Læsetid: 5 min.

Lobbyisme er hverdag

EU-Kommissionen har gjort sin del af arbejdet, nu ligger beslutningen om kemi-direktivet i Parlamentet og hos de enkelte lande. EU-parlamentarikerne får lobbyisternes indsats at mærke – og det kan både være besværligt og nyttigt
23. november 2004

Frugtbar lobby
BRUXELLES - »Hvis jeg ville, så kunne jeg bruge al min tid på at rejse til og se på industriproduktionssteder, der tilfældigvis ligger tæt på dejlige turistområder,« siger Lena Ek og griner lidt.
Som rapporteur – ankerkvinde – for kemi-direktivet i EU-Parlamentets industriudvalg er svenskeren fra det liberale Centerpartiet et kært mål for lobbyister. Og det har hun kunnet mærke, siden hun blev valgt til stillingen i Bruxelles i sommer.
Siden hun ankom har hun sammen med to assistenter holdt til i to smalle kontorer på 10. sal i Europa-Parlamentets bygning, og det strømmer ind med arbejde – og lobbyister.
Assistenterne deler det ene kontor med to store skriveborde, mens Lena Ek foruden sit skrivebord har en enkelt sofa i sit kontor.
»Jeg vil gerne have, at de fleste møder finder sted her – og se, det er svært at klemme flere end fem gæster ind,« siger hun og peger over mod sofaen.
Lena Ek får efter eget udsagn »15-20 henvendelser om ugen, der varer længere end et kvarter« fra folk, der gerne vil tale med hende om REACH. Oven i det kommer der også e-mails, breve og uformelle henvendelser når hun dukker op ved møder.

Fart på nu
»Jeg forsøger at holde antallet af middage nede, ellers vil jeg ikke kunne gå herfra næste sommer,« siger hun og smiler lidt træt.
Der er tre stadier i lobby-arbejdet i Parlamentet omkring REACH, mener Guido Sacconi. Lige nu er vi på vej ind i den tredje fase, som han kalder »at trykke speederen i bund« – den sidste, afgørende fase i beslutningsprocessen.
Italieneren Sacconi fra det socialdemokratiske parti Democratici di Sinistra har som rapporteur i Parlamentets miljøudvalg været ansvarlig for REACH siden det kom til Parlamentet. Her er det miljøudvalget, der koordinerer holdningerne i de forskellige ansvarlige udvalg - det gør Sacconi til en vigtig hovedperson.
»Den første fase i lobby-arbejdet var endnu før Kommissionen var færdig (med direktivforslaget, red.). En slags præventiv krig. Derefter kom et tøbrud med kun et stort formål: At afholde Parlamentet fra at fortsætte,« forklarer han. Men Parlamentet fortsætter, en fælles beslutning ventes ikke før næste sommer.

Store spillere
Både Ek og Sacconi betragter opmærksomheden fra lobbyisterne som et tegn på, hvor vigtigt kemi-direktivet er.
»Mange forskere tror, at et brugbart REACH, kan føre til globale standarder. Det er en kæmpesag,« siger Lena Ek.
At dømme efter spillernes størrelse, må hun have ret. Foruden den amerikanske regering har også tre andre store kemi-lande, Tyskland, Frankrig og England, fundet sammen om at arbejde mod REACH. Sidste år i september sendte de et fælles brev til EU-Kommissionens formand, Romano Prodi, med krav om at EU skal fjerne alle regler, der gør livet besværligt for industrien. Målet er at fremme den europæiske konkurrenceevne. Kemi-direktivet »udgør den første mulighed for at afprøve de nye principper,« skrev den franske præsident, Jacques Chirac, den tyske kansler Gerhard Schröder og den britiske premierminister, Tony Blair.
»De er ikke enige om noget som helst – bortset fra REACH,« siger Guido Sacconi om brevet fra lederne i EU’s tre største lande. Mindre end en måned senere besluttede EU’s stats- og regeringsledere enstemmigt, at »EU-lovgivningen ikke bør være et handicap« for industrien, at kemikaliedirektivet skal »blive første lejlighed til at følge denne linje,« samt at sagen skal tages fra miljøministrene og i stedet behandles af erhvervsministrene.

Lobby bærer frugt
Når de tre store lande spiller med musklerne, kan det virke som en ulige kamp, når der på den anden side står miljø- og forbrugerorganisationer. Men alle gør en ihærdig indsats hos parlamentarikerne.
»Forholdet er 60 procent fra industrien og 40 fra miljøsiden,« siger Lena Ek om de lobbyister, hun møder.
Indsatsen, der for tiden er rettet meget mod parlamentarikerne, er ny. Før gjaldt det om at påvirke Kommissionens arbejde med at udarbejde direktiv-teksten.
»Det er magtspil, en gennemgribende lobby-strøm, som Margot Wallström har været udsat for,« kan Lena Ek fortælle om sin landsmand, der som miljøkommissær var ansvarlig for REACH.
Men lobbyindsatsen har allerede båret frugt – det kan ses på det udspil, Kommissionen kom med, mener Henrik Pedersen. Han er forsker i kemikalier på RUC og er ved at skrive en specialeopgave om det, han kalder »cocktail-effekten«, hvordan de forskellige kemikalier påvirker hinanden. Han har fulgt REACH tæt og mener, at industrien allerede har haft held til at lempe en del af kravene til kemiindustrien på afgørende områder.
Kemi-industriens egen organisation gav tilfredse lyde fra sig, da Kommissionen offentliggjorde direktiv-forslaget. »Det går den rette vej, men« lød overskrifterne på to pressemeddelelser, som CEFIC, den europæiske kemi-industris organisation i Bruxelles, offentliggjorde dengang, men de stillede samtidigt en række krav til direktivet.
Ifølge Waxmann-rapporten om amerikanske forsøg på at påvirke REACH, udarbejdet af den demokratiske amerikanske parlamentariker Henry A. Waxman, er også den amerikanske organisation for kemiindustrien, American Chemical Council, ACC tilfreds. Indsatsen har været »med til at opbygge et verdensomspændende aggressivt standpunkt, der førte til markante indrømmelser i udkastet, som det Europæiske Parlament nu ser på,« citerer han ACC fra en rapport udgivet i januar i år.

Samarbejde
Hvis det står til Lena Ek, skal kemiindustrien i hvert fald ikke gøre sig nogen forhåbninger om, at REACH ikke bliver til noget.
»REACH bliver til noget, lad os nu gøre det så håndterbart som muligt,« siger hun. Som eksempel nævner hun den svenske celluloseindustri, der for otte år siden udskiftede de mest farlige blegemidler, og i dag er blandt de mest konkurrencedygtige i verden.
»Hvis REACH bliver udformet på rette vis, kan det være en udfordring og en forbedring,« mener hun.
På vejen derhen spiller lobbyisterne faktisk en vigtig rolle.
»Kontakterne med industri og miljøorganisationer er meget frugtbare. Deres konsekvensberegninger er eksempelvis godt materiale til at gøre REACH mere anvendeligt,« forklarer hun.
En ting er konsekvensberegninger fra lobbyister til parlamentarikerne, en anden er indbydelser til middage, rejser eller andre gaver.
»Jeg har fra starten gjort det klart, at det ikke er passende. Og rygterne løber hurtigt. Jeg var meget striks i begyndelsen med budskabet om, at jeg har en åben dør, men lad være med at komme med noget pjat,« siger Lena Ek.
Selv om hun støder ind i de samme budskaber igen og igen, har den klare linje ført til »frugtbare diskussioner,« synes hun.
Men måske er det ikke alle parlamentarikere, der anlægger det, Lena Ek kalder »den skandinaviske linje« over for lobbyisterne.
»Jeg tror, der er parlamentsmedlemmer, der er under indflydelse (fra lobbyister, red.). Men hovedparten tænker selv,« siger Guido Sacconi.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her