemed i design og arkitektur.
Den slags mere omfattende sammenhænge bevæger Ulrikka Gernes og Hornungs lille bog sig ikke ud i. Så vi mangler stadig et større kunsthistorisk værk, der kan udrede både nuancerne og de større linjer i Poul Gernes’ værk. Gernes og Hornungs bog giver derimod en klar og lettilgængelig præsentation af et af Poul Gernes’ hovedværker, der både i tekst (på dansk og engelsk) og billeder kan fungere som oplysning for hospitalets brugere og besøgende – og som øjenåbner for alle dem, der ikke kender til hospitalet som kunstværk og farverne som medicin.
I dag ser Gernes’ hospital stadig nyere og mere avanceret ud end mange senere bygninger. Man kan spekulere på, hvorfor der ikke bygges mere af den slags?

*Ulrikka Gernes og Peter Michael Hornung: Farvernes medicin. The Medicine of Colours, Borgen. 75 sider. 149 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her