Læsetid: 3 min.

Kampmann, kærligheden og filmen

Fra Visse hensyn over Faste Forhold og Rene linjer til Andre måder
19. november 2004

Litteratur
Vi var seks forfattere, der mødte op hver dag i to uger i Valdemarsgade på det yderste Vesterbro i nogle lejede lokaler, der, så vidt jeg husker, tilhørte noget, der hed Martha-tjenesten.
Danmarks Radio havde lejet lokalerne til os, fordi det ville være frugtbart at komme væk fra miljøet i TV-Byen. Nu skulle der nemlig arbejdes. Birgitte Price var blevet leder af Tv-Teatret, som det hed, og hun havde fået den indlysende ide, at der skulle laves en efterfølger til Matador-serien. Forfatterne, der blev hyret til at lave et oplæg, var – foruden undertegnede – Marie Louise Lefevre, Ebbe Kløvedal Reich, Jens Michael Schau, Christian Kampmann og Claus Flygare.
Projektet led en krank skæbne, som det ofte sker, når fællesskabet er en konstruktion og ikke vokset naturligt frem. Eller når der ikke er styring på. Tv-ledelsen havde lagt rigeligt med blyant og viskelæder frem, der var fri sodavand og nogle særlige tavler, så man kunne ridse handlings- og scenegang op og flytte rundt på nogle dertil indrettede magnetiske brikker.
Nu kunne den læne sig tilbage og vente på, at miraklet skete. Et behjertet dansk forsøg i den anglo-amerikanske tradition for produktion af tv-serier.
Det første, vi klogeligt gjorde, var at tabuisere udtrykket Matadors afløser. Man skal ikke efterligne andres successer, men lave noget nyt.
Her hørte så vist det fælles konstruktive op. For at sige det mildt: Ikke alle tog lige seriøst på opgaven, og meget druknede i fnis, for flere af forfatterne – det var før Thorsboe-æraen – syntes, at tv-serie a la Matador var noget melodramatisk, pseudosentimentalt pladder.
Christian Kampmann morede sig også, men var samtidig seriøs, så da han syntes, at løjerne længe nok var mundet ud i det bare pjat, mødte han og Jens Michael Schau en morgen op med et færdigudarbejdet treatment.
Noget om en chef i en københavnsk bladkoncern, som umiskendeligt mindede om det berlingske bladhus, og dennes familie gennem 117 generationer.
Det blev de så glade for på tv, at Kampmann og Schau fik ene-entreprisen.
Under arbejdet med dette gik det galt, og resten af historien kender vi. Christian Kampmann døde i 1988, tragisk dræbt af sin samlever og medforfatter på en ø i Kattegat, og frokostpressen fik travlt med at beskrive de nærmere omstændigheder.

På det tidspunkt stod Christian Kampmann på højden af sin forfatterkarriere.
Han var oprindeligt journalistuddannet, fik job på Tv-Avisen, men begyndte så at skriver noveller og romaner i en stil, der blev kaldt ny-realistisk, og som satte ham i litteraturhistorisk forbindelse, ikke mindst af kritikeren Hans Hertel, med Anders Bodelsen og Henrik Stangerup i 60’ernes turbulente kulturkamp.
Ny-realistisk lød bedre end gammeldags, og i øvrigt er det et spørgsmål, hvor ny-realistisk, Henrik Stangerup egentlig var.
Desperado ville have været en mere dækkende litterær betegnelse.
Christian Kampmann skrev den tids litterære samtidsroman på den gammeldags facon, men med moderne tema. Jens Kistrup mente, han var lidt (læs: meget) ovre i ugebladsgenren. Af samme grund, og fordi han havde misundelsesværdig læsersucces, blev han skammeligt overset af Statens Kunstfond.
Storværket bestod af fire bind, som fortalte om en dansk familie i flere genrationer.
Selv havde Kampmann giftet sig ind i den musiktalentfulde Koppel-familie, men var sprunget ud som bøsse, og her, fra sidelinjen, havde han et godt blik for, hvad der skete bag facaderne i den pæne, borgerlige, danske famile, typisk i whisky-bæltet nord for København.
Titlerne fortæller stramt og klart om en udvikling.
De unge skal tage Visse hensyn til de voksne, til forældrene osv., så de bliver sluset ind i Faste forhold, som holder en tid, hvorefter der kommer stadig større sprækker i idyllen, og så ender det i sammenbrud og med, at der fordres Rene linjer, før man til sidst forsøger at leve på Andre måder. Skrevet i 1973-75 og solgt i en halv million eksemplarer.
Andre måder var noget, tiden var meget optaget af dengang.
Det er disse romaner, der nu er blevet filmatiseret med titlen Familien Gregersen, og som selskabet i disse uger slår voldsomt på tromme for i et fremstød af – for danske film – hidtil uset dimension. Så får man håbe, bukserne holder, for det er så sandelig ikke hver gang, det lykkes at overføre danske romaner til film.
Som om kunsten forsvinder, og kun handlingen er tilbage.
Christian Kampmann havde alle forudsætninger for at blive manuskriptforfatter til tv. Med serien Alle elsker Debbie lagde han gaderne øde. Ugeblad eller ej – hans force var at kende til, hvordan mennesker ser ud indeni, og at kunne udtrykke det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu