Læsetid: 3 min.

Kort fra skraldespanden

26. november 2004

SUPERTIRSDAG. Det pompøse navn valgte flere medier at udstyre forleden dag med. Og som så mange indlån fra amerikansk (her: en række delstaters fælles dato for de to partiers præsidentprimærvalg) drog det med sig et skær af komik. Det drejede sig nemlig om noget så beskedent som seks danske byråd, der holdt vejledende folkeafstemning om deres kommuners fremtidige tilhørsforhold.
Befolkningen i fem sjællandske kommuner afviste at gå i giga-fusion med en købstad og foretrak sammenslutning af landkommuner: Helsinge med Græsted-Gilleleje; Bramsnæs med Lejre og Hvalsø. Modsat valgte jyske Nørrehald at splitte sig i to, der går hver sin vej. Vest går til Randers, Øst går til Rougsø, Nørre Djurs og Grenå. Delelinjen er en sognerådsgrænse fra før kommunalreformen i 1970.

HVOR ER MØNSTERET? Der anes dette: Hvor vælgere har fået forelagt et klart tema, har de foretrukket enten en fortsat selvstændig kommune eller en mindre sammenlægning, end deres politikere havde drømme om. Andre steder har temaet været kringlet så snedigt, at svarene gav bykonger råderum for territoriale manøvrer. De fleste byråd har slet ikke spurgt befolkningen.
Blandt de lokale folkevalgte har kunnet iagttages panik: En angst for, at andre blev større. Derfor størst muligt selv. Glemt har været advarsler om, at demokrati, valgdeltagelse og administrativ effektivitet går ned ad bakke, når kommunen glider over de 50.000 indbyggere. Og tænkeligt endda ret meget før. Hvis størrelsen alene skulle gøre det, måtte Københavns Kommune i dag være landets mest borgernære og veladministrerede… Nej, vel?
»Det nye danmarkskort« som regeringsspinnet gerne vil betegne kommunalforandringen, ser nu ud til at rumme 105 kommuner – mod førhen 270. Og fem slatne sygehusregioner – mod førhen 14 amter.
Her kommer milliardkronerspørgsmålet: Og hvorfor? Hvad skal vi med VKO-kommunalreformen? Hvilke problemer løser den? Disse spørgsmål henstår så gådefuldt, som da regeringen første gang lancerede projektet i sensommeren 2002.

UMULIGT – vil nogen sige: Hvad fagfolk betegner som »danmarkshistoriens mest omfattende administrative ændring«, kan da ikke gennemføres, uden at der er en saglig, rationel begrundelse for at sætte den i værk.
Jo, det kan den faktisk godt. Det har vi en nu en meget kyndig og nærtstående iagttagers ord for. Professor ved Syddansk Universitets Institut for Statskundskab, Poul Erik Mouritzen, var medlem af den strukturkommission, som VK-regeringen nedsatte for at bane vej for reformen.
Nu har Mouritzen åbenbaret, hvilket resultat hans kommunale sagkundskab og indsigt i beslutningsforløbet har ført ham til. Det har han gjort i en artikel i november-nummeret af noget så respektabelt som bladet Administrativ Debat, der udgives af den danske afdeling af Nordisk Administrativt Forbund og har postadresse i Finansministeriet.
I sin artikel påviser Mouritzen, at rationelle beslutningsmodeller slet ikke kan bruges, hvis man vil forklare strukturreformen. Nej, man må gribe til det, som videnskaben kalder ’skraldespandsmodellen’: Det fuldstændigt vilkårlige forløb, hvor det ikke er problemer, der finder løsninger, men løsninger, der leder efter problemer at hæfte sig på. I skraldespandsmodellen indgår også en betydelig rolle for tilfældigheder og aktørers sporadiske optræden.
Som åbnere af skraldespandsforløbet peger Mouritzen på: Et konservativt parti, der søger sager; en VK-regering, der ivrer efter handlekraft; en internt stridende KL; et styringsbegærligt Finansministerium; ekspansionslystne storbyborgmestre; et hovedstadsområde i administrativt kaos. Det har foresvævet dem alle: »En strukturreform kan være svaret.«
Strukturkommissionen blev følgeligt nedsat med den »opgave at finde de samfundsmæssige problemer, der kunne begrunde en større reform«, skriver kommissionsmedlem Mouritzen.
Han fremhæver, at forløbet bryder dansk sædvane ved at være totalt lukket, elitært og irrationelt. Hertil kan føjes, at det også bryder dansk traditionen for brede forlig om store beslutninger. Ved disse mange særpræg har ’reformen’ fælles træk med Fogh-regeringens anden afgørende prægning af Danmark: Krigsdeltagelsen i Irak.

dr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her