Læsetid: 3 min.

Kærlighedens og krigens grænser

Janne Tellers roman ’Kattens tramp’ skaber debat og er usædvanlig, fordi den både er en krigs- og kærlighedsroman
25. november 2004

Kommentar
Hvordan skal vi diskutere det, når traditionen og sammenligningsgrundlaget for at væve kærlighed og krig sammen er så lille? Det kan nemt ende med, at en god roman, som faktisk magter begge dele, bliver reduceret til endnu en kærlighedsroman.
Det er simpelthen ikke fair.
Kattens tramp handler om tab af etiske grænser. Ingen tvivl om det. Men alle krige handler jo om tab af grænser, og normalt sker de på mange niveauer. Ikke kun på krigs- og kamppladserne. Længe før vi når til de blodige overgreb på en befolkning, er de forberedt på andre, lavere niveauer. Vold eskaleresr ikke hen over et døgn, den bliver forberedt i skolerne, den bliver forberedt i den daglige omgang mellem mennesker og kan opbygges over dage, måneder og år. Inden det kommer til egentlige overgreb, ikke mindst i en borgerkrig, har der været talrige krænkelser på de mere beskedne niveauer, og kærligheden er i den forbindelse ingen frizone. Kærlighedslivet støder op til det sociale liv, der igen støder op til arbejdslivet og det offentlige liv. Det ene liv ligger ved siden af det andet, og ofte ligger de lige oven i hinanden. Kærligheden findes ikke bare i privatlivet, uden for det alt sammen, løftet væk og over i en anden sfære, hinsides menneskers skærmydsler. Sådan er det ikke. Kærlighedslivet er gennemsyret af nøjagtig lige så barske konflikter og skel mellem folk, som det sociale liv. Hvordan skulle det ellers forholde sig?
Tellers roman er i den forbindelse et stykke grundigt arbejde, som om noget udforsker de subtile grænser i kærlighedsliv, socialt liv og hele vejen ind i krigens sfære.
Kattens tramp beskæftiger sig med 1990’ernes borgerkrig i eks-Jugoslavien, men det er i fornemmelsen af grænser, der opgives eller bliver alt for uforsonlige, bogen har sin afgørende styrke.
For krig har altid handlet om grænseoverskridelser og grænsetab. Det er det, der også nedbryder mennesker mentalt og psykisk. Det er derfor, tabene er så store i krig, fordi folk ikke kun bliver lemlæstet og dræbt.
De overlevende har set grænserne falde. De grænser, som normalt regulerer vore liv med hinanden.
Kattens tramp er en roman om ubændig passion og kærestesorg. Den er fortalt på kanten af krigen i Bosnien, fordi det er dér fortælleren, den sorte læge, Sem Grant, arbejder med at lappe de sårede sammen.

Rasende monolog
Han vil ikke lade sin smerte ligge, hverken den i Bosnien eller sin egen kærlighedsulykke. Vi skal høre om den igen og igen, og det sker i denne kantede, hakkende, huggende, rasende, repeterende monolog, som er bogens. For Sem Grant taler til læseren. Sem er besat af passion, kattens tramp har lagt vejen forbi, og nu har han kun et ønske: At slå katten ihjel, så han kan blive fri. Han vil dræbe elskerinden Zoja Maria i sig selv. Det er derfor, han hele tiden påkalder folkemorderne, for de må kende et trick, de må vide en måde.
Sem Grant er sort og fra Jamaica. Han kandiderer til offer-rollen, men så enkelt er det ikke hos Teller, for han er samtidig veluddannet. Teller blander med vilje kortene, som virkeligheden gør det.
Sem har en affære med en gift kvinde, og allerede her kan man se den ulmende konflikt mellem to, som elsker hinanden, fordi deres baggrund er så forskellig.
Romanen foregår i et vakuum, midt i en overgang, i en midlertidig, farlig, labil tilstand. I sumpen er de vanlige, nødvendige grænser truet af opløsning. Teller får bygget et langt og hældende skråplan for et ellers civiliseret og sammenhængende menneske. Det er truslen mod fornuften, der gør så ondt i bogen.
Hos Janne Teller ligger nuancerne hos Sem, i hans ujævne, glidende, hakkende forhold til de grænser, han nogle gange overholder, andre gange ryger igennem med 210 kilometer i timen. Fortabelsen kommer ikke brat, den åbner sig ikke som en afgrund, den findes som mange små eftergivelser.
Forfattere og kunstnere har altid undersøgt, hvordan bevægelserne på de store planer: Krigens og konfliktens niveau forplanter sig nedad og helt ned på de mindste niveauer, det vil sige ind i de familiære strukturer. Det virkelig interessante ved Janne Tellers roman er, at den i én samlet bevægelse vil forstå både krig og kærlighed. Normalt formodes kvinder ikke at skrive om krig, selv om krig berører kvinder, ligesom den berører mænd. Mænd har længe skrevet om krig. Nu gør kvinder det også. Dertil er vi nået i 2004. Det er en nyhed, som det er værd at diskutere i dybden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu