Inkompetente imperialister

Amerikanernes valg
BOSTON – Det amerikanske establishments enfant terrible – Gore Vidal – har fat i den rigtige ende, når han i sin nye bog bemærker, at »de travle idioter som hersker over os kan være glade for, at vi (amerikanere, red.) til stadighed lever i Hukommelsestabets Forenede Stater«.
»Vi lærer intet, fordi vi intet husker.«
Eksempler på Vidals hypotese skorter det ikke på. I forbudsperioden i 1920’erne drak amerikanerne formentlig mere spiritus end nogensinde, og folk som
Joseph Kennedy Sr. – far til de tre berømte politikere – blev rige af det sorte marked. Men lærte noget... det gjorde man ikke.
Seks årtier senere blev ’krigen’ mod narko lanceret, og ingen kan i dag påstå, at stofmisbruget og den ulovlige indførsel af narko siden er faldet. Tværtimod er problemet vokset indenfor USA’s grænser. Der er flere narkomaner og bandekriminalitet, ditto mafiosi. Dele af økonomien i det sydlige Californien og Florida er domineret af hvidvaskede narkoindtægter.
Syd for USA’s grænse finder man hele nationaløkonomier i narkohajernes vold, mens Pentagon opretholder en stående styrke til nålestiksoperationer i Latinamerika, af hvilke nogle nu sættes under rubrikken ’krigen mod terrorismen’.
Vidal har levet i eksil i Napoli-området i de sidste 40 år. Men hans skarpe pen og velansete arbejde som krønikeskriver af sit lands historie gør ham stedse til en interessant iagttager på afstand. I denne hurtigt sammenflikkede bog – mest bestående af ret forældede artikler fra The Nation Magazine – er der imidlertid ikke så meget at hente.
Vidal, som er beslægtet med Kennedy-brødrene og Al Gore, var en markant intellektuel politisk skikkelse i New York i 1960’erne på niveau med Daniel Patrick Moynihan, John Kenneth Galbraith, Arthur Schlesinger Jr. og andre af tidens stjerner. Trods landflygtigheden kan han dog sin amerikanske nutidshistorie på fingrene.

Profetisk forfatter
Vidal er ikke i i tvivl: Bush har genoplivet alle de værste sider af den amerikanske imperiale tradition – og det ovenikøbet uden et folkeligt mandat! Forfatteren tør agere profet. Bush må tro om, hvis han regner med at blive genvalgt af et flertal af de amerikanske vælgere den 2. november 2004, skriver han. En sejr er kun mulig at forestille sig ved valgfusk.
Dette års bogmarked i USA har budt på utallige bøger om George W. Bush. Ingen anden præsident i mands minde har fremprovokeret en så heftig debat om sig selv og sit styre på skrift. Alene om USA’s ’imperiale’ udenrigspolitik er der blevet udgivet mindst 20 bøger.
Journalisten John Judis (tidligere bidragyder til Information) har begået et virkelig fascinerende værk, hvori han drager paralleller mellem Bush-regeringens imperiale eventyr i Irak og USA’s første koloniale korstog for godt 100 år siden i Cuba, Mexico og Filippinerne.
Forfatterens centrale pointe er, at de to store amerikanske præsidenter i begyndelsen af det 20. århundrede, Theodore Roosevelt og Woodrow Wilson, var entusiastiske tilhængere af en missionær form for amerikansk imperialisme. Ifølge de to mænd ville folkefærd på et lavere civilisationsstade drage nytte af et amerikansk overherredømme, som skænkede dem demokrati, kristendom og et vestligt normsæt.
Det var altså USA’s moralske forpligtelse at sprede frihed og demokrati – det ville så samtidig forebygge krig, thi demokratiske nationer har ingen interesse i at bekæmpe hinanden. Roosevelt og hans forgænger William McKinley var ydermere overbevist om, at USA ikke kunne se passivt til, mens de europæiske stormagter anskaffede sig kolonier.
I 1890’erne var den hvide mands ekspansion på tværs af det amerikanske kontinent stort set ovre. Nu skulle der skabes nye markeder for industrien. Nedkæmpelsen af indianerne var blevet begrundet med deres status som ’vilde’ og deres egen interesse i at blive civiliseret og omvendt til kristne. Samme argument fremførte McKinley og Roosevelt nu om befolkningen på det spanske Fillippinerne.
Og i øvrigt ville det være godt med en lille krig engang imellem. I dag aner de fleste amerikanere ikke, hvor galt det gik i Fillipinerne. Den lokale befolkning ville ikke befries. De gjorde oprør og den amerikanske hær anvendte samme brutale metoder som mod indianerne. Tortur og henrettelser af krigsfanger. Koncentrationslejre.
Parallellerne til Irak er slående. Der er gået 100 år, men Bushs diskurs er den samme som McKinleys, Roosevelts og Wilsons. Argumentet for at blive som besættelsesmagt i stedet for at trække sig ud er det samme. Dæmoniseringen og nedgørelsen af fjendens menneskelighed ens.
Men på et vigtigt punkt adskiller Bush sig fra sine forgængere. Han vil ikke lære af sine fejltagelser. Det gjorde Roosevelt og Wilson. Om McKinley havde valgt den vej, ved vi ikke, thi han blev myrdet forinden.

Universielt demokrati
Præsident Wilson er den intellektuelle sværvægter. Han opgiver aldrig sit ideal om, at universelt demokrati vil gøre verden – og dermed Amerika – mere sikker. Efter Første Verdenskrig er behovet for kollektiv sikkerhed åbenlys. Wilsons geni er at fatte, at USA kun kan konsolidere sin stormagtstatus og sikre verdensfreden via Folkeforbundet, FN’s skæbnesvangre forgænger. Judis’ j’accuse mod Bush og hans nykonservative ideologer er, at de ikke har lært af Wilson og det 20. århundredes historie.
»Hvis der er noget nyt ved Bushs udenrigspolitik, så forekommer det at være hans omfavnelse af den politik, som gik forud for Wilsons – nemlig, imperialisternes udenrigspolitik i slutningen af 1890’erne,« skriver han.
Amerikas mest prominente nulevende politiske historiker, Arthur Schlesinger, Jr., ser noget anderledes på dette forløb. I sin nye og korte bog peger han på, at unilateralismen som Bush praktiserer ikke er et nyt fænomen i amerikansk historie. Den har altid været et barn af isolationismen – altså USA’s modvilje mod at blive indviklet i alliancer og oversøiske eventyr.
Denne klassiske isolationisme finder ikke længere opbakning i befolkningen og i den politiske elite. USA følger nu en internationalistisk linje, også under Bush. Det vigtige at holde sig for øje er, at unilateralismen – altså Amerikas ensidige handlinger og alene inddragelsen af internationale institutioner når det tjener landets interesser – har fået et come-back efter at have ligget i hi under Den Kolde Krig.
»Havde det ikke været for Josef Stalin, ville unilateralismen have befundet sig i bedste velgående,« skriver Schlesinger.
Bushs slå-først doktrin og angreb på Irak skal ifølge forfatteren tolkes som et atypisk udslag af unilateralismen i amerikansk historie. Bortset fra krigen mod Storbritannien i 1812 har USA aldrig startet denne type krig. Det skyldes, at Irak-krigen ret beset ikke hører under rubrikken slå-først. Det er en forebyggende krig, skriver Schlesinger, og som han citerer Ike Eisenhower for: Det er umuligt at forestille sig USA starte en forebyggende krig.
»Sådan noget findes ikke. Det kan jeg ikke tage seriøst,« sagde generalen i 1954.
Bush-doktrinen, noterer Schlesinger, har haft en kort tilværelse. Den døde på Iraks slagmarker.
»Amerikanerne er ganske enkelt inkompetente imperialister. Det såkaldte amerikanske imperium er blot en svag efterligning af de romerske, britiske og franske,« mener Schlesinger.

*Gore Vidal: ’Imperial America, Reflections on the United States of Amnesia’, Nation Books, 181 s.
*John Judis: ’The Folly of Empire, What George W. Bush could learn fomr Theodore Roosevelt and Woodrwo Wilson’, Scribner, 245 s.
*Arthur M. Schlesinger, Jr.: ’War and the American Presidency’, W.W. Norton, 160 s.