Læsetid: 5 min.

I krydsfeltet mellem lyd og mening

U2 har genfundet lidt af ungdommens glød og oprørstrang på et album, der tyder på at de ikke har tænkt sig at gennemleve deres respektive midtlivskriser liggende ned - tværtimod, faktisk
20. november 2004

Ny cd
»Uno dos tres cartoce!« lyder det fra Bono på pidginspansk, og så forlader det gode skib U2 ellers havnen. Og det kan den ondepryleme nok være, at kvartetten kommer overstadigt sprintende af sted på deres spritny udgivelse, How To Dismantle An Atomic Bomb (svaret på dette implicit retoriske spørgsmål er ifølge Bono følgende: »Love. With love«. Bop bop. Stod man lige og skulle demontere sådan et svin, tvivler vi på kærlighed ville række, men fuck nu det – det er tanken, der tæller), idet åbningsskæringen »Vertigo« lyder som en stilren rockklassiker – guitarriffet indikerer, at de seneste par års rock-revival ikke er gået hen over hovedet på disse fire irske gentlemen – der som den slags har for vane primært besynger sig selv. Okay, man kunne sværge på at have hørt det et sted før, men til det opklares, taler vi stadig pladens mest medrivende tre minutter og 14 sekunder. Et rigtig godt spark i hovedet, der indvarsler, at der er blevet indtaget en slags musikalsk viagra oven på den forsigtige tilbagevenden til bandets rødder som 2000’s noget forsigtige All That You Can’t Leave Behind indikerede.
Men lad os dog lige slå kold whisky i blodet, for sidst, U2 var sådan rigtig, rigtig spændende, var engang i det 20. århundrede; før bandet snublede over ironi, dance-beats og gigantcitroner – i mine ører har de således aldrig formået at overgå trilogien The Unforgettable Fire (1984), The Joshua Tree (1988) og da slet ikke Achtung Baby (1991), deres uden sammenligning mest substantielle og elektrificerende ofring på rockalteret. Men velsign dem for at have afprøvet forskellige soniske veje i løbet af 1990’erne, thi grundlæggende har de efterhånden været ude i de fleste hjørner, det er muligt at udforske med guitar-bas-tromme-vox-opstillingen. Nu om stunder lyder det ofte som om, de fantastiske fire er vendt tilbage – helt tilbage! – til deres rødder som det selvforsynende Dublinbaserede postpunk-band, der i starten af firserne formåede at mikse The Clashs politiske overbevisning med Joy Divisions nådesløst morbide, det hele tilsat Bonos dengang pisseirriterende Messias-attitude, men så sandelig også hans alt andet lige forrygende rockstemme.

Idealistisk grundtone
Forskellen er selvfølgelig, at de dengang var store drenge på en mission, der handlede om intet mindre end verdensdominans. Men med snart 25 år på bagen, noget i retning af 11 studiealbums i bæltet – samt det løse i stor stil! - og et hav af stilsættende verdensturnéer bag sig, taler vi nu voksne mænd, der hver især og sammen gentagne gange har været både helt oppe og røre ved det guddommelige lys nede og helt nede og vende i det støv, rock’n’roll uvægerligt hvirvler op. At U2 tilmed har reaktiveret produceren Steve Lillywhite – manden bag deres tre første albums – siger bedre end tusind ord, hvorledes bandet jagter deres unge og uspolerede tilgang til den forpulede luderbranche, som de er ubønhørligt forbundet med.
Resultatet er at 90’er-plagen – ironi! – er blevet fyret til fordel for den idealistiske og velmenende grundtone, der i gruppens spæde år var både dens styrke og dens akilleshæl, men som med årene har antaget en sjælden troværdighed, grundet Bonos konsekvente og totalt uselviske kamp for at skaffe kroner til snart sagt lidt af hvert inden for den såkaldte ’godhedsindustri’, i øvrigt et øgenavn givet den af nutidens usympatiske magthavere og deres pilrådne arsenal af smagsdommere, tilsammen den største flok talentløse tabere i nyere tid. Og så er der intet frelst længere ved at kere sig om klodens tilstand længere efter denne signaturs mening. I lyset af stort set alting forstår man sgu godt, at U2 ikke orker levere endnu et dansabelt og ’ironisk’ lydtapet til al folket, thi hvor er det dog deprimerende at bevidne, hvorledes f.eks. den amerikanske befolkning villigt lægger røv til præsident Bushs hovedløse finans- og udenrigspolitik; så længe han bare gør Helvede hedt for homoer, aborttilhængere og de fjolser, der har begået den bommert at være født på bunden af det gloriøse amerikanske samfund, er de kristne fjolser sgu glade. Fy for fanden, El Klammo personificeret og i amokløb henover kloden.

Gravøllet på køl igen
Derfor er her også sange om Mellemøstkonflikten (»Love Or Peace Or Else«) og hvad der kan tolkes som en kommentar til Den Tredje Verdens gældsbyrde (»Crumbs From The Table«), hvis retoriske tekstlinje »would you deny for others what you demand for yourself« desværre må besvares med et ja. Men godt forsøgt, Bono. Samt intet mindre end en direkte henvendelse til ham der Gud (»Yahweh«) om at tage sig sammen og sætte en stopper for den kollisionskurs, Hans evnesvage undersåtter har sat kloden på. Og de fungerer såmænd udmærket, intet direkte tåkrummende dér, denne Bono er blevet bedre til at veje sine ord og troværdigheden finder vi det som sagt svært at sætte spørgsmålstegn ved. Og når melodi, arrangement og produktion går op i en højere helhed som på det i intensitet støt stigende og overall massive – møgbeskidt guitarlyd! – »Love Or Peace Or Else«, følger man gerne U2 ud af den tangent. Og sjovt som Mellemøsten formår at sætte en dagsorden uden at det giver sig mange udtryk i tidens sangskrivning, så det scorer det sgu også et par point på.
Mest interessant er nu de mere personlige ting som f.eks. sangen »Sometimes You Can’t Make It On Your Own«, skrevet til og afsunget ved Bonos faders begravelse. En ikke fjern fætter til gruppens mesterlige »One« starter den langsomt og melankolsk for at bygge op til et dramatisk klimaks, hvor Bono kan støve sin altgennemborende falset af, så det hviner i lytterens sidste to tænder. Også det episke »City Of Blinding Lights« – med sine seks minutters spilletid pladens suverænt længste skæring – holder, med en foruroligende undertone, hvor henover effektfyldte guitarer og en velklingende, uafbrudt repeteret klaverfigur skaber det herligste kaos. Pladens mest spændende nummer er »One Step Closer« med sin mættede Daniel Lanois-ambiens og hele klanglige klaustrofobi, der får Bono til at lyde som en mand, der ser lys efter lang tids indespærring. Her i krydsfeltet mellem dragende klange og tekstlig direkthed er U2 bedst. Så lad gå med et par mindre spændende skæringer.
Heldigvis er der momenter nok på How To Dismantle An Atomic Bomb til at vi har sat gravøllet på køl igen og bare sidder her og nyder et af verdens største rockbands seneste udladning uden de store reservationer. Det kunne have været møj værre.

*U2: How To Dismantle An Atomic Bomb (Island/Universal)
Udkommer mandag

*www.U2.com

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her