Læsetid: 7 min.

Latinamerikas usikre fremtid

Der er ingen garanti for, at de latinamerikanske demokratier vil overleve, medmindre de ændrer kurs
16. november 2004

Essay

Der er kun et område, hvor vi med sikkerhed kan sige, at det går bedre i Latinamerika end for 25 år siden: Der er færre diktaturstater, og med undtagelse af Colombia er borgerkrigene ophørt. Den fredelige, usikre og anspændte sameksistens, har afløst de gamle massakrer.
Hvis man ser bort fra Chile, er der ingen af de latinamerikanske lande, som har udviklet sig i positiv retning, hverken i makroøkonomisk henseende eller i forhold til at komme den fattigdom til livs, som stadig flere mennesker lever under. Det er meget få beskåret fra de nederste sociale lag at bryde ud af den økonomiske spændetrøje, der fastholder dem i usle, sociale kår.
Hvis man ser bort fra Fidel Castros uendelighedsdiktatur og det svækkede venezuelanske demokrati under Hugo Chávez’ ledelse, er det rigtigt, at der afholdes valg i resten af Latinamerika, og at der er pressefrihed, og at der eksisterer mere eller mindre repræsentative parlamenter, og at de retlige tilstande formelt set ikke er sat ud af kraft.
Men faktum er, at de statslige institutioner står og vakler og er ved at falde fra hinanden, og at stadig flere foruroligende symptomer på utilfredshed er begyndt at vise sig, som man f.eks. så det i Bolivia, hvor masserne tvang præsident Sánchez de Losada til at gå af. Tilfældige begivenheder kan hvert eneste øjeblik udløse fjendtlige optøjer mod et system, som flere og flere har svært ved at se værdien af, og som ikke er i stand til at opfylde folkets mest basale behov for arbejde, sikkerhed, uddannelse, sundhed og fremtidige muligheder.
Afvisningen af det demokratiske system er beklagelig, men ikke opstået ud af den blå luft; hvis man endnu engang ser bort fra Chile, står det værre til i de latinamerikanske lande end for et kvart århundrede siden – selv om regeringernes og de internationale organisationers pyntede statistikker ofte fortæller en anden historie.
Det er selvfølgelig ikke demokratiets fejl, at uduelige, korrupte, demagogiske eller feje regeringer ikke har formået at udnytte de store muligheder, som den moderne verden tilbyder. En række asiatiske lande som Taiwan, Sydkorea, Singapore og Indien har forstået at omstille sig, og har gennem de sidste 50 år taget nogle kæmpe skridt i moderniseringen og tilpasningen af deres økonomier, og er i dag fuldt integreret i verdenshandelssamfundet. De har skabt millioner af nye job og tiltrukket store investeringer udefra. Middelklassen er vokset frem med stormskridt, og har skabt grobund for den nødvendige stabilisering af institutionerne.
Men i modsætning til udviklingen i Asien førte dannelsen af de demokratiske regeringer i Latinamerika ikke til drastiske reformer af statsapparatet, og et opgør med det, der – næstefter krig og terrorisme – er den primære årsag til, at demokratiet ikke fungerer: korruptionen. Den breder sig som fordærvet kloakslam fra den ene ende af kontinentet til den anden og lammer, tilsmudser og kvæler ethvert forsøg på at modernisere samfundet, og bærer i dag hovedansvaret for den udbredte modløshed og frustration, som hvert eneste år driver tusindvis af latinamerikanere til at emmigrere til USA, Europa, Asien og Oceanien.

Modvilje mod privatisering
En af de værste følger af korruptionen, er den stigende modstand mod privatiseringen af den offentlige sektor. Privatiseringsplanerne møder stadig større folkelig modstand og sætter landenes udvikling i stå. Det er selvfølgelig ikke særlig overraskende i betragtning af de erfaringer, man har gjort sig i lande som Argentina, under Carlos Menems ledelse og i Peru under Fujimoris diktatur, hvor privatiseringen ikke førte til et mere åbent marked, eller stigende konkurrenceevne eller lavere priser og bedre service, men i stedet blev brugt til at begunstige bestemte grupper og til at dække over store svindelforetagender, hvor hundredvis af millioner af dollar havnede på udenlandske konti.
Udplyndringen af de offentlige kasser bragte privatiseringsideerne i miskredit, og fyrede op under en genopvakt populisme, som har bredt sig til hele kontinentet, og som i dag har tvunget mange af de latinamerikanske regeringer til helt at afvise ideen om at privatisere visse offentlige virksomheder, selv om de nærmest har elefantagtige proportioner, er ineffektive, har rod i regnskaberne og derfor hindrer økonomisk vækst på kontinentet.
Samtidig har mange illegale organisationer, som f.eks. narkobagmændene, været langt dygtigere til at udnytte fordelene ved den stigende globalisering og de nye teknologier end de lovlige virksomheder. Hvidvaskningen og decentraliseringen af deres aktiviteter har bogstavelig talt betydet, at de ikke kan straffes.
I lande som Colombia og Mexico – som selvfølgelig ikke er de eneste lande – udgør fremstillingen og produktionen af narko en levevej for så mange mennesker, og er det økonomiske fundament for så mange virksomheder og almindelige job, og har gjort så mange politikere og bureaukrater økonomisk afhængige, at det knap nok er en overdrivelse at sige, at narkohandlen er blevet en så integreret del af samfundet, at bare tanken om at kunne bekæmpe og udrydde den inden for den nærmeste årrække er en illusion.
Et land kan ikke moderniseres og udvikle sig, hvis landets borgere lever i usikkerhed, og i konstant frygt for at blive røvet eller kidnappet, og hvis politi og dommere ikke kan forsvare dem, fordi de er blevet de kriminelles medsammensvorne; på én gang bestukket og intimideret. Denne følelse af impotens og fatalisme skygger for visionen om en fremtid, svækker troen på den og medfører en social opløsning, der breder sig til de yderste kroge af samfundet. Og det er desværre et generelt vilkår i Latinamerika. En gang imellem bryder volden løs, fordi alle andre døre har lukket sig.

Ny coup d’état-tradition
Vil tingene ændre sig i den nærmeste fremtid? Jeg håber, jeg tager fejl, men jeg er ikke optimist, selv om der i visse områder af kontinentet, som f.eks. Centralamerika, sker nogle positive tiltag. For første gang i historien hersker der ro i de fem lande i den centralamerikanske region. De samarbejder og økonomierne er i vækst.
Men selv ikke i Centralamerika, hvor tingene er blevet mærkbart bedre, vokser økonomien med tilstrækkelig hast til at kunne fortrænge den forfærdelige tendens – igen med undtagelse af Chile – som holder hele kontinentet i et jerngreb: Antallet af fattige vokser dag for dag, og forskellen mellem rige og fattige vokser i stedet for at mindskes. Hvis udviklingen skal vendes, kræver det, at den økonomiske vækst i Latinamerika vokser lige så hurtigt som i Kina eller Indien, og man skal være enten blind eller dum for at tro, at det inden for den nærmeste fremtid vil blive tilfældet.
Hvis man skal tage udgangspunkt i nutidens forhold og danne sig nogle realistiske forventninger til, hvor meget man kan håbe på, må man i første omgang krydse fingre for, at de dårligt fungerende demokratier, som eksisterer i dag, ikke bryder sammen; for uden dem vil det bare blive endnu værre med endnu mere korruption og vold til følge. Men der er ingen garanti for, at demokratierne vil overleve, med mindre de ændrer kurs.
Det er ikke en særlig rar tanke, at en mand som Chávez, en kriminel officer, som blev valgt, efter at han havde gjort oprør mod sit lands demokratisk valgte regering, skulle blive et forbillede og give de uniformerede führers en renaissance, selv om de ellers var gået af mode og genoplive coup d’état-traditionen fra en fortid, der var lagt for had.
En anden mulighed er, at populistiske ledere som Evo Morales fra Bolivia vil sætte skub i de folkelige bevægelser og gøre en ende på de spirende demokratiske regeringer. Men hvis det sker, vil det ikke ske på samme måde i alle landene. I de områder af kontinentet, hvor tingene går lidt bedre, vil demokratiet sikkert følge en jævn og hakkende kurs, som mere støtter sig på ydre, gunstige faktorer, som f.eks. et opsving for råvarerene på det internationale marked end på demokratiernes egen fortjeneste.

Forbillede med forbehold
Det eneste land i Latinamerika, der tilsyneladende er sluppet fri af denne onde cirkel er Chile. Mange undlader at nævne det, fordi de er bange for, at det ville retfærdiggøre Pinochets diktatur. Det er absurd. Det er rigtigt, at nogle af de vigtige økonomiske reformer, som Chile profiterer af i dag, blev gennemført under generalens støvleregime – som var lige så korrupt som andre diktatorer.
Men faktum er, at Chiles store økonomiske opsving er fortsat takket være den vedvarende konsensus, som alle de politiske kræfter har taget ansvar for, trods forskelle og gamle fjendskaber, og som er funderet i en liberal økonomisk model. Det er denne konsensus, som har givet det sydligt beliggende land en dynamik og en bæredygtig udvikling, der ligger på niveau med de asiatiske lande. Alle de sociale områder har nydt godt af denne udvikling, og mindsket fattigdommen til et uhørt lavt niveau i Latinamerikas historie.
Alligevel kan tilfældet Chile ikke tjene som forbillede for de andre lande i Latinamerika, da der ikke er nogen regering, som har den påkrævede moralske og politiske integritet til at følge i dets fodspor. Den eneste, som har forsøgt sig, er Uribe i Colombia, men han måtte hurtigt sande, at alle hans bestræbelser strandede på, at det svækkede og ødelagte land samtidig var ude i en vanskelig krig mod guerilla-styrker, der var finansieret af den altdominerende narkohandel og den indbringende kidnapningsindustri.
Der er ikke noget som tyder på, at Latinamerika om 25 år stadig ikke vil være ’fremtidens kontinent’.

*Mario Vargas Llosa (f. 1936). Peruansk forfatter og politiker. En af det 20-århundredes største latinamerikanske forfattere. Han har i dag spansk statsborgerskab og er bosat i London

*Oversat af Steen Lindorf Jensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her