Læsetid: 4 min.

Jesus i et hjørne

Peter Brook har sat Jesus på anklagebænken i sit seneste teaterstykke
22. november 2004

Teater
Det man skal forestille sig er, at man sætter Jesus i et hjørne. Et hjørne af verden, Europa, Frankrig, Paris. Den engelske teaterinstruktør Peter Brook har placeret Dostojevskijs Jesus, som han optræder i kapitlet om storinkvisatoren i romanen Brødrene Karamassov, i et hjørne ved det 18. arrondissement i Paris, et af de værste kvarterer, et af dem, hvor det forlyder, at man ikke skal gå alene på gaden, hverken om dagen eller om natten, et af dem, hvor man både kan købe arabisk halalkød, søde afrikanske kartofler, indisk karry og det der er meget stærkere. Og han siger ikke et ord: Jesus.
Brook har denne vinter sat tre store afmagtsskikkelser, Krishna, Jesus og den afrikanske vismand Tierno Bokar parallelt stævne i tre teaterstykker, måske for at fejre, at teatret Bouffes du Nord i år fylder 30. Efter at have været direktør for Royal Shakespeare Compagny, efter i tre år skabt forstillinger på alverdens skuepladser: i Sahara, i Iran, Mali, Nigeria, på gaderne i Bronx og Brooklyn, eller på sindssygehospitalet Saint Anne i Paris, søgte Brook tag over hovedet til sin teatertrup.
I 1974 kravlede de ind bag stilladser et sted bag Gare du Nord banegården og fandt resterne af et teater. I det historiefyldte rum, der stadig står med afskallede mure og træværk, har Brook siden skabt sine forestillinger: Carmen, Kirsebærhaven, Mahabharata, Manden, der troede at hans kone var en hat, Hamlet...
Med sin fremskudte scene i et ovalt rum, bød rummet netop på det som Brook og co. søgte: en tæt forbindelse mellem skuespillere og publikum. Et teater med præcis de samme proportioner som Shakespeares The Rose Theater, og det var da også Brook intention, som sin notoriske forgænger, at hente folket ind i teatret .
Måske er der en anelse melankolsk erkendelse i valget af de tre stykker, der nu er sat op? En erkendelse af, hvor svært det er at forandre noget som helst med sin kunst eller sin visdom, om den nu hentes fra det mørkeste Afrika, det fjerneste Østen, eller midt i den kristne erfaring? Det myldrer i al fald betydeligt mere broget på gaden uden for Brooks teater denne lørdag, end det gør det indenfor, på de ellers fyldte teaterrækker. Trods Brooks bedste intentioner er teatret stadig bedsteborgerens sted, også skønt bedsteborgeren i bedste mening tager metroen hen til lumske kvarterer...

Djævelens advokat
Det er her Jesus sidder i et hjørne af et simpelt podium beklædt med det billigste grå polyestervægtilvægtæppe fra det lokale byggemarked. Han sidder som Dostojevskij har placeret ham, i en fængselscelle i inkvisitionens Spanien, over for sin anklager, og han sidder som Brook nu sætter scenen, helt enkelt, med blot en skammel, en citar og en tekst at gøre godt med.
Og så er det at skuespilleren Maurice Bénichou, der har været med Brook fra starten af teatereventyret, og som sprang finurligt ungt rundt i Mahabharata for snart 20 år siden, over for denne tavse Jesusskikkelse sætter hele sin aldrende pondus ind på en af verdenslitteraturens største tekster og løfter den, så det værste sker: at man overvejer om han ikke har ret, storinkvisatoren.
Marie-Hélène Estienne, der har bearbejdet teksten, har ’renset’ den for den diskussion mellem brødrene Alosja og Ivan, den indgår i hos Dostojevskij og som til en vis grad relativerer storinkvisatorens ord. I ren form fremstår det, så det giver mening til udtrykket: djævlens advokat.
For hvad i alverden kommer han her og forstyrrer for igen Jesus? Den opgave han satte hin enkelte på, var jo alt for stor. Jesus gav mennesket friheden til at tro, friheden til at vælge mellem godt og ondt, og hvem kan leve med det? Hvem bliver lykkelig af det? Her har den katolske kirke brugt 15oo år til at rette op på den fadæse, som Jesus var anledning til, da han modstod de tre fristelser i ørkenen. Den virkelig store ånd, fristeren, forstod jo netop, at det mennesket har brug for er at kaste sig i støvet for én, som det virkelig kan tro på, og som alle er enige om at tro på. Og hvorfor dog svare, at mennesket ikke lever af brød alene, når man nu kunne hente hele autoriteten ind på at forvandle sten til brød, eller bevise, at man var Guds søn ved at kaste sig ud fra bjerget? Og hvorfor forsværge sig den jordiske magt? Mennesket vil have mirakler, mysterier og autoritet, alt det som fristeren tilbød, og i stedet gav Jesus dem det frie valg. Så storinkvisatoren er vred. For Jesus har overvurderet mennesket og derved gjort det ulykkeligt i sin bestræbelse. Og er det måske at elske? Elsker man den, man lægger for stor en opgave på skuldrene? Kun de allerstærkeste kan bære denne byrde. Hvis der er nogen, der har fortjent at blive brændt på bålet, så er det Jesus, og det er da også, hvad storinkvisatoren har tænkt sig at gøre, som med de 100 andre kættere, han netop har brændt dagen før.
Jesus siger stadig ikke noget, Dostojevskij lader ham – efter en kunstpause i romanen, og lidt for hurtigt i teaterversionen – rejse sig, kysse inkvisatoren på kinden, der så lader ham gå fri. Det gør Brook også, Jesus forsvinder, uden at have tilføjet et ord til historien, ud i nattens mørke gader.
Og hvad så med den gamle? spørger Alosja så sin bror i brødrene Karamassov. »Kysset brændte i hans hjerte, men han han holdt fast i sin idé«. Med ordene lagt i munden på Bénichou, virker det uhyggeligt aktuelt og plausibelt.

*’Le Grand Inquisiteur’. Instrueret af Peter Brook. Théâtre des Bouffes du Nord

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her