Læsetid: 4 min.

Lad os lukke biksen og hygge

Når pressen får skylden for det den skriver om
19. november 2004

Medier
Man husker de mest mærkelige ting. Da jeg i november 2001 rejste fra Berlin til København for at dække det danske Folketingsvalg, havde jeg kun været på Christiansborg enkelte gange før. På valgaftenen var alle de kendte ansigter samlet her – både politikerne, men også journalisterne fra de forskellige danske medier. Der gik et stykke tid, men pludselig slog det mig – hvor intim atmosfæren var. En kendt tv-journalist på kindkys med en ligeså kendt politiker, en masse indforståede blikke både før, under og efter interviews, en del øl og vin, som blev konsumeret til mere eller mindre sjofle vittigheder. Nå ja, det er jo i Danmark, man har patent på ordet hygge.
Selvfølgelig skal der ikke generaliseres. Man kan undre sig over, om det egentlig er særlig smart, at de mennesker, der skal kontrollere de folkevalgte i deres gøren og laden, har kontor side om side med dem. En lidt større afstand ville måske skærpe perspektivet. På den anden side er man jo ikke automatisk korrupt, bare fordi man holder til på Christiansborg. Mon ikke der også findes dem, som modstår magtens fristelse, og som er i stand til at bevare en indre distance? Også en cirkus-klovn kan vel engang imellem se det tragiske i sin figur.
Alligevel dukker dette billede fra 2001 en gang imellem op. Sidst i søndags, efter at have læst Berlingske Tidendes store interview med Anders Fogh Rasmussen under mottoet » Tæt på«. Det sidste må siges at være sandt, i hvert fald spurgte man sig selv efter læsningen, om man som avis kan falde dybere, og om statsministeren mon har måttet betale for at få indrykket denne helsides annonce. »Det er forbløffende at se, at oppositionen står så afklædt – uden noget reelt politisk alternativ. Det er jo sandheden.« Og så går det ellers derudad med gode råd til socialdemokraterne om at skifte deres leder ud med en yngre – selvfølgelig når regeringschefen lige at sige, at det jo ikke tilkommer ham, at blande sig i dette spørgsmål, man er vel politisk korrekt - og en lang liste over regeringens succeser de seneste tre år.
Godt nok får vores to mikrofonholdere på et eller andet tidspunkt indført det banebrydende spørgsmål, om statsministeren kan nævne nogle områder, hvor det ikke gik så godt. Men er det kun mig, som synes, ikke at have fået et svar? Var der ikke noget med verdens næstældste avis og stolte traditioner?
Søndagen var dog ikke helt fortabt endnu. Heldigvis er markedet stadig mangfoldigt og som del af branchen har man da det privilegium at kunne holde mere end én avis. Videre til Politiken altså, som denne dag havde en rigtig god artikel – nemlig om forskelsbehandlingen i udlændingesager, som enten havde været oppe og vende i medierne, eller som var forblevet anonyme, ikke andet end en kedelig bunke papir. Mes compliments, mine herrer på Rådhuspladsen. At få »centralt placerede kilder« til at sige, at selve integrationsministeren mere eller mindre har blandet sig i behandlingen af visse sager, og dette i et land, hvis sidste borgerlige regering måtte træde tilbage på grund af et jo ikke helt væsensforskelligt forløb, er ikke så ringe en historie, som min jydske svigerfar ville sige. Slet ikke på en søndag.
Om aftenen mødte Bertel Haarder op i Tv-Avisen for at slukke den værste brand. Opspind det hele, sagde han, for så at vende spydet om. Det er selve mediedækningen, som har bragt de vedkommende udlændige i fare, hvorfor ministeriet var forpligtet til at tage sagerne op igen. At det i et af de beskrevne tilfælde var sket med rekordhastighed, som Politiken konstaterede, nemlig endda inden et planlagt indslag i aftenens Tv-Avis blev sendt, er således vel kun udtryk for ministeriets ligeså omsorgsfulde som effektive forvaltning. Men lad nu den slags spydige bemærkninger ligge.

Nej, det er modangrebet, som er det væsentlige i Haarders argumentation; at det er pressens skyld det hele. Denne strategi er ved at blive moderne, og der gik jo heller ikke mere end et par timer, inden selveste prins Joachim ræsonnerede, at han kun kørte små 170, fordi han følte sig forfulgt af en paparazzi-fotograf. Nu er Bertel Haarder ikke prins Joachim, og han er alt for intelligent og vel også gedigen liberal nok til ikke at gå over stregen. Intet ord blev der fra hans side nævnt om, at medierne ikke måtte skrive om de forskellige udlændingesager, eller at de opfører sig uansvarligt ved at gøre det. Men det var nu bare en kendsgerning, at den slags artikler bringer mennesker i fare. Bare og bare og ganske smart – for hvem vil have den slags siddende på sig? Og efter ministerens intervention kunne der hos seerne vel ikke herske tvivl om, hvem af parterne, der nu opførte sig mest korrekt.
Mindre tilbageholdende går selve statsministeren til værks, når han bliver ved med at gentage, at det, at ville diskutere perspektivet i Irak, er at spille terroristernes spil. Bare, at dette ræsonnement ikke alene er rettet mod de uansvarlige medier, men mod selveste oppositionen. Godt nok befinder landet sig ifølge regeringen ikke længere i krig, alligevel bringer den slags nysgerrige og kritiske spørgsmål, også kaldet demokratisk debat, danske soldater og deres allierede kampkammerater i fare. Måske vi journalister virkelig skulle lukke biksen, drikke en hyggelig øl sammen med Lykketoft, Helveg & Co og overlade resten til regeringen. Og hvis der er noget, kan de nok altid få Berlingeren til at starte trykmaskinen igen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her