Læsetid: 8 min.

Kameloparden og den største utopi

I en tid præget af religiøs politik, nationalisme, korstog og krigeriske modsætninger skiller forfatteren Ebbe Kløvedal Reich sig ud Det har han gjort markant og insisterende i snart 40 år. I aftes modtog han Det Danske Akademis Otto Gelsted-pris. Forfatterkollegaen Suzanne Brøgger holdt festtalen, som bringes her
27. november 2004

Pristale
Vi står på tærsklen til en tid, hvor jorden beherskes af religiøs politik, nationalisme, korstoge og krigeriske modsætninger mellem teokratiske tendenser på den ene side og sekulær fundamentalisme på den anden. Har Danmark overhovedet noget svar på den type konflikter? Ja, vi har Ebbe Kløvedal Reich, hans livsværk og personlige vidnesbyrd.
Ebbe Reich har gennemskrevet hele Danmarkshistorien i et hav af fortællinger fra fordums istider. Men ser man nærmere efter, vil det vise sig, at den ’danske ånd’, han inkarnerer, måske i virkeligheden er Alexandrinsk eller at den kommer fra universets fjerneste solsystem: Hypateia, som nok mere er en poetisk planet end et reelt politisk alternativ.
Men det er jo også poesien, vi vil honorere. Ebbe Reich, skal have Det Danske Akademis Gelsted-pris – ikke fordi han som Gelsted er ’kommunist’, men fordi han alligevel, har fastholdt utopien – både som drøm og som problem. Reich har på radikal – kulturradikal? – vis gjort utopien til genstand for sine spørgsmål, lige fra debut-årene, hvor eventyret om Aleksander 666 fra 1970 forener det, der normalt skal holdes adskilt, ideologi og magi.
Men det største kunststykke gennem livsværket på et halvt hundrede bøger er at have skabt dialog mellem to adskilte, helt modsatrettede strømninger i dansk kulturhistorie: Hørup og Grundtvig. At have samtænkt den undersøgende, kritiske indfaldvinkel med den synske, åbenbarede. Det er jo det, man normalt kalder for noget ’rod’ – eller med William Blake for et ægteskab mellem himmel og helvede. Når Georg Brandes blev kritiseret for at have stjålet sine tanker fra andre, svarede han: »Hvad jeg ved, ved jeg et sted fra, jeg modtager ikke åbenbaringer.« Men det gør Ebbe Reich. Han forsyner kulturradikalismen med synerne. Og han har gennem sit virke vist, at ingen fløje kan have monopol hverken på sund eller usund fornuft, tro eller viden.
Det er nok ikke tilfældigt, at Grundtvig-bogen, som også var det folkelige gennembrud fra 1972, begynder med et Hørup -citat: »Grundtvig vil altid blive regnet mellem de små, politiske profeter, fordi det han skabte var uden skel og grænse«. Det man siger, er man selv. Reichs bøger er til tider grænseløse.
Men hvordan ville Danmark have set ud de sidste halvt hundrede år uden Ebbe Reich? Han har – med alle de syrede fantasterier, der hører med – været den mest markante tænker og talsmand for ungdomsoprørets Danmark gennem mere end tredive år. Han var med til at aflive den biologiske familie for at give rum til en større åndeligt beslægtet sammenhæng, et valgslægtsskab – deraf navnet Kløvedal – som han har fastholdt, og som man derfor må forstå – ikke som et flip, men som en dybt seriøs utopi, han i øvrigt genformulerer i sin seneste bog om utopia som det sted, hvor »familier kun er nødvendige, når de er morsomme«.
Reich er oprøreren, der gennem sine halvt hundrede bøger, har taget den svage parts parti. De fattige, det folkelige og ikke mindst kvinderne har fundet deres høviske talsmand i Ebbe Reich og hans skrifter, som er forfattet på et ukrukket, gemytligt dansk.
Når vi nu har fået Kofi Annans ord for, hvor mange problemer i den fattige verden, der kunne løses, hvis det stod til kvinderne, bliver man helt rørt over den lid, Ebbe Reich sætter til Sophia, den kvindelige visdomstradition. Både i Zenobia, den syriske dronning fra 700-tallet og ikke mindst den alexandrinske filosof Hypatia, der holdt hemmelig skole, hvor hun lærte sine disciple at regne med irrationelle tal, spille lyre og beregne himmellegemernes baner. Hun blev myrdet af de kristne modstandere i år 415.

Ebbe Reich har gjort springet ind i det ny årtusind. I løbet af 90’erne, bliver det klart, at Europa som føderation er Danmarks eneste utopi, og at man ikke mere kan skrive eller tænke nationalt. Ebbe Reich, der det meste af sit voksne liv har været første-kæmper mod EU som flæskeprisernes forum, ændrer nu fokus og sigter globalt. Han opfinder simpelthen samtidsromanen i ny skikkelse.
I årevis havde man ventet på samtidsromanen i den pontoppidanske ånd. Men paradokset er jo, at vi som forfattere efter klassesamfundets kollaps, ikke længere kan lade mennesker fra forskellige miljøer mødes og tørne sammen på troværdig vis i en roman. I massesamfundet, som vi lever i i dag, er man på en helt anden måde ghettoiseret og plejer kun omgang med dem, der ligner én selv .
I dette livsreduktionistiske fremtidsperspektiv begyndte Reich at skrive utopier, romaner, der gør fortiden, nutiden og fremtiden til én og samme tid – ja, sådan som tidsdimensionen må fremtræde for en mystiker. Det gælder Zenobias liv fra 1998 og Himlene og jorden fra 2003.
Her sker så det uventede, at fremtidsvisionen, utopien, hentes direkte ind fra fortiden som f.eks. fra Aristoteles’ politik: »Markedspladsen, hvor man køber og sælger, bør være adskilt fra folketorvet og ligge i en vis afstand fra det.«
Ebbe Kløvedal Reich skriver sine samtidigheds-romaner i slutningen af 1990’erne på baggrund af utopiernes fallit. De dæmoniske ideologier fra det forrige århundrede med de totalitære menneskeskabte katastrofer er baggrunden for, at utopien i dag nærmest er tabu – i hvert fald kraftesløs. Tabet af utopierne, tabet af troen på fremskridtet, har i stedet givet os tragedien tilbage, som gik tabt i moderniteten.
Men Ebbe Reich hengiver sig ikke til det tragiske. I Himlene og jorden udsættes utopien med fornyet kraft for en radikalt kritisk fabulering, der går tilbage til urkristendommen – ormen i æblet? – og formuleres som et synsk rejseeventyr med det klassiske komikerpar Don Quixote og Sancho Panza som hovedkræfter i forklædning. For ligesom for Cervantes i 1500-tallet gælder spørgsmålet også for Reich – og for os – hvordan det er muligt at orientere sig i virkeligheden. Hvordan skal vi gebærde os i en totalt digitaliseret og paraboliseret verden, hvor alle tider og steder trænger ind i bevidstheden samtidig?

Ebbe Reichs ærinde bliver en advarsel til os: Ingen kulturer er evige, visdomstraditioner kan gå uigenkaldeligt tabt. Samtidig bliver selve fortællingen forhåbningen til, hvordan traditioner kan overleveres.
Den tabte forbindelse til den kollektive erindring anslås allerede i Grundtvig-bogen gennem den jødisk-hassidiske anekdote, som opsummerer både Reichs og Grundtvigs fælles forhåbning:
Da Baal Shem tov, sektens grundlægger, skulle i gang med et vanskeligt arbejde, plejede han at gå ud i skoven, tænde et bål og meditere i bøn. I næste slægtled kunne de ikke længere tænde bålet, men kendte stadig bønnerne. I næste slægtled kunne de ikke længere tænde bålet, og de kendte ikke længere de hemmelige meditationer, der hører til bønnen, men de kendte stadig stedet i skoven og det måtte være nok, og det var nok. Endnu et slægtled senere kunne de ikke tænde bålet, de kendte ikke bønnerne, og de kendte heller ikke stedet, men de kunne stadig fortælle historien om, hvordan det blev gjort. Og pointen er så, at den historie havde samme virkning, som alt det andet til sammen.
Som fabeldyret i dansk litteratur, kameloparden, der flimrer af sted mellem myriader af universer, lig pletterne på en leopard, og som samtidig – med kamelens stædighed – næsten ikke bevæger sig ud af utopiens vadested, har Ebbe Reich gennem sin historiefortælling holdt håbet levende.
Men den største utopi, der bærer hele vejen igennem – er ikke hans egen. Det er dér hvor eros krydser agape. Dér hvor vi på den ene side i Platons erotiske forstand, må begære en bedre verden, kæmpe for at realisere det gode, det smukke og det sande. Men hvor vores projekter har det med ikke at lykkes helt. Derfor får vi nådessvaret agape, som er eros med tilbagevirkende kraft: Livsmiraklet. Der er mere end nok kærlighed i verden, ellers var vi her overhovedet ikke.
Og i denne hypatinske ånd vil jeg slutte af med en anekdote fra Kongens Have om Otto Gelsted, som en dag blev overfaldet af lommetyve, og til tyvene havde det elskværdige svar.
»Jeg har desværre ingen penge på mig, men hvis d¿ herrer vil være så venlige at følge mig med sporvognen hen til mit værelse i Bredgade, så har jeg dér 50 kr. som De må få«.

Ebbe Kløvedal Reich har blandt andet skrevet:
1965 Vietnam krigen i perspektiv – med Preben Dollerup, Rhodos
1967 Billedalmanak fra en rejse i det
europæiske – digtsuite Gyldendal
1967 Kina – den ideologiske stormagt, Rhodos
1969 Hvem var Malatesta?, Gyldendal
1969 Svampens tid – af en uerfaren
kronikørs optegnelser, Rhodos
1970 Eventyret om Alexander 666, Gyldendal
1970 Holger Danske – tolv fortællinger om en folkehelt – ill. af Per Kirkeby,
Rhodos
1972 Frederik – en folkebog om N.F.S. Grundtvig, Gyldendal
1973 Langelands-manifestet – med Henning Prins, Imladris
1973 Svampen og korset – fortsatte
optegnelser til en krønike, Rhodos
1973 Utopi og virkelighed – med Søren Krarup og Per Stig Møller, Stig Vendelkær
1974 Du danske svamp – afsluttende
optegnelser til en tiårs krønike, Rhodos
1974 Rejsen til Messias – tre bøger fra enevældens tid 1-3, Gyldendal
1975 – To verdslige prædikener over
Matthæus evangeliet – med Suzanne Brøgger, Danmarks Biblioteksskole og Danmarks Radio
1976 EF-kværnen: Stort og småt – alvor og spot fra fællesmarkedets dagbog – med Eiler Krag, Det Ny Notat
1976 Henry George, Forlaget Tranehuse
1976 Til forsvar for masselinien og den rette tro, Gyldendal
1977 Fæ og frænde, Gyldendal
1978 Svaneøglen, Gyldendal
1979 Festen for Cæcilie, Gyldendal
1979 Nissen fra Nürnberg, Gyldendal
1980 Mediesvampen, Gyldendal
1981 De første – 30 fortællinger om Danmarks fødsel, Vindrose
1982 David – de fredløses konge, Det Danske Bibelselskab
1982 Ploven og de to sværd, Vindrose
1983 Den bærende magt, Vindrose
1984 David - Guds udvalgte konge, Det Danske Bibelselskab
1985 David – slægtens konge, Det Danske Bibelselskab
1985 Kong Skildpadde, Vindrose
1986 Billeder og fortællinger fra Bibelen – Ill. Gustave Doré , Hernov
1987 Danmarks historie, politik og kultur – en introduktion for udlændinge – med Henning Bro, Den iranske Forening og Mellemfolkelig Samvirke
1987 Forræder – fæ og frænde, Dansklærerforeningen
1987 Konfirmationen – med Per Schultz, Teaterforlaget Drama
1987 Oppe og nede i København 1908-45 – med Holger Damgaard og Dan Turéll, Gyldendal
1988 Bygningen af en bro, Vindrose
1988 Nornen fra Ygdrasil, Sommer & Sørensen
1990 En engels vinger, Vindrose
1991 Billeder og fortællinger fra Dantes Den Guddommelige Komedie, Hernov
1993 Morgendagens mand, Vindrose
1993 Rask op af bakken – en krønike om Århus Kommunehospital , Aarhus Kommunehospital
1997 Drag ind ad disse porte – 14 beretninger om kirkerne i den indre by, Vindrose
1996 – mens legen er god, Det Kriminalpræventive Råd
1998 Zenobias liv Vindrose
1999 Den fremmede fortryller – beretning om Knud Rasmussen og hans to folk, Vindrose
2001 Billeder af Jesus, Anis
2002 I svampens hede – krønike imod tidsånden, Vindrose
2003 Danmarksfortællinger – Ill. af Ib Spang Olsen, Vindrose
2003 Himlene og Jorden – et hypatinsk rejseeventyr, Vindrose

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu