Læsetid: 3 min.

Humanisme

16. november 2004

KAN MAN have tillid til Mennesket? Det lyder som en højst abstrakt problemstilling, for hvem er Mennesket? Nelson Mandela, Fay Weldon, Donald Rumsfeld eller Kim Jong-Il? Hvordan kan man overhovedet tale om Mennesket og dermed om Humanisme?
Information spurgte i weekenden fire forskellige konkrete mennesker om, hvad man kunne forstå ved humanisme i dag – og fik fire forskelligartede svar, der hvert især bundede i forskellige filosofiske refleksioner over historiske problemstillinger.
Når man taler om Humanisme og derfor også om Mennesket med stort M, befinder man sig nemlig på et niveau, hvor forsøget går ud på at komprimere længere epokale erfaringer – som naturligvis skal bruge den slags tid, vi kalder historie, for at kunne indhøstes.
Filosoffen Søren Gosvig Olesen gjorde opmærksom på dette historiske stræk, der har forskertset en del tillid til humanismen.
»Hvis man ser ud over det 20. århundrede, så har filosofien hele tiden handlet om at uddrive mennesket som centrum i tænkningen,« sagde han. »Det er det 19. og det 20. århundredes erfaring, at mennesket ikke kan spille den centrale rolle, som heller ikke Gud kan spille.«

DENNE ERFARING har som sit omdrejningspunkt det 20. århundredes to verdenskrige, men den har også siden hentet næring i det, Hans Magnus Enzensberger kort efter Murens fald udnævnte til ’borgerkrigenes århundrede’. Hvor man vender blikket hen, myrder, torturerer og bekriger mennesker hinanden. Den slags giver humanisme et dårligt ry.
Der er imidlertid to væsensforskellige konklusioner, man kan drage af denne, erfarede menneskelige grusomhed: At man ikke kan overlade til mennesker at bestemme over verden, men må søge hjælp hos højere magter eller, som Gosvig Olesen foreslår, i en tænkning, der tager vores græsk-kristne-jødiske kulturs myter op til fornyet overvejelse og former kulturen i respekt for det, de formulerer som erkendelser af noget, der er større end mennesket. Bertel Haarder, der i lørdagsavisen erklærede, at ’humanisme er fundamentalisme’, er en radikal fortaler for denne position. Forsøger mennesket at styre samfundet ved hjælp af menneskelig rationalitet, ender vi i den franske revolutions rædselsregimente eller Gulag, mente han.

DEN POSITION, der fastholder humanismen, og som i weekendens avis repræsenteredes af forfatteren og essayisten Ulrich Horst-Petersen samt ingeniør Klaus Illum, stoler på, at mennesker er i stand til at skabe et godt samfund. Ulrich Horst-Petersen taler endda om ’menneskets naturlige godhed’, Klaus Illum lægger vægt på »menneskets evne til at reflektere over sig selv i den historiske situation, de befinder sig i.« For Illum betyder fornuft altså noget ganske andet end for Bertel Haarder, nemlig evnen til selvrefleksion, hvor ordet hos Haarder straks fremmaner billedet af Robespierre.
Noget, der efterhånden er gentaget rigeligt tit, men som ikke desto mindre udtrykker både humanismens tanke og dilemma pædagogisk, er Nordahl Griegs bekendte vers: »Edelt er mennesket, jorden er rik! Finnes her nød og sult, skyldes det svik. Knus det! I livet navn skal urett falle. Solskinn og brød og ånd eies av alle.«
Hvor kommer svigen fra, hvis mennesket er ædelt, må man spørge. Og hvad er det, dette ædle menneske skal knuse? Det må jo være mennesker, da svig næppe optræder frit i luften svævende?
Afstanden til Burn, motherfucker, burn! der angiveligt hamrer i øresneglen på amerikanske Irak-soldater, som drager i kamp med indbygget musikanlæg i deres hjelme, er uhyggelig kort.
Man havner nemt i de paradokser, der får Bertel Haarder til at kalde humanisme for fundamentalisme.

HEIDEGGER, hvis Et brev om humanismen, udkom i sidste uge, og som er den aktuelle årsag til denne humanismesnak, mente selv, at det humanistiske menneske betragtede alt andet end mennesket selv som middel til menneskets egne mål. At humanismen berøvede hele verden – eller ’væren’ i Heideggers terminologi – dens egentlighed ved at tilskrive den forskellige værdier for mennesket.
Humanisme betyder forskellige ting, alt efter hvem, man spørger. Måske gør man derfor i praksis klogt i snarere at være på vagt over for fundamentalismens forskellige udgaver og nøjes med at forstå humanisme som human omgang med hinanden i et samfund, hvor frihed, lighed, værdighed og anderledeshed er mere end ord der kan vrides og vendes efter egeninteressen.

ks

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her