Læsetid: 11 min.

Kamæleonen, der aldrig har bekendt kulør

Palæstinensernes leder, Yasser Arafat, har taget turen fra guerillaleder til statsoverhoved. Men han har aldrig for alvor smidt uniformen og er blevet en rigtig statsmand. Dertil er hans magtbegær og selvovervurdering for stor
5. november 2004

Tilbageblik
Palæstinensernes klareste håb og største forbandelses tid er forbi. Yasser Arafat er på den ene side den, der mere end nogen anden har bragt fremgang for palæstinensernes sag.
På den anden side har han også været den, der satte fremgangen i stå, fordi han ikke havde viljen til at forpligte sig.
For Yasser Arafat er symboler vigtigere end realiteter og magt vigtigere end alt. Det har gennemsyret hans ledelse af først Fatah og Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation, PLO, og siden Den Palæstinensiske Selvstyremyndighed, PNA og forhindret, at organisationerne opnåede den effektivitet og kompetence, der kunne have bragt palæstinenserne til en varig aftale med Israel og ikke mindst social og økonomisk fremgang for det palæstinensiske folk.
Yasser Arafats selvstyre er i dag lammet og nedbrudt, blandt andet fordi han ønskede og fik en organisation, der alene fungerede i kraft af ham. Ingen kunne træffe beslutninger af betydning uden at involvere Arafat og ingen kunne bruge penge uden hans underskrift. For at bevare fuld kontrol over selvstyret spillede han dobbeltspil, underminerede selv den mindste modstand og frem for alt korrumperede han sine støtter med penge, stillinger og privilegier.
Før Arafat trådte frem, havde palæstinenserne ingenting. Det internationale samfund havde dårlig samvittighed over Holocaust og bekymrede sig derfor ikke nævneværdigt om Israel-Palæstina-konfliktens anden part. Den arabiske verden bekymrede sig kun på det retoriske plan og det førte ikke langt. Derfor tog Arafat og en kreds omkring ham i 1956 initiativ til Fatah, en af flere palæstinensiske modstandsgrupper, der ville tage sagen i egen hånd. I sin ungdom havde Arafat klare leder-aspirationer, men Fatah blev ikke født med ham som automatisk midtpunkt. Det kom senere, hvorefter Arafat udviklede sig fra en mand af folket til en mand af magt. Hans mål var altid et selvstændigt Palæstina, men med den tilføjelse, at det skulle være et Palæstina med ham i spidsen.
Det blev klart allerede i begyndelsen af Arafats karriere, at han ikke skelnede mellem sig selv og det palæstinensiske folk og derfor heller ikke kunne se, at der var forskel på hans egne og palæstinensernes interesser.
Den palæstinensiske forfatter og journalist Saïd K. Aburish beskriver i sin mesterlige Arafat-biografi en periode i 1970’erne, hvor Arafat fra sit eksil saboterede fredsforhandlinger mellem lokale ledere og Israel: »Af frygt for at blive marginaliseret, nægtede Arafat at tolerere noget som helst lokalt initiativ, der kunne føre til et forlig med Israel. Faktisk viede han meget energi på at kvæle fremdyrkelsen af et lokalt lederskab på Vestbredden og Gaza. Med succes fik han sat lighedstegn mellem kompromis og forræderi.«
Tilsvarende er der også mange eillustrationer af, at palæstinenserlederen bekymrede sig mere om sit eget image og forfængelighed, end om at skabe resultater. For eksempel i forbindelse med rekrutteringen af medlemmer til Fatah, hvor han ikke formåede at organisere og uddanne de titusinder af nye medlemmer, der strømmede ind fra hele den arabiske verden og det palæstinensiske eksilsamfund. Tværtimod lod han uddannelsen sejle, for i stedet at have travlt med at lade sig fotografere og trykke hånd med de nytilkomne.
Den indstilling var medvirkende til Fatahs stærkt begrænsede militære succes. Den dårlige forberedelse gik ud over bevægelsens første og meget berømte militære aktion mod Israel, der udmærker sig ved, at den ikke fandt sted. Angrebet skulle have fundet sted den 1. januar 1965, hvor Fatah-medlemmer skulle have infiltreret den israelsk-libanesiske grænse og gennemført en mindre aktion, men de, der skulle have gennemført aktionen, blev arresteret og kom aldrig af sted. Først to dage senere lykkedes det Fatah at komme ind i Israel fra Vestbredden og anbringe sprængstoffer ved en vandledning. Uheldigvis for guerillaerne spillede teknikken dem et puds og dynamitten eksploderede ikke. Tættere kom Fatah ikke på en militærdebut i den omgang, men selv om aktionen var en militær fiasko, blev den en politisk succes.
Karakteristisk for Arafats senere karriere påstod han og Fatah med held, at den havde fundet sted, uanset at at kendsgerningerne var anderledes. De udnyttede muligheden for en politisk gevinst ved at omtale ’aktionen’ i heroiske og svulstige vendinger og det gav genlyd over hele Mellemøsten: En palæstinensisk gruppe havde gjort alvor af ordene om deres kamp mod det mægtige Israel.

På trods af Arafats katastrofale mangel på organisatorisk talent blev han hurtigt en folkehelt på grund af sit uomtvistelige mod og utrættelighed. I ugerne efter Seksdageskrigen i 1967 rejste han i dybeste hemmelighed rundt på den nyligt besatte Vestbred for at samle støtte. Beretningerne om hans frygtløse rejser med offentlige busser for næsen af de israelske soldater og endog et besøg i Tel Aviv gav god næring til en voksende myte. Året efter fik han sit egentlige gennembrud i slaget ved Karameh, der var hjemsted for et voksende antal PLO-folk, der flygtede fra Vestbredden til den jordanske Østbred af Jordanfloden. I februar 1968 blev byen angrebet af israelske soldater og kampvogne. Et blodigt slag brød ud og på Arafats ordre blev palæstinenserne på deres pladser. Det lykkedes ham yderligere at hente militær støtte hos den jordanske hær, hvilket til sidst resulterede i, at israelerne indledte deres første tilbagetog nogensinde og efterlod syv ødelagte kampvogne. Jublen brusede ud over hele den arabiske verden, der kun alt for tydeligt kunne huske det forsmædelige nederlag året forinden.
Allerede dengang gik Arafat med et hovedtørklæde formet som omridset af det historiske Palæstina. Og da han efterfølgende blev udpeget som talsmand for Fatah var hans skæbne beseglet. Indtil da havde Fatah ikke optrådt offentligt, men med Arafat fik den folkelige palæstinensiske og arabiske modstand mod Israel et karismatisk ansigt at identificere sig med og en skikkelse at følge.
Der blev bygget videre på myten under den israelske invasion af Libanon i 1982, hvor Arafat bevægede sig rundt i Beirut i evig fare for at blive ramt af israelske kugler. Han havde ikke noget hovedkvarter, men gik og kørte rundt og sov på bagsædet af en bil om natten. De internationale journalister, der dækkede krigen var tydeligt imponerede af palæstinenserlederen: »Jeg tror aldrig han sov. Han var overalt – aldrig træt, aldrig viste han tegn på fortvivlelse,« siger en journalist til Saïd K. Aburish. »Det var et militært og moralsk opgør – selv om det endte med nederlag, var det hans prægtigste tid,« siger en anden. Trods Arafats indsats endte det med, at han måtte fortrække med sine styrker til Tunesien.

Med først de militære angreb på Israel og siden den internationale anerkendelse blev Yasser Arafat verdens mest populære guerillaleder og et symbol på palæstinensernes lidelser. Den internationale anerkendelse kulminerede da han sammen med Israels daværende ministerpræsident Yitzhak Rabin og udenrigsminister Shimon Peres fik Nobels Fredspris i 1994.
Men inden det kom så vidt, var Arafat flere gange ved at smide hele den vundne sympati på gulvet. I 1974 ville han fra talerstolen ved FN’s Generalforsamling tilbyde Israel valget mellem olivenkvi-sten og pistolen. Som guerillasoldat med hang til tung symbolik, fandt han det naturligt at medbringe sin pistol under talen for at drive pointen helt hjem. Det lykkedes hans assistenter at afværge den truende politiske og diplomatiske katastrofe, men selv kunne han ikke forstå det. Og da han 20 år senere var på vej ud på plænen foran Det Hvide Hus til underskrivelsen af Oslo-aftalen, var pistolen med igen. Denne gang måtte amerikanske embedsmænd afvise ønsket, lige som de afviste hans sekundære forslag om, at han teatralsk skulle smide den på podiet for øjnene af tilskuere og tv-kameraer.
Værst var dog hans fatale besøg hos Saddam Hussein i Bagdad i 1990. Omfavnelsen af diktatoren, der netop havde invaderet Kuwait, fik katastrofale følger for både Arafat og det palæstinensiske folk. Med til at trække Arafat ud af det forkerte spor var, at Saddam Hussein forbandt en tilbagetrækning fra Kuwait med en israelsk tilbagetrækning fra de besatte områder. Arafat så det som en reel mulighed og kastede sig ud i højt profilerede, men på forhånd dødsdømte mæglingsforsøg. De arabiske lande var rasende, og Arafat blev lagt på is over hele regionen. Befolkningerne i de besatte områder var imidlertid tilhængere af den irakiske diktator og hans voldsomme udfald mod Israel.
Det var dog næppe stor bekymring for de politiske strømninger i Gaza og på Vestbredden, der fik Arafat til at indlede sin fatale mission. Snarere var det et oppustet billede af sin egen indflydelse og popularitet og en total fejl-
læsning af situationens alvor og det internationale samfunds beslutsomhed.
Allerede før Golfkrigen var PLO i økonomiske vanskeligheder og med støtten til Irak blev krise vendt til katastrofe. Der manglede indtægter fra de palæstinensiske gæstearbejdere ved Golfen, som blev fyret som straf for Arafats irakiske eventyr. Der manglede støtte fra Østblokken, der forsvandt med Murens fald. Støtten fra de arabiske lande blev sløjfet som straf og da den israelske økonomi også gik langsommere på grund af krigen, var der mindre at lave for de palæstinensiske daglejere i Israel. Samtidig oplevede Hamas en stigende popularitet, der tegnede til at blive en politisk trussel mod Arafat. Palæstinenserlederen var derfor nødt til at gøre noget drastisk, hvis ikke PLO skulle gå fallit og blive kørt ud på et politisk sidespor.
En henvendelse fra Norge om et diskret møde med israelske repræsentanter i Oslo blev derfor det strå, Arafat klamrede sig til i håbet om økonomisk og politisk overlevelse. Den palæstinensiske delegation ved det, der senere blev kendt som Oslo-forhandlingerne, fik mandat til at indgå en aftale for enhver pris. Så desperat var situationen. For Arafat var aftalens vigtigste element, at Israel skulle anerkende PLO som palæstinensernes legitime repræsentant. Arafats iver efter anerkendelse gjorde ham blind for aftalens dyre kompromisser og vage formuleringer. I realiteten var det ikke en aftale, men blot en hensigtserklæring.
Det afholdt dog ikke Arafat fra at give den hele armen og blæse aftalens vigtighed helt ud af proportioner. Han kunne ikke stå for fristelsen ved en storslået ceremoni i Washington med flere amerikanske præsidenter og hele verdens opmærksomhed, og som den eneste insisterede han på at få en sådan seance. Derved var han med til at ødelægge Oslo-processen allerede før, den var kommet i gang. For hvorfor skulle Israel komme med flere indrømmelser til en mand, der allerede mente, han havde en fredsaftale? Resultatet blev den uskønne proces, der fulgte efter, hvor israelere og palæstinensere skændtes om hvert eneste komma, der skulle flyttes, før det hele brød sammen til sidst under den seneste intifada.

Arafat var imidlertid også selv med til at underminere sin troværdighed. Selv om han fik en heltemodtagelse, da han ankom til Gaza fra eksilet i Tunis i maj 1994, var det med nogen skepsis de lokale palæstinensere så hele hans slæng af eksil-bureaukrater rykke ind på de centrale poster i administrationen. Arafat selv havde ingen forstand på økonomi, og da han kom fra et stammesamfund, hvor forretninger foregår efter noget-for-noget-princippet, var det sådan en struktur, han opbyggede. Hans egne folk fik de lukrative kontrakter og venner og folk han gerne ville knytte til sig fik løn og stillinger, der til tider var uden reelt indhold.
Et eksempel fra eksilet i Tunis viser, hvordan Arafat drev sine medarbejdere rundt med de to formål at holde dem beskæftiget og væk fra selve magten: »Arafat udnævnte med vilje flere mennesker til at udfylde samme funktion og fik dem alle til at rapportere direkte til ham selv. Der var et uendeligt antal specialrådgivere og en kabale af talsmænd. Den militære kommandostruktur var fragmenteret og frembragte flere høvdinge end indianere, samtidig med, at Arafat konstant ændrede betydningsfulde embedsmænds titler og roller. (…) Det var Arafats måde at holde dem svage og ude af stand til at sætte sig op mod ham,« skriver Saïd K. Aburish.
Journalisten Danny Rubinstein beskriver i sin Arafat-biografi, hvordan korruption og bestikkelse kunne foregå: »(Arafat modtog) ti ambulancer fra Kuwait under Libanon-krigen for straks at sælge dem til halv pris til syrerne. Ved en anden lejlighed prøvede Arafat at bestikke (den tidl. Syriske forsvarsminister Moustafa) Tlass med en BMW. Kort efter opdagede Tlass, at vognen var stjålet fra den amerikanske ambassade i Amman og sendte den tilbage til ejerne.«
Arafats eget svar på korruptions-anklagerne lød: »Korruption? Hvilken korruption? Hvordan kan man være korrupt, når man ingen penge har?«
Han underminerede også sin troværdighed, når han uden sans for realiteter tog beslutninger, der var helt ude af trit med stemningen i den brede befolkning. Efter aftalen om selvstyre i Hebron på Vestbredden, erklærede han begejstret, at Hebron var en »befriet by«. Men indbyggerne kunne ved bare at kigge ud af deres vinduer konstatere, at palæstinenserlederen måtte befinde sig på en anden planet. Hebron var ikke nogen befriet by. I dens midte boede (og bor stadig) 400 ekstreme bosættere beskyttet af flere tusinde soldater, hvilket reelt betød, at byens åbne marked og mere end 10.000 palæstinensere fortsat levede under israelsk kontrol.
For Arafat handlede det om at indynde sig i Washington, der lagde kraftigt pres på parterne for at få fremskridt i den på det tidspunkt tre år gamle fredsproces. For Arafat betød det mindre, at hans beslutninger var i modstrid med ønskerne i hans egen befolkning.
Alt det kunne man måske have tilgivet ham, hvis han havde haft viljen og modet til at forpligte sig på en aftale med Israel. Camp David-forhandlingerne mellem Arafat, Israels Ehud Barak og præsident Clinton i 2000 var en speget affære, der ikke efterlader indtryk af en klar skyldig i årsagen til sammenbrud. Arafat bærer imidlertid skylden for, at han ikke var nogen troværdig forhandlingspartner. Gennem hele sit liv har han undgået at forpligte sig. Stakken af love og dekreter, der ikke er skrevet under er enorm, der er rækker af møder han er udeblevet fra af frygt for konklusionen og utallige er hans brudte løfter. For Arafat handlede det om, at ville vente og se om ikke et bedre tilbud skulle dukke op og om, at for mange love og aftaler ville begrænse hans egenrådighed.
Trods sine betydningsfulde bedrifter ville Arafat stå til et pænere eftermæle, hvis han havde bekendt kulør og til fulde omfavnet fredsprocessen. Men dertil er han for meget partisan og for lidt politiker.

*Kilder: Arafat, From Defender to Dictator, Saïd K. Aburish, Bloomsbury, 1999
Gåden Arafat, Danny Rubinstein, Fremad, 1996

FAKTA
*Arafats vigtigste årstal
1929 Fødes (formentlig i Cairo)
1959 Fatah grundlægges
1964 PLO dannes
1968 Eksil i Jordan
1969 Formand for PLO
1970 Eksil i Libanon
1974 Første tale i FN
1982 Eksil i Tunesien
1988 Arafat anerkender Israel og afskriver terror som våben
1993 Oslo-aftalerne underskrives
1994 Præsident for PNA
1996 Valgt præsident for PNA
2000 Camp David-forhandlinger med Clinton og Ehud Barak
2001 Husarrest i Ramallah
2004 Indlagt på hospital i Paris

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her