Kongressen
WASHINGTON I sidste ende blev det præcis så slemt, som pessimisterne havde frygtet. I kraft af en række sejre i syd har republikanerne styrket deres greb om såvel Senatet som Repræsentanternes Hus og derved givet præsident Bush friere hænder til at gennemtrumfe sin konservative lovgivningsdagsorden i næste præsidentperiode.
Det mest bemærkelsesværdige republikanske gennembrud skete i Senatet. Republikanerne vandt mindst to, muligvis hele fire mandater, hvilket giver dem minimum 53, maksimalt 55, af senatets 100 pladser. Af de 34 mandater, der var på valg, vandt republikanerne 17 en fremgang på fem. (Det stod sent i går ikke klart, hvem der havde vundet Alaskas og Floridas mandater.)
Fire af de ekstra fem blev vundet i sydstater, men det var i South Dakota, at republikanerne kunne fejre deres sødeste triumf, da det lykkedes for statens tidligere republikanske kongresmedlem John Thune at vælte Tom Daschle, Senatets minoritetsleder og den mand, som Det Hvide Hus stilede efter at få få ram på som den førende spielverdeber for dets planer på Capitol Hill (den bakketop i Washington, hvorpå både Kongressen og USAs højesteret ligger, red.).
Enkelte lyspunkter
Tilbageslaget understreger den fuldstændige omkalfatring af den traditionelle rollefordeling, der har fundet sted på Capitol Hill. I store dele af det 20. århundrede fra Roosevelts New Deal til begyndelsen af Clinton-æraen var Kongressen kontrolleret af demokraterne, fraregnet nogle få republikanske mellemspil af kort varighed i Senatet.
Dette blev der ændret på med 1994-revolutionen, som blev anført af den tidligere republikanske formand for Repræsentanternes Hus, New Gingrich. Siden da har republikanerne styret begge kamre med undtagelse af 2001-2003, da republikaneren Jim Jeffords skiftede parti og dermed sikrede demokraterne en stemmes overvægt.
Der var dog enkelte lyspunkter for demokraterne, frem for alt den forventede jordskredssejr til Barack Obama i en ellers sikker republikansk kreds i Illinois og Ken Salazars sejr i Colorado, hvor han afløste den afgående republikaner Ben Nigthorse Campbell.
Demokraterne kan endvidere finde trøst i, at deres mandattal fortsat ligger bekvemt over det minimum på 41, der skal til for at en såkaldt superminoritet kan kaste grus i lovmaskineriet. Demokraterne bevarer således i et vist omfang deres muligheder for at blokere for, hvad de måtte opfatte som særligt vederstyggelige lovtiltag eller juridiske udnævnelser.
I Repræsentanternes Hus er billedet mindst lige så dystert for demokraterne. Før valget kunne republikanerne mønstre et flertal på 227 mod 206 til demokraterne.
På grundlag af de resultater, der nu ligger, spår Husets magtfulde majoritetsleder, Tom Hammer Delay, en mandatfremgang på mindst tre.
»Med en større majoritet kan vi udrette endnu mere spændende ting,« udtalte De Lay i går.
© The Independent og Information
*Oversat af Niels Ivar Larsen
