Læsetid: 4 min.

Kortere sagt

22. november 2004


Et frisk pust
*Gwen Stefani er mest kendt som fotogen frontfigur i det californiske skapop-band No Doubt, en af 90’ernes mere overraskende succeshistorier, hvilket bør tilskrives en for kvartetten noget atypisk tearjerker, powerpopballaden »Don’t Speak«. Det har da også knebet noget for No Doubt at matche sin tidlige succes og mon ikke sidste års The Singles 1992-2003 skal opfattes som et punktum for gruppens karriere. Medmindre selvfølgelig Stefanis solokarriere slår fejl, men efter at have lagt øre til hendes trendy, men vitale solodebut – Love. Angel. Music. Baby., hedder den naturligvis – er det svært at se hvordan det skulle kunne gå hende fuldstændig galt.
Med et ben i tidens noget melodiforladte, men højenergiske dance og det andet placeret et eller andet udefinerbart sted i 80’ernes kælne elektropop, lyddesignet af en sand underskov af tidens hotte producere (Dr. Dre, The Vultures, Andre 3000, Nellee Hooper, The Neptunes m.fl.) og med en stribe frække og energiske sange i kufferten samt en attitude, der lugter af lige dele hiphop og årgangs-Madonna, bryder Stefani med sit tidligere image som ’én af drengene’ for nu at fremstå som både flabet og skæg poptøs Anno Nu. Højdepunktet er en skæg hiphop-punket version af »If I Was A Rich Man«, der her kaldes »Rich Girl« og den kattede »Harajuka Girls«. Når man betænker hvor svage udspil vi har hørt fra bl.a. Janet, Britney og sågar Madonna på det seneste, skulle der nok være plads til Stefani på tidens poptøsscene. Hun virker i hvert fald et frisk pust i en godt beklumret og noget overfyldt stue.
-lyn

Gwen Stefani: Love. Angel. Music. Baby. [ http://www.gwenstefani.com/ ] Udkommer i dag.

Rock’n’roll à la carte
*The Detroit Cobras har hørt deres 60’er-klassikere, så det hugger, og der er ikke skyggen af en original ide at finde på bandets tredje langspiller, helt enkelt betitlet Baby. Det forhindrer den dog ikke i at være både et både skægt og underholdende barn og man føler sig i rigtig godt selskab med dette orkester, der garanteret benytter gamle rørforstærkere og indspiller alting analogt, for der er en varme over lyden her, som man ikke møder tit nu om stunder. Og så kan der danses til disse 13 skæringer, som bandet får fyret af på rekordtid (31 minutter og 40 sekunder). Er det ikke stor kunst, er det gedigen old school rock’n’roll af den allermest charmerende slags.
Lige så traurig som debuten – Youth & Young Manhood, såmænd – fra Kings Of Leon lød i disse slidte øren, lige så skævt charmerende lyder Aha Shake Heartbreak, en søsyg omgang herresloppy countrypunk, lige dele syrenedtur og svedig Americana. Vi efterlyste originalitet i forbindelse med debuten; nuvel, når gruppen gør det så ’dårligt’ – på den fede måde – som her, rykker den både tænder og hår ud. Man føler sig i sandhed hensat til én af de mere afsides og tilbagestående egne af de amerikanske sydstater i selskab med disse fire mondænt langhårede gentlemen, hvis gakkede garagerock har noget umiskendeligt autentisk over sig; dem fik vi vist afskrevet for tidligt, for det her rykker langt bedre end forventet. -lyn

The Detroit Cobras: Baby (Rough Trade/VME) TDC spiller på Loppen, Kbh., mandag 29. nov.
Kings Of Leon: Aha Shake Heartbreak (RCA/BMG). http://www.kingsofleon.com/ KOL spiller på Store Vega, Kbh., lørdag 4. dec.

Mondæn tristesse
*I den efterhånden uendelige række af følsomme kvindelige singer-songwriters tager dansk-italienske Sara Indrio opstilling med sit beskedne lille album Dark Clouds, Silver Linings. Sympatisk, som det er i al sin favnende følsomhed, kan man ikke lade være med at begræde den mangel på ambition, der gennemstrømmer de 11 spor, der udgør skiven. Forstået på den måde, at det hele er så ortodokst og lige efter bogen skruet sammen, at det næsten hviner i tænderne og der tages trods et drabeligt opbud af hammerdygtige musikere ikke på noget tidspunkt noget, der bare ligner en chance på en plade, hvis ambition begrænser sig til at lyde som tusinde andre.
Og det er altså ikke til at komme udenom, at Sara Indrio mest af alt lyder som en discount-udgave af amerikanske Aimee Mann, hvis tekstlige skarphed hun dog på ikke så meget som tangerer, thi pladens poesibogsartige engelsk hæver sig sjældent om overhovedet over det trivielle. Indrios klare force er hendes stemme, hvis varme klang såmænd både er indtagende og speciel, men før hendes sange antager lidt mere karakter, driver den noget hjemløst om på en plade, hvis mondæne tristesse ærlig talt hurtigt bliver en smule enerverende. Man kan kun anbefale Indrio til i næste ombæring at lægge sin grasserende pænhed bag sig, deponere livrem, seler, stålhjelm og bare kaste sig ud i det! -lyn

Sara Indrio: Dark Clouds, Silver Linings (Tralala Productions/Playground)

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her