Læsetid: 4 min.

Hyldest til Hank

I John Dullaghans portrætfilm om Charles Bukowski tegnes billedet af en poetisk sjæl, der var tynget under vægten af sin egen myte
12. november 2004

cph:dox
Der findes mange misforståelser om den amerikanske forfatter Charles Bukowski. Men én af dem er ikke, at han frem til få år før sin død som 74-årig i 1994 havde et umådeholdent forbrug af alkohol. Det havde han. Er man i tvivl, burde man unde sig selv at se den nye halvanden times portrætfilm, som festivalen cph:dox disker op med i dag og søndag.
I filmens generøse opbud af arkivmateriale taler manden, der havde et ansigt som et koralrev, med afvæbnende ligefremhed om sit liv: forfatterskabet, kvinderne, den traumatiske opvækst, de trælse år på postkontoret i Los Angeles, den lange vej til anerkendelse. Og aldrig, aldrig, er der langt til den nærmeste flaske, hvad enten det så er rødvin, der gerne bælles direkte af beholderen, eller øl på flaske, på dåse, i glas … you name it, Hank drinks it. En af filmens arkivstrimler viser sågar et oplæsningsarrangement, hvor forfatteren har et køleskab med kølige pilsnere med på scenen.
Til gengæld dementerer portrætfilmen alle antagelser om, at Charles Bukowski – i sine selvbiografiske bøger kaldet Hank Chinaski – skulle have den fjerneste lighed med den afstumpede slagsbror, som instruktøren Barbet Schroeder med Mickey Rourke som redskab tegnede et portræt af i Hollywood-filmen Barfly (1987). Okay, der findes en optagelse fra en dokumentarfilm fra 80’erne (i øvrigt også af Schroeder), hvor Bukowski efter fem-seks flasker rødvin udsætter hustruen Linda for et verbalt møgfald af værste skuffe, hvorefter han sparker hende ud af sofaen, og næsten ud af ægteskabet. Men da en belgisk tv-journalist under et interview antyder, at det af bøgerne fremgår, at Bukowski ikke kan kende forskel på kærlighed og sex, siver energien ligesom ud af den høflige forfatter af skuffelse over i dén grad at være blevet misforstået.
»You are fucked up, kid,« er alt, hvad han orker at svare.

Vor tids Whitman
Skulle man være i tvivl om formatet og følsomheden, kan man bare gå til bøgerne. Bag det skurvede ydre bar Bukowski på en sårbar og poetisk sjæl, som fra midten af 1940’rne og frem til starten af 90’erne producerede noget af den største amerikanske poesi i det 20. århundrede – plus en lille hyldemeter romaner.
Bevares, når Bukowski i filmen omtales som vor tids Whitman, og når forlæggeren John Martin fortæller, at han grundlagde Black Sparrow Press udelukkende for at kunne udgive Bukowski, og når en stjernerække af vidner, fra Tom Waits til Sean Penn til Bono, står i kø for at hylde ham, er det naturligvis ikke nødvendigvis noget bevis for digtenes kvalitet. Men lægges det hele sammen, er det nu alligevel ganske godt gået af en tysk immigrantknægt, som regelmæssigt fik tæsk af sin far, som under Anden Verdenskrig flakkede omkring i Amerika uden én cent på lommen, som mistede sin jomfrudom som 24-årig til en 300-punds luder, og som fortsatte med at drikke i næsten 50 år efter, at han af sin læge havde fået at vide, at rørte han så meget som én drink mere, ville han være en død mand.
William S. Burroughs, en anden amerikansk outsider-forfatter, havde et credo, der sagde: »If you haven’t been there, you can’t write about it.« Burroughs havde i dén grad været der – og det samme havde Bukowski. Han havde selv prøvet at blive smidt ud af lejligheder, fordi han ikke kunne betale huslejen. Han havde selv prøvet at få mavesår af et dårligt lønnet arbejde uden fremtidsudsigter. Han havde selv prøvet at løbe forlag og litterære magasiner på dørene og blive mødt med afslag på afslag.
Når han skrev op imod disneyficeringen af USA, og når han rasede imod den sjælløse skampuling af den amerikanske drøm, var det således hverken for at chokere eller vække opsigt, men simpelthen fordi han i sit mishandlede legeme selv bar på en stor følsomhed, og fordi han var oprigtigt medfølende over for det liv, som mange amerikanere levede og stadig lever. Bukowski kendte livet på bunden, og han skrev om det i et sprog uden forstillelse og kunstnerisk fernis.
Efter op gennem 60’erne at have udsendt en håndfuld mere eller mindre upåagtede digtsamlinger brød Bukowski omsider igennem i 1971 med debutromanen Post Office (Al magt til ekstrabudene). En selvbiografisk skildring, der åbner med ordene:
»Det begyndte som en fejltagelse.«
Med bogen fik Bukowski vendt et liv, som indtil da havde budt på alt for mange fejltagelser, til noget konstruktivt, både i menneskelig og kunstnerisk forstand. Og den nye portrætfilm viser, at selv om Bukowski hen ad vejen blev bevidst om salgbarheden af sin egen myte, og også af og til spillede på den, mistede han aldrig sin basale menneskelighed.

*Bukowski – Born Into This. Instr: John Dullaghan. USA. 2003. 92 min. Vises i Husets Biograf, 12.11. kl. 21, og Park Bio, 14.11. kl. 16. www.cphdox.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her