Læsetid: 4 min.

Kunstbegærets obskure objekt

Det rykker i skulpturen rundt om i det gamle Europa, og det ligner noget, man allerede har været henne ved. Med indbygget sokkel og ironi
5. november 2004

Kunstgrebet
Denne fortælling kan lige så godt starte samme sted, som dens tanke starter. Foran en skulptur på et lillebitte galleri i Nantes, Frankrig. Som ethvert galleri af den slags, der måske er på vej op af avantgardens og kunsthistoriens bakker, ligger det i et junkie- og luderkvarter, blandt den deklinerende europæiske masseindustris sølle rester af både bygnings- og menneskelig art. Indehaveren Patrice Joly er ikke nogen mister nobody på den franske kunstscene, han er, udover at fjernstyre det helt sikkert fuldkommen uprofitable Zoogallerie, redaktør af gratiskunstbladet ’02’, der udkommer tre gange om året, og som kan findes over hele Frankrig.
Tanken starter altså i Nantes foran en af skulpturerne. Den opstår ikke mindst, fordi man her er omgivet helt almindelige skulpturer, af den slags, der hverken siger interaktivt dyt eller båt, når man går forbi dem, har knapper, der skal trykkes på eller er digitale i nogen som helst elektronisk forstand. På en af væggene hænger en række strippede elektriske guitarer, med huller i stellet, som jeg ikke aner om er virkelige eller fiktive. På gulvet vrider der sig et selvstændiggjort Hawaiibadeværelse, mens en anden vægophængt skulptur signalerer engelsk cosyness på sådan en lidt 007-agtig måde.
Jeg er målløs, men må tale alligevel. Jeg er nå-generation, flasket op til fluxusbeundring og relationel æstetik, som det hedder på disse kanter, og har som andre kunstknolde omsider fået fordøjet Benjamins ’Kunsten i masseproduktionens tidsalder’ og troet, at det var den slags vi var på vej mod. Og så kommer disse uforskammede opkomlinge og laver skulpturer som om Rodin var nabo eller Tingely eller Robert Jacobsen og for den slags skyld var trådt med lige ind i det 21. århundrede. Og nej, sådan er det selvfølgelig ikke, der er noget andet er på færde, men det, der er det samme, er objektet. At det står lige foran dig her og nu. Sådan.
Tankerne kører nu også, fordi jeg står over for en ualmindelig gådefuld tredimensionel ting, hængt op på væggen. Der var en gang et herligt langsomt tv-program, hvor obskure forhistoriske objekter blev forelagt eksperter. Så skulle de gætte, om tingen havde været brugt til at rense piber med, åbne østers eller hemmelige skuffer i et chatol op med. Tænk hvis der ikke havde været nogen brug for tingen overhovedet? Og hvis den kom fra fremtiden og ikke fortiden? Det er præcis den fornemmelse tingen giver mig. Der er to computerskærmsagtige grågrønne ting, der ’spejler’ sig forvrænget i hinanden, på – eller bag – skærmen er et sortviolet kodeagtigt mønster, og ud fra den største af skærmene hænger der et stort pertenligt sprøjtemalet, orange Blop.

Blop. Værket hedder ’Streach et Shrink’ og er skabt af Patrice Gaillard og Claude. De andre værker i galleriet er ligeledes kollektive værker, i forskellige kombinationer af disse to samt Wilfred Almendra, Daniel Dewar, Gregory Gicquel og Lili Reynaud Dewar. Folk der ikke alene er i front her, men også i det hippe parisiske galleri Loevenbruck.
For ondskabsfulde tunger – som undertegnede naturligvis ikke hører til – er denne opportune tilbagekomst af skulpturen, ganske som den lige så opportune tilbagekomst af maleriet især gallerikram. ’Samleren’ er aldrig er kommet sig over længslen efter kunstgenstanden, og disse skulpturer er lige til at krænge euro ud for og så hænge op på væggen eller stille på parketgulvet.
Men selv dette begær efter kunstens obskure objekt må nok tages alvorligt og have en tur i møllen igen. For det første ved de unge kunstnere udmærket godt, at det er dét, det drejer sig om. Nantes-udstillingens titel ’It’s hip to be square’ er direkte ironisk henvendelse både til 68’ere og någeneration. Og så er de på ingen måde alene om det i Nantes: Det vrimler med skulptur i Europa. I Kunsthallen i Wien kan man indtil februar se ’Sculpture: Realism between the Melancholy and the Comica’, i Zurich har man lige lukket for ’Its all an illusion’, og Biennalen Lyon i foråret var en opvisning i skulpturens genvundne selvstændighed .
Der er en jublende tilbagekomst til materialiteten som modsætning til den dematerialiserede kunst, en bevidst reaktionær Greenbergsk dvælen ved formen. I mange af skulpturerne har det indtil nu især virket som ’sampling’,
en sampling, der ikke uden ironi i visse tilfælde sampler selve soklen ind i værket. Om den skulptur, der standsede mig i Nantes, kan man måske formulere, at den repræsenterer et nyt forhold mellem kunstværket og reproduktionens tidsalder. Det er en omhyggeligt udført, håndlavet hypostasering af sansede fragmenter fra masseproduktionen: Der er den forvredne skærm, et digitalmønster som McDonald restauranternes menuframe og et stivnet blop fra de programmer, der genererer billeder til teknomusik. Det er ren æstetik og det er et generationskift af den slags, der løber over ende. So ein ding muss ich auch haben.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu