Læsetid: 3 min.

Kjær med kurs mod politisk øretæve

I morgen vil Fødevareudvalget underkende forbrugsminister Henriette Kjær i sag om, hvorvidt en vitaminiseret frugtdrik må sælges under det sundhedsstruttende navn Multivitamin Juice
16. november 2004

I morgen vil Fødevareudvalget underkende forbrugsminister Henriette Kjær i
sag om, hvorvidt en vitaminiseret frugtdrik må sælges under det sundhedsstruttende navn Multivitamin Juice

Den danske fødevarelovs bestemmelser om at beskytte den offentlige sundhed og EU’s krav om varernes fri bevægelighed tørner sammen i morgen eftermiddag i Folketingets Fødevareudvalg.
Det sker, når et udvalgsflertal med en beretning vil tvinge ministeren for familie- og forbrugeranliggender, Henriette Kjær (K), til en hårdere kurs i spørgsmålet om markedsføring af berigede fødevarer. I centrum for striden finder vi en tysk produceret frugt- og grøntsagsdrik, som firmaet IK International i Odder vil importere og sælge under navnet Multivitamin Juice.
Stridens afgørende spørgsmål er: Giver det navn forbrugerne et indtryk af, at der er tale om en særlig sund drik? Ja, svarer et flertal i udvalget bestående af A, DF, SF, R og EL. De afviser derfor, at drikken må sælges under det navn i Danmark, fordi der er tale om en anprisning, og det er ikke tilladt efter den danske fødevarelov.
Flertallet mener tværtimod, at tilladelsen er »et skridt ned ad en glidebane, hvor flere og flere usunde fødevarer pakkes ind som sunde varer (…) Det vil kunne vildlede forbrugeren til at tro, at produktet er sundere end et tilsvarende uden tilsætning«, skriver de i beretningen.

Find et andet navn
I august 2004 underkendte Henriette Kjær et tidligere afslag fra Fødevarestyrelsen, og nu risikerer hun selv at blive underkendt:
»Hvis ikke ministeren trækker sin tilladelse tilbage, får hun da et stort problem,« forudser formanden for fødevareudvalget, Christian H. Hansen (DF).
I maj tillod Fødevarestyrelsen nemlig IK International at importere og sælge drikken i Danmark, bare det skete under et andet navn, fordi forbrugerne ellers kunne forledes til at tro, at drikken i kraft af vitaminiseringen besidder en øget eller særlig næringsværdi. Firmaet protesterede imidlertid mod afslaget til ministeriet og påpegede, at drikken sælges under netop det navn i mange andre EU-lande uden problemer. Tre måneder senere havde Henriette Kjær underkendt styrelsen og ændret afslaget til en tilladelse.
Et flertal i Fødevareudvalget udtrykte derefter på et samråd i september deres uenighed med ministeren, men Henriette Kjær fastholdt, at et forbud mod navnet ville være i strid med varernes fri bevægelighed i EU. Siden har også lovafdelingen i Justitsministeriet bakket op bag hendes beslutning og karakteriseret den som »lovlig«: Når drikken ikke udgør nogen sundhedsrisiko, er der næppe heller risiko for vildledning af forbrugerne, argumenterer lovafdelingen.

Ritt, Jørn & Christian H.
Det gør ikke det fjerneste indtryk på udvalgsflertallet: »Vi er bestemt imod, at drikken skal kaldes Multivitamin Juice,« fastholder Ritt Bjerregaard.
Det samme gør Dansk Folkeparti:
»Hvorfor skal vi altid klappe hælene i, når der er tale om EU,« spørger Christian H. Hansen, der hellere vil »gøre et forsøg på at kæmpe for vores sager« og i øvrigt »aldrig har forstået, hvorfor EU skal bestemme, hvad vi må skrive på vores madvarer,« som han siger.
Jørn Jespersen fra SF støtter forbuddet, fordi det så er op til EU at anlægge en retssag mod Danmark, hvis Kommissionen vurderer, at et forbud udgør en teknisk handelshindring. Han undrer sig også over, at ministeren ikke har taget bestik af flertallets opfattelse:
»Det er endog meget usædvanligt. Men når udvalgets flertal har skrevet sin beretning, så er dét den danske holdning, fordi beretningen får samme gyldighed som en lov,« siger han.
Henriette Kjær vil ikke selv kommentere udvalgets beretning, før hun får den tilsendt, men over for Justitsministeriet har Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender tidligere meddelt, at man snart vil fremsætte et forslag til lovændring, der vil bringe den danske fødevarelov i overensstemmelse med EU-retten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her