Læsetid: 3 min.

Kortere sagt

15. november 2004


Andrew Hills rebus
*Den amerikanske pianist og komponist, Andrew Hill (f. 1937), fik Jazzpar Prisen i 2003. Nu foreligger et udvalg af den live-musik, der blev optaget ved dét års – tør man vist sige – skelsættende Jazzpar-koncerter. Personligt var jeg forvirret, skeptisk og uforløst dengang i april 2003 – det første fysiske møde med Hill. Nu er situationen en anden. Man sidder mageligt og kan lytte sig ind på musikken, løse gåder, splittes yderligere og måske blive klogere.
Sært smuk og skæv er »Flying In The Sky« med sit hornblæste intro, efterfulgt af Hill, der humper og snubler sig vidunderligt igennem en klaversolo. Musikken vil skille lytterne lige så sort-hvidt, som coverdesignets grafiske typografi. Den ruller afsted med bredsider af hakkende rytmer, solistiske dueller, kollektive friløb og krasse harmonier. Ind imellem med stor fysisk og poetisk styrke. Hill skaber musik, udelukkende udstukket af hans kringlede og dybt originale kunstneriske ideer. Der er vide rammer for musikerne til at udfolde sig: trommeslager Nasheet Waits med uregerlig vitalitet, litauiske Liudas Mockunas som vild og uforudsigelig solist på basklarinet og sopransax, Kasper Tranbergs smukke trompetspil på den lange, manende »Yesterday Tomorrow«, der sammen med den smukt flimrende »When Peace Come« er pladens centrale indslag. Derimod falder det latinske »Hermano Frere« helt ved siden af med Lenora Helms katastrofale gæsteoptræden på vokal. When The World Stood Still – en henvisning til den dag, amerikanerne gik ind i Irak – er en plade, der vil undre og tirre som en indviklet rebus.cmh

Andrew Hill Jazzpar Octet + 1: The Day The World Stood Still (Stunt X 20412)
Andrew Hill Jazzpar Octet + 1: The Day The World Stood Still (StuntX)

Stemning så det basker
*Sangerinden Katrine Madsen repræsenterer fortsat den konservative vokaljazz herhjemme, hvor amerikanske standardmelodier udgør et tilbagevendende referencepunkt. Med sin nye cd, Close To You, vil hun helt ind under huden på os. Pladen dyrker balladen og inderligheden monomant. Man har dog (klogt) anlagt musikken luftig og tilbagelænet. Der spilles antydningsvis og stemningsfuldt, så det basker af klavertrioen med Morten Lund (trommer), Jesper Bodilsen (bas) og fremragende italienske Stefano Bollani (klaver). Hans Ulrik er indfølt solist og frækt underspillet kommentator med mundharpe, fløjte og sax. Madsens stemme er kælen og døsig. Hun ligger i sit foredrag hele tiden på grænsen til det påtaget dybsindige med sin nærmest selvsmagende brug af sprødhed i stemmen og tillagt vibrato. Men der er ingen tvivl om, at de musikalske omgivelser, der pusler og vugger blidt afsted omkring hende er udsøgt, ja, ligefrem mesterlig. Så det står og falder med, om man ikke kapere hendes sang.
cmh

Katrine Madsen: Close To You (Stunt 04132)

Lysende klaverfortællinger
*I dag er der næppe nogen anden improviserende pianist, der udnytter pausen og pedalen med tonernes svævende kvaliteter så smukt som amerikanske Marilyn Crispell. Udtrykket hos denne personlige musiker bar ellers før i tiden præg af tilknytning til free jazzens utæmmelige vildheste, den sene Coltrane og Cecil Taylor. Men i de senere år har hun bevæget ind i et roligere univers, hvor inspirationen fra europæisk modernisme og den frie improvisation er fikspunkterne. På Nothing ever was, anyway (1997) og Amaryllis (2001) udfoldede Crispell sig krystallinsk med Paul Motian (trommer) og Gary Peacock (bas). Vejen udbygges på Storyteller. Dog er Peacock udskiftet med Mark Helias, der i øvrigt gør et smukt kontrapunktisk arbejde. Endnu engang er det musik med plads, luft og fokus på de mindste detaljer. Det særlige er kombinationen af et stærkt melodisk element med en fri abstraktion, der kommer til udtryk bl.a. i en elastisk rytmisk fornemmelse. 10 små, sagte lysende musikfortællinger, til tider lovlig pastorale, men formuleret med en afklarethed, som kun de største og mest erfarne musikere mestrer.cmh

Marilyn Crispell Trio: Storyteller (ECM 1847)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her