Læsetid: 6 min.

Kom igen, Tyskland!

Sönke Wortmanns film ’Miraklet i Bern’ er historien om den unge Forbundsrepubliks sejr over Ungarn ved VM i fodbold i 1954 – og om to nationers politiske skæbne
19. november 2004

Baggrund
Det første valg til den vesttyske Forbundsdag var i 1949, landet var blevet medlem af Europarådet i ’50 og af Kul- og Stålunionen, det europæiske fællesskab, i ’51. Men tre år senere, da Helmut Rahn scorede sejrsmålet i finalen i Bern, var landet stadig besat. Det var det indtil ’55, og der skulle gå endnu et år, før landet igen fik deres egen hær. En ting mere og værd at have med: Da Tyskland – Vesttyskland – blev verdensmestre, sad der stadig tusindvis af tyske soldater i sovjetiske krigsfangelejre i Sibirien. Mange blev derovre, andre kom hjem, først til velkomstceremonier og under afsyngelse af Nu takker alle Gud og siden til udbombede byer, familiemedlemmer, de havde svært ved at genkende, og til en virkelighed så forskellig fra den, de havde forladt, at de sibiriske barakker pludselig forekom dem mere hjemlige.
På et billede fra dengang ser man forbundskansler Konrad Adenauer skridte fronten af soldater af. De første i Forbundshæren. Billedet er fra januar ’56 og taget i Andernach. Fotografen er kommet på den rigtige side af begivenheden, så vi får Adenauer forfra, bag ham soldaterne og bag dem igen, øverst i billedet og skåret over på midten, repræsentanterne for et skeptisk verdenssamfund, publikummet, som den militære ceremoni skal tale godt for og prøve at overbevise – pressen.
Alene synsvinklen afslører, at der ikke er tale om et pressefoto. Det stammer derimod fra Presse- und Informationsamt der Bundesregierung og er taget af et menneske med sans for perspektiver. Ligesom Adenauer. Han er iført mørk lodenfrakke, civil selvfølgelig, og har taget hat og handsker af. Det er der ikke noget mærkeligt ved. Det påfaldende er perspektivet. Fotografen har trukket Adenauer frem i billedet og soldaterne – udrustet af de tidligere besættelsesmagter, USA og Storbritannien, og iført uniformer med vestligt snit – tilbage. Man skulle tro, der var tale om to eksponeringer med få sekunders mellemrum, men i virkeligheden er det meget enkelt. Fotografen har beskåret billedet, så vi kun kan se de soldater, forbundskansleren netop har passeret, og som derfor har blikket rettet mod et punkt uden for billedets venstrekant. Hvad vi derimod ikke ser, er den række af soldater, som Adenauer i eksponeringsøjeblikket kigger på, og som – havde det ikke været for beskæringen – ville have trukket en linie mod højre og ud i billedets forgrund. Der mangler simpelthen et stykke forgrund, med det resultat, at mens det uniformerede Tyskland trækker sig baglæns og diskret kigger den anden vej, går den demokratisk valgte kansler os andre i møde med hatten i hånden. Han ligner ikke en øverstkommanderende. Snarere en ældre herre i et begravelsesoptog. Hvad billedet vil have os til at tro,: Det er Tyskland som militær stormagt og aggressor, der bliver båret til graven.

Blev hjemme
Man taler om Miraklet i Bern. Det var det også. At nogen, der i den grad havde tabt, ikke bare en krig, men alt, hvad et land, et folk og et menneske kan tabe, pludselig kunne vinde. Det lovede godt, og om det så bare var symbolsk, pegede det fremad. I løbet af 60’erne blev symbolikken til realitet. Miraklet i Bern, i et af Marshall-hjælpens sidste år, var forløberen for et andet, miraklet i tysk økonomi.
Alligevel var dét i Bern det rigtige mirakel. Det, ingen havde ventet eller kunnet forudsige, fordi der ikke var og stadig ikke er nogen god forklaring på det, med mindre man begynder at blande alt muligt andet ind i det. Tænk engang! At et middelmådigt tysk hold skulle slå de ungarske stjerner. Puskás, Bozsik, Hideguti, Kocsis. I den indledende runde var det blevet 8-3 til Ungarn, og tyskerne havde lignet et usammenspillet juniorhold. Ungarn havde spillet 32 kampe uden at tabe. 28 sejre og en målscore på 144-33. Ingen nederlag i over fire år. I ’52 havde holdet vundet OL i Helsinki. Og året efter havde de som de i 90 år slået England på Wembley. Og tænk så igen på finalen den 4. juli 1954 på Berner Wankdorfstadion. Bagud 0-2 efter otte minutter. 2-2 ved pausen. 3-2 seks minutter før tid.
Tænk engang!
Der var én spiller på det tyske hold, som måske kunne have tilspillet sig en plads hos ungarerne, hvis han ellers havde været fra Budapest og ikke fra Kaiserslautern. Fritz Walter. Resten – Helmut Rahn, matchvinderen, kan man diskutere – men resten var enten halvgode eller gode, under ingen omstændigheder bedre end det, i hvert fald ikke, hvis den slags måles på konstante præstationer, et uforanderligt eller næsten uforanderligt niveau, og ikke på netop uforsigelige øjeblikke af genialitet. Efter sejren blev flere af dem alligevel lokket med store penge fra udenlandske klubber. Fritz Walter blev tilbudt en overgangssum på 350.000 Mark og 10.000 Mark i månedsløn. Han behøvede ikke lang betænkningstid. Han afslog, han skulle ingen steder. Det skulle de andre så heller ikke.

Partiets reaktion
Godt for Tyskland altså, godt for spillerne og træner Herberger, der fra da af havde heltestatus. Men hvad betød nederlaget for ungarerne? Det fortalte Gyula Grosics, holdets målmand, til det tyske ugemagasin Stern et halvt århundrede senere. Grosics eller Den sorte panter, som de kaldte ham, var en af holdets store profiler, en mønsterarbejder på sit felt. Han spillede for klubben Honvéd Budapest, landets førende, og havde som holdkammeraterne Puskás og Bozsik rang af major. For de ungarske spillere var der mere end æren på spil i Bern, de spillede også for deres privilegier. Allernådigst skænket dem af partiet, men kun til låns, skulle det vise sig. Efter finalenederlaget gik det med tog tilbage til Ungarn, men nogle kilometer før Budapest blev rejsen afbrudt og spillerne ført til en træningslejr i nærheden. Her fik de om aftenen besøg af landets øverste, bl.a. partiets generalsekretær, Mátyás Rákosi, foruden indenrigsministeren, forsvarsministeren og folk fra sikkerhedspolitiet. Rákosi førte ordet. Han sagde først noget om at tabe med ære og om fortræffelige andenpladser. Derefter forsikrede han, at nederlaget ikke ville få konsekvenser for dem, og at man på ingen måde ville straffe dem. På ingen måde.
Tydeligere kunne den slags ikke siges. De kunne vente sig, kunne de.
For Gyula Grosics kom det til at gå hurtigt. Han blev i december samme år anklaget for spionage og dermed landsforræderi. Processen varede i 13 måneder, så blev sagen opgivet på grund af manglende beviser. Honvéd Budapest kom han ikke til at spille for igen, fik han lov at springe badut på et provinshold.
Han fik en sidste chance et par år senere. Han var på gæsteoptræden på sit gamle klubhold og på rejse i udlandet. Den førte ham i januar ’57 til Brasilien, hvor en klub havde en kontrakt parat. De havde også en bolig, med udsigt over Copacabana og til Kristusfiguren, der stående øverst på sin klippe skuede ud over alverden og således også ned på Grosics og på det kongerige, der med en krusedulle på et stykke papir kunne blive hans. Det fik ham til at sige nej, fortæller han Stern. Og desuden: »Hvad er Copacabana ved siden af Donaus bredder?« Han skulle ligesom Walter ingen steder og måske af de samme grunde.
Ved hjemkomsten senere på året ventede der naturligvis flere afhøringer, flere ydmygelser.

Politisk spil
Og tyskerne. Der er en sidste, anekdotisk detalje eller snarere to, der knytter miraklet i Bern og fotografiet af Adenauer sammen. Det tyske landshold havde i oktober ’52 tabt til det franske landshold. Det gentog sig i efteråret 1954, da træner Herbergers helte blev slået 3-1, altså efter VM. Det var få uger, før Adenauer agtede sig til Paris for at forhandle om – betingelserne for tysk genmilitarisering. Resultatet af fodboldkampen var ham ikke imod. Forbundskansleren. Med hatten i hånden. Eller med Adenauers egne ord og ifølge anekdoten: »Denne gang har Hr. Herberger ikke ladt mig i stikken.«
Forklaring følger – tilbage i sommeren, da de tyske spillere vendte hjem til et land, der var som forvandlet og straks skulle forvandles en gang til og tilsyneladende bevæge sig frem og tilbage mellem sine forvandlinger i én uendelighed. Sejrsfesten blev holdt i Münchener Löwenbräukeller under ledelse af fodboldforbundets præsident, Dr. Peco Bauwens. Der blev festet og indimellem talt og så festet igen, og alt blev transmitteret af Bayerische Rundfunk. Helt frem til det punkt i festlighederne, hvor Dr. Bauwens, medlemsnummer 2 103 982 i NSDAP, det tyske naziparti, lod sig rive med og begyndte at tale om das Führer-princip.
Så afbrød Bayerische Rundfunk sin transmission.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her