Læsetid: 5 min.

En kompakt revolution verden rundt

Det ligner en verdensomspændende kompakt-rus: Aviserne bliver mindre og mere kompakte - og nu også Information. Erfaringerne fra udlandet er alle positive – men kan det blive ved?
27. november 2004

Fra vor helt egen verden
Hvis du er abonnent og har en brevsprække i døren, vil du på tirsdag høre det sædvanlige nerveberoligende flump!, når Information lander på gulvet i entreen.
Mængden af papir og redaktionelt indhold vil nemlig være stort set uændret i forhold til den avis, der dumpede ind 24 timer tidligere.
Men dér stopper sammenfaldet også.
Fra på tirsdag lægger Information sit gammelkendte broadsheet-format bag sig for udelukkende at udkomme i en såkaldt kompakt udgave fremover. Information er det første landsdækkende, danske dagblad i nyere tid, som foretager dette hamskifte, og flere ventes at følge efter – således meddelte JydskeVestkysten allerede i går, at de skifter format i foråret 2005.
I de senere år har verden oplevet det, som er blevet betegnet ’tabloiditis’. I et forsøg på at rette op på det globale fald i læserskaren er et stigende antal seriøse aviser gået over til kompakt-formatet – eller tabloid –, som mange mennesker, især i Storbritannien forbinder med den sensationslystne del af dagspressen.
Det var en gigantisk nyhed i mediebranchen, da britiske The Independent i september 2003 begyndte at udkomme i en kompakt udgave. I de første mange måneder brugte Independent adskillige millioner kroner på at sende både den nye lille og den sædvanlige store avis på gaden på én gang. Dels ville man teste kompaktudgavens salgbarhed, dels markere over for læserne, at den nye størrelse
ikke havde den fjerneste indflydelse på det redaktionelle indhold. I maj i år gik avisens så udelukkende over til det kompakte format.
I begyndelsen af november sprang Rupert Murdochs konservative britiske The Times også på kompaktvognen efter 216 år i broadsheet-format, mens The Daily Telegraph og The Guardian indtil videre lurepasser. Sidstnævnte overvejer dog mellemstørrelsen kaldet Berliner, som franske Le Monde og Les Echos udkommer i. I foråret lancerede den tyske Springer-koncern avisen Welt Kompakt, en kondenseret udgave af Die Welt i et mindre format henvendt til et lidt yngre segment blandt læserne.

Spanien kun kompakt
Kompaktfænomenet ikke nyt blandt seriøse aviser. Spaniens førende dagblad El Pais blev født som en tabloidavis i 1976 (det samme gælder for franske Libération), og op gennem 80’erne og 90’erne fulgte en række europæiske udgivere trop. I dag er både Sverige og Spanien rene kompaktmarkeder.
Da Independent udkom, holdt briterne vejret; kunne det virkelig lade sig gøre at servere et lødigt produkt i et »sensationsformat«?
Iagttagere vurderer, at cirka 40 store aviser verden over overvejer at skifte sit broadsheetformat ud med en kompaktudgave.
Men hvorfor denne verdensomspændende kompakt-rus? Ifølge Jim Chisholm, strategisk seniorrådgiver for World Association of Newspapers (WAN), er aviserne ikke alene oppe imod fjernsyn og internet, men også folks livsstil.
Når de ældre generationer af avislæsere falder fra, er der ikke nogen til at overtage. Yngre generationer køber bare ikke aviser i samme omfang. Samtidig har de kompakte gratisaviser – commuter tabloids – med de korte, opsummerende nyhedsartikler, som i høj grad henvender sig til folk, der pendler til og fra arbejde, bidt sig fast og snuppet store andele af læserne og af annoncemarkedet. Det gælder i mange af Europas hovedstæder og i store dele af USA. Førende på det marked er den svenske Metro-koncern, som udgiver metroXpress herhjemme.
Og når de yngre avislæsere deltager i fokusgrupper, lyder det samme svar igen og igen: Broadsheet-formatet tænder dem af.
Alene i Danmark er det samlede oplagstal for betalingsaviser faldet med 50.000 i løbet af det sidste år.
»De bedrøvelige faktum er, at det væsentligste tema er den faldende interesse for nyheder generelt, både hvad angår volumen og intensitet,« siger Jim Chisholm.

Tendensen til lille
Men virker det så? Indtil videre er det lykkedes for de britiske kvalitetsaviser, som har skiftet til kompaktformatet, at knække den generelle nedadgående bladsalgskurve. Både The Independent og The Times, som i en periode er blevet trykt i begge formater, har øget salget. Tag The Times: Fra september 2003 til september 2004 er avisens oplag steget med 4,5 procent til omkring 661.000.
I juni i år havde The Independent fået fat i den største bid af markedet i syv år.
Men hvad med de livsvigtige annoncer i aviserne? Hvad betyder kompaktstørrelsen for dem? Cheferne på dagbladene påpeger, at den mindre størrelse giver annoncerne en større gennemslagskraft.
På en aviskonference tidligere på året udtalte The Independents administrerende chefredaktør, Simon Kelner, at der »ikke bare sket en stigning i antallet af læsere, men de nye læsere er også de mest attraktive, som annoncørerne ønsker at få fat i«.
Ifølge Mario Garcia, der går for at være avisbranchens helt store designguru, vil adskillige broadsheetaviser på globalt plan skifte format i løbet af de næste 10-20 år.
»Det er uundgåeligt,« siger Garcia. »Overalt vil læsere foretrække mindre formater. Nogle aviser vil beholde deres størrelse. Men selv de vil indeholde flere sektioner i tabloidformat. Tendensen til at skifte til lille vil vinde.«

*Fra og med tirsdag den 30. november kommer Information i kompaktformat.

FAKTA
Avisers mange formater
*Tabloid – Oprindeligt et varemærke for medicinal
verdenen, som betegnede tablet-lignende, komprimerede medikamenter. Snart blev tabloid brugt om alt, der var småt eller komprimeret heraf ‘tabloid journalistik’ i 1901 (kort og ofte forsimplet journalistik) og tabloidaviser i 1918 (en halv broadsheet).
*Berliner – Aviser som franske Le Monde, spanske La Vanguardia og italienske La Repubblica er en Berliner, altså en mellemstørrelse, som er større en tabloid, mindre end broadsheet. Trods navnet er typen ikke særligt udbredt i Tyskland, hvor de fleste aviser udgives i broadsheet - bortset fra Berliner Morgenpost.
*Broadsheet – Størrelsen på den avis, De holder i hånden...et par dage endnu. Den er dobbelt så stor som en tabloid. Formatet blev udviklet i 1712, da der blev indført skat på engelske aviser baseret på sideantal.
*Kompakt – En kompakt avis er et britisk udtryk, der betegner aviser, der skifter fra broadsheet til tabloid-format. Det begyndte med The Independent, der producerede den mindre størrelse for at gøre livet nemmere for de hårdt plagede London-pendlere. Udtrykket stammer fra Independents slogan ‘The Quality Compact’.
*Alene i år er følgende andre europæiske aviser gået over til kompaktformat: Gazet van Antwerpen og De Staandard i Belgien, The Times i Storbritannien, Het Parool i Holland, Die Welt-Kompakt i Tyskland, Le Martin i Schweiz, The Scotsman i Skotland, Dagens Nyheter, Svenska Dagbladet, Göteborgs-Posten i Sverige.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her