Læsetid: 5 min.

Der er noget i luften...

... og det er vel jul. Og det’ cool. I hvert fald på Kim Larsens seneste cd, hvor en række jule- og nytårssange får en kærlig rodbehandling af den gamle mester
10. november 2004

Ny cd
Det ligger lissom til det moderne, at lortet bare accelererer, intet er mere yt end det, der var hot i forgårs og det er bare at knæle ved neofiliens alter, ellers er det ud af klappen, kammerat. Og det ligger lissom til kapitalismen, at vi gennem kvalmende ’reklamekampagner’ konstant skal pirres med splinterny forbrugsgoder – det kaldes de sgu i ramme alvor – der ene og alene kan erhverves for mange penge, men gerne på kredit, hvorfor man i sidste ende kun er, hvad man har. Og det ligger lissom i tiden, at vækst er ubetinget er af det gode, ja jo oftere vi flår tegnedrengen eller plastikken op af lommen og foretager diverse dubiøse transaktioner, des federe er det for samfundsøkonomien og des mindre chance er der for at blive skoset af denne Thor Pedersen, det siddende regimes svar på Al Capone, hvad angår menneskevarm udstråling og uforlignelig evne til at sætte sig i andres sted.
I lyset af det ovenstående siger det sig selv, at der i periferien af denne selvforherligende materialisme må findes en understrøm af længsel efter tider, der ikke var helt så både mediemæssigt spidsbelastede og skamløst merkantile, thi store dele af det moderne manifesterer sig med en så blændende grumgrimhed, at man godt kunne frygte blindhed som følge deraf. Denne signatur blev således fornylig gennet ind i en Toys’R’us – hed den vist nok – af en yngre medborger og selv om det er flere dage siden, et hans syn først nu så småt ved at vende tilbage. Jo vist har plastik mange nyttige egenskaber, men dens kapacitet for farveladestålende og ubeskrivelig grotesk hæslighed forbliver nu dens mest iøjefaldende.

Kulturelt selvmord
Det moderne byder heller ikke på mange sådan vaskeægte traditioner at klamre sig til, hvis man er inklineret dertil. Men der er da altid julen, denne »hjerternes fest«, som Kim Larsen synger på sin seneste cd, hvis 14 sange alle bruger benævnte højtid – i samklang med den pragtfuldt hedenske nytårsfest – som omdrejningspunkt. I lighed med 2001’s subli-me Glemmebogen – hvor Larsen havde stået på hovedet i sækken med gamle danske sange og viser, som han derpå fortolkede så lystigt og smittende, at det dirrede i hypofysen – er han med Glemmebogen – Jul & Nytår atter gået på strandhugst i Sangskatten hin Fagre.
Det er ingen underdrivelse, hvis vi herfra påstår, at danerne har noget nær verdensrekord i at sjofle de af deres egne sange, som er over tre uger gamle. Samt at få nationer så vellystigt lader sig røvpule på det angelsaksiste, hvis radiostationernes latterlige playlister er noget parameter, hvad dét angår. Hvis dette kulturelle selvmord ikke var så patetisk lidelsesfuldt at bevidne, er det lige før det ville være morsomt, at opleve hvorledes nationen uden sværdslag for længst har kapituleret og i den sædvanlige syndflod af mindreværdskomplekser i et væk sælger sin egen røv for at kunne få sig lidt udenlandsk. Taberagtigt. Og sikkert heller ikke synderlig godt for betalingsbalancen, for lige at spille pragmatisk.

Klokkerene klassikere
Så tak guderne for denne hr. Larsen – og hans ligesindede – der stædigt både skriver nye sange og ind i mellem sågar tager sig tid til at fyre nogle af de gode gamle af. Og på Glemmebogen – Jul & Nytår kommes der vidt omkring ... her er blevet plads til både det spirituelle og det verdslige, på tekstsiden gnubber således Elith Reumert, Mogens Lorentzen, Peter Faber, Claus Walther og Vilhelm Gregersen albuer med koryfæer som N.F.S. Grundtvig, B.S. Ingemann og Steen Steensen Blicher, mens der blandt melodimagerne optræder koryfæer som C.E.F. Weise, J.P.E. Hartmann, A.P. Berggreen, E. Hornemann og H. Rung. Og så ville Larsen ikke være Larsen, hvis ikke han selv gav sit bud på julen. Det gør han med den glimrende »Så’ det jul« og faktisk savnes kun en udgave af MC Einars ubetalelige »Det’ jul, det’ cool« for at gøre udvalget perfekt.
Pladen præges af klokkerene klassikere som »Et barn er født i Bethlehem«, »Julen har bragt velsignet bud«, »Juletræet med sin pynt«, »En rose så jeg skyde«, »Lysets engel går med glans«, »Højt fra træets grønne top« og »Sikken voldsom trængsel og alarm« samt en (meget) fri fortolkning af én af de overhovedet skjønneste kvad på dansk, »Sig nærmer tiden«. Det udvalg er der altså ikke så meget Glemmebog over, at det gør noget, Larsen. Den titel tilfalder et beskedent fåtal af titler, så som »Der er noget i luften«, »Børn og voksne i kærlig krans« og »Tak for alt i det gamle år«, hvorfor projektet som helhed er mindre arkæologisk betonet end sin forgænger. Det gør nu ikke så meget, for som helhed holder skidtet. Sgu.

Personality og højt humør
Det mest fantastiske ved Glemmebogen – Jul & Nytår er til en afveksling måden, hvorpå denne Larsen får sangene lyde som om at de på den ene side er skrevet i forgårs, på den anden som om de allesammen er flydt direkte ud af hans egen pen. I modsætning til de vanlige ortodokse og ærbødigt respektfulde udgaver af julen og nytårets sange, der til bevidstløshed kendes fra markedets overdådige – men stort set også: overflødige – udbud af skiver, hvor koryfæer giver de gammelkendte sange til bedste, går Larsen og Kjukken, hans faste trio, fuldstændig uimponerede til vaflerne og transformerer materialet til noget spillevende, nærværende og vedkommende. Det stritter af personality og højt humør og der hviler hverken skyggen af højpandet kristen fims over salmerne eller forløjet lystig folkekomediestemning over de mere merkantile ofringer på skiven her.
Tværtom formår Larsen & Kjukken at hive hele pivtøjet ned på Jorden, hvor det hører hjemme. Undertegnede er rimelig allergisk overfor julemusik i form af handelsvare, men Glemmebogen – Jul & Nytår udgør i den sammenhæng den famøse undtagelse, der bekræfter reglen, thi den er det rene svir, ja det er ligefør den transcenderer højtiden, ja den kunne snildt stå model til afspilning i utide. For hvornår har man egentlig fået trang til at kaste sit korpus ud på dansegulvet til tonerne af »Sikken voldsom trængsel og alarm«? I så råswingende, gemytligt og indtagende selskab er det lige før man deponerer sin juleskepsis i garderoben og udbryder et »la’ os så for pokker da bare æde os fordærvede, medsammensvorne«. Eller noget i den retning.

*Kim Larsen & Kjukken: Glemmebogen. Jul & Nytår. (EMI-Medley) Producere: Kim Larsen, Søren Mikkelsen & Poul Bruun.
www.kimlarsen.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her