Læsetid: 4 min.

Kampen om territoriet i et totalt ghettoiseret samfund

Ghettoiseringen er mest synlig blandt de marginaliserede, men den finder sit udspring blandt de privilegerede, forklarer en økonom
13. november 2004

Paris
I de sidste 20 år har politikere og intellektuelle talt om ghettoiseringen. De har talt om problemet og forsøgt at løse det. Men som økonomen Éric Maurin konstaterer i en ny banebrydende bog, tilbyder de ikke kun løsninger på problemet. De er også en del af problemet. Hvis ikke dets årsag.
I Le ghetto français – Enquête sur le séparatisme social når Maurin frem til to konklusioner, der vender perspektivet på hovedet. For det første er ghettoiseringen ikke et marginalt fænomen, men gennemtrænger hele det franske samfund. For det andet udgår den altomfattende ghettoisering ikke fra bunden af samfundet, men fra toppen. Fra eliten.
Bunden af samfundet, den finder man i de fattige ghettoer. Det er der intet nyt i. En strøm af alarmerende artikler i pressen og chokerende nyhedsreportager på tv om optøjer i forstæderne har belyst problemet.
I 2002 slog højreekstremisten Le Pen på frygten, på truslen fra ghettoerne, fra de fremmede og fattige. Og derefter slog han den socialistiske kandidat Jospin ud i første runde af præsidentvalgkampen. Unge mænd med lavere uddannelse – gerne på et usikkert privat arbejdsmarked, tættere på at falde ud end at komme ind – der stemmer på Le Pen, er blot ét klart eksempel på en mere generel frygt.
For samtlige landets borgere er styret af frygt, konkluderer Maurin. Selv om ’social mangfoldighed’ er blevet et ideal blandt de højere uddannede i eliten, lever de ikke selv idealet ud. Nej, de skiller de sig ud. Den generelle frygt har bl.a. sine rødder i en vedvarende høj arbejdsløshed og en udeblivende vækst. To onder, der splitter landet. Klasserne lukker sig om sig selv af frygt for deklassering. På alle niveauer. De fattige ghettoer et »spektakulære«. De er »synlige«, som Maurin siger, fordi fattigdom er synlig.
Har de været et let mål for Le Pen, har de været et svært mål for skiftende regeringer, såvel til højre som til venstre.
En politik, der har forsøgt at targete bestemte kvarterer, at yde en målrettet indsats i belastede nabolag, er endt med at stigmatisere dem.
En såkaldt »praktisk intuition«, en hidtil uudforsket og ubelyst drift, styrer mere end nogensinde efterspørgslen på boligmarkedet: »Man vælger uden tvivl mindre sin ejendom end sine naboer.« Det sociale miljø går ikke op i ro, sikkerhed, central beliggenhed og restaureret tagterasse.
Selvom der stadig er liden viden på området, selvom sådanne forhold er svært håndgribelige størrelser, mener Maurin, at vi i vores livsforløb påvirkes af et begrænset antal mennesker. Og blandt dette fåtal befinder de fleste sig lige om hjørnet, på samme gade, i samme bygning. Nabolaget som en stadig vigtigere socialiseringsfaktor dirigerer børnefamiliernes valg af bopæl. Selvom den franske skole ikke udligner uligheder, er den i sig selv dybest set egalitær og altså ikke ved oprindelsen til uligheder elever imellem.
Imens arbejdspladsen i stadig mindre grad er garant for ens sociale relationer og integration, er kampen for succes blevet en kamp om territoriet. En interesse i nabolaget. Kvarteret, og mere specifikt, nabolaget, nærmiljøet, er blevet »en eksistentiel betingelse for hver enkelts udvikling.«
Imens folk søger et kvarter, hvor der bor folk fra deres eget sociale lag, eller lige over, flygter de fra de kvarterer, der beboes af folk lige nedenunder på den sociale rangstige. Tilflytterne kommer med tiden til at ligne beboerne. Og omvendt. Holdninger og præstationer tilnærmes. »Konkurrencen om territoriet hviler hverken på en misfortsåelse eller hjernespind, men en realitet: Stedet, man bor, repræsenterer bestemt en ressource og investering afgørende for hver etape i livet.«

De mest konkurrencedygtige er de rige og især de højtuddannede. Eksamensbeviser fra eliteskolerne er et løfte for fremtiden og sikrer kreditværdighed på boligmarkedet. Rigdommen, som Maurin påpeger, er her også immateriel. Den forsikrer de de overvejende hvide i »chice ghettoer«. I modsætning til »de fattige ghettoer«, hvor folk ofte er farvede og intet peger mod fremtiden, er disse kvarterer mindre synlige, mere transparente. I disse elitens kvarterer, de allermindst blandede, de allermest lukkede, holdes en høj pris. De mindre rige indretter sig herefter med stadig færre valgmuligheder og trænges ud i andre områder. Middelklassen bliver en bufferzone i det urbane landskab mellem de rige og de fattige. Og middelklassen, som Maurin påpeger, er et yderligere spraglet landskab inden for hvilket, endnu flere klasser gruppererer sig for at undvige de andre.
Frankrig er blevet et nøje segregeret land, der afspejler et nøje opdelt samfund. Måske endnu værre end det amerikanske, lyder det. Og det er i Frankrig måske det værste. Vil man realisere en reel social mangfoldighed, er vejen frem ikke blot en målrettet indsats i de fattige kvarterer. Opløser man disse, har man ikke angrebet ondet ved rødderne. Den nye indsats skal være stilet på individet.
Således undgår man stigmatisering af enkelte ghettoer, mener Maurin. Til gengæld byder færre muligheder sig til, vil man opløse de chice ghettoer.
Hvad er elitens incitament for at gå forrest i kampen for mangfoldigheden? Bosætter man sig blandt folk under ens stand er man måske »en god borger«, men næppe »en god forælder.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her