Læsetid: 7 min.

Der må være en blonde

Anders Fogh Rasmussen har gjort kampen for ytringsfrihed til en ideologisk kampagne. Men ytringsfriheden er slet ikke så grænseløs, som statsministeren præsenterer den, påpeger juridiske eksperter
27. november 2004

Efter mordet på den hollandske instruktør, Theo van Gogh, overfaldet på en underviser ved Carsten Nieburhinstituttet og aflysning af en koncert på grund af trusler fra radikale islamister har statsministeren gjort kampen for ytringsfrihed til en ideologisk kampagne. Men hvilken ytringsfrihed taler vi om? Er den så grænseløs, som statsministeren præsenterer den?
Nej, det er den ikke, siger Henning Koch, professor i forfatningsret:
» Statsministeren beskriver på ingen måde den gældende retstilstand. En udtalelse om, at ytringsfriheden er absolut og hævet over alt andet, er nonsens. Ytringsfriheden er ikke grænseløs, det har den aldrig været, og det vil den formentlig aldrig blive.«
»Så fremt i fald statsministeren ikke skildrer retstilstanden, men skitserer sit politisk program for en fremtid med ubegrænset ytringsfrihed – jah, så er det hverken i overenstemmelse med Grundloven eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention,« siger Henning Koch.
Ytringer blev for alvor et problem for statsmagten, da Gutenberg begyndte sin revolutionerende masseproduktion af bøger. I Danske Lov fra 1683 forbød Christian V trykning af videnskabelige tekster, før de var godkendt af sagkundskaben på Københavns Universitet, mens tekster om kongen, regeringen og politiet skulle tjekkes af en kongelig embedsmand.
Bøger, som gav anledning til diskussion om kirkens stilling i samfundet, var forbudt og bøger, som indeholdt majestætsfornærmende ytringer eller anden form for næring til politisk uro, skulle overgives til bødlens destruktion sammen med forfatteren.
I de følgende 100 år blev ingen tekst trykt, før den var blevet godkendt af censuren. Derfor var det et chok, da Struensee i oplysningens hellige navn i 1770 pludselig dekreterede ophævelse af al censur. Men fornøjelsen var kortvarig – med ytringsfriheden banede Struensee vejen for sin egen undergang, og i 1799 genindførte regeringen en Trykkefrihedsforordningen med stort set lige så skrap censur og straffe som Danske Lov.
Ordlyden i 1849-Grundlovens paragraf 77 skal forstås i dette lys: »Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingen sinde på ny indføres.« Altså ingen censur – til gengæld var de retslærde enige om, at lovgiverne kunne indføre straffeforanstaltninger for at ytre sig for stort set hvad som helst.
Lovgivningen er senere blevet præget af Europarådets juridiske univers, og det har skærpet den ’sjaskede grundlovsbestemmelse’, om ytringsfrihed som Henning Koch kalder §77.
Menneskerettighedskonventionens § 10 begrænser nemlig lovgivernes muligheder for at stække ytringsfriheden til blandt andet: hensyn til demokratiets beståen, den nationale sikkerhed, beskyttelse af sundhed og sædelighed, beskyttelse af borgernes gode navn, rygte og rettigheder, og for at hindre udbredelse af fortrolige oplysninger.
Konventionen understreger, at myndighederne skal have meget vægtige grunde til at begrænse ytringsfriheden. I visse tilfælde vægtes hensynet til andres rettigheder højere end hensynet til ytringsfriheden:
Blasfemiparagraffen beskytter således den religiøse følelse, mens racismeparagraffen beskytter grupper mod hån og spot.
Blasfemipagraffen har rødder tilbage i Danske Lov, som bestemte, at gudsbespottere skulle have tungen skåret ud, før de blev halshugget, og dernæst skulle såvel hoved og tunge sættes på en stage.

Men efter vedtagelsen af Grundloven har hensynet til ytringsfriheden trumfet hensynet til gudsfølelsen, og danske kristne har vænnet sig til, at Gud er til diskussion på linie med alt andet. Sidste blasfemisag blev ført for snart 35 år siden, da sognepræst anmeldte Danmarks Radio for at lade sangeren Trille synge Jesper Jensen vise Øjet. Den handleR om kristendommens forkvakling af en ung piges seksualitet: Når jeg strammer mine trusser, der har blonder og er gule/ kan jeg komme til at røre, ved det frække, de skal skjule/ men så snart der’ noet der kildrer, bar’ en lille bitte smule/ så lurer der et øje,/ i det høje/ - ham Gud,/ han er eddermame svær at få smidt ud.
Omkvædet blev en landeplage – og i 1971 afgjorde retten i Gladsaxe, at programcheferne Kaj Bruun og Niels-Jørgen Kaiser ikke havde overtrådt blasfemiparagraffen.
I 70’erne rasede også striden om Jens Jørgen Thorsens Jesus film. I juli 1973 gav Det danske Filminstitut tilsagn om 600.000 kroner til hans projekt. Unge kristne fandt ideen blasfemisk, og to måneder senere gik 5.000 personer i protesttog gennem København. I 1975 blev filmen udsat, mens det blev undersøgt om Thorsens manuskript stred mod blasfemiloven.
Først 14 år senere, i 1989, bevilgede Filminstituttet 3,5 millioner kroner til Thorsens nye Jesus-filmprojekt. Anmelderne modtog den ublidt i 1992 som »hjælpeløs dilettantkomedie« og »en pygmænote« i dansk filmhistorie – men ingen talte om blasfemi. Danske kristne var blevet hårhudede.

Nogle nordiske muslimer er slet så hårhudede. I kølvandet på mordet på van Gogh er norske muslimer således begyndt at samle underskrifter til støtte for en strengere blasfemiparagraf – lige som visse danske muslimer har argumenteret for, at van Goghs film Submission krænker muslimers religiøse følelse.
Der er altså grobund for, at føre nye blasfemisager for domstolene.
Racismeparagraffen har haft større betydning. Den blev vedtaget i 1939:
»På det tidspunkt havde det danske samfund store problemer med antisemitisme,« forklarer Henning Koch og fortsætter:
»Straffelovens paragraffer om injurier og blasfemi udgjorde ikke et tilstrækkeligt værn mod tilsvining af jøder. Lovgivernes hensigt var, at den enkelte jøde ikke skulle føre individuelle sager for at få oprejsning efter racistiske udtalelser – racismeparagraffen skulle beskytte ’masseæren’.«
I det væsentlige fik racismeparagraffen, §266 b i straffeloven, sin nuværende skikkelse i 1971 som forudsætning for dansk ratifikation af FN’s konvention mod racediskrimination, understreger Jørn Vestergaard, lektor i strafferet.
Paragraffen blev udvidet til at omfatte truende, forhånende eller nedværdigende ytringer på grund af race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse og tro. I 1987 blev paragraffen udvidet til også at omfatte seksuel orientering. Og i 1995 tilføjedes en bestemmelse om, at det skal betragtes som en særlig skærpende omstændighed, at den strafbare ytring har karakter af propagandavirksomhed.
Racismeparagraffens berettigelse har med jævne mellemrum været til debat.
Blandt andet er Venstres retspolitiske ordfører, Birthe Rønn Hornbech principielt kritisk indstillet overfor dens begrænsninger af ytringsfriheden – men felttoget for at få 266 b afskaffet føres først og fremmest af Dansk Folkeparti.
Jørn Vestergaard forsvarer derimod racisme- og blasfemiparagrafferne, som vigtig ’symbollovgivning’:
»Ubegrænset ytringsfrihed rammer udsatte enkeltpersoner og svagtstillede grupper, som ikke har gennemslagskraft til at forsvare sig effektivt.« »Paragrafferne om blasfemi og racisme indebærer, at vi som samfund sender et kollektivt budskab om, at man ikke ustraffet kan forgribe sig uhæmmet på andre menneskers ære og følelser.«
»Denne beskyttelse mod diskriminerende ytringer er ikke blot et udslag af høflig hensynsfuldhed, men er en tilkendegivelse af, at samfundet påtager sig at beskytte sine borgere mod verbal mobning, der undergraver ligeværdighed og skaber grobund for endnu værre overgreb« siger Jørn Vestergaard, og fortsætter: »Det ville være et kulturelt forarmet samfund, som ikke sikrede dette mindstemål af solidaritet mellem samfundets borgere.«
To sager fra de senere år belyser, hvilke ytringer, domstolene finder uacceptable: I 2002 blev fire medlemmer af Dansk Folkepartis Ungdoms hovedbestyrelse idømt syv dages betinget fængsel for at have indrykket en annonce med et billede af tre hætteklædte, blodplettede mænd med koranen i hånden.
Teksten lød: »Massevoldtægtger, grov vold, utryghed, tvangsægteskaber, kvindeundertrykkelse, bandekriminalitet.« Ved siden af var der et billede af tre lyshårede piger med underteksten: »Danmark i dag.« Nogle radikale muslimer er lige så grove:
Under overskriften »Og dræb dem, hvor end I finder dem, og fordriv dem, hvorfra de fordrev jer,« beskrev Hizb ut-Tahrir på foreningens danske hjemmeside, jøderne som et »bagvaskende folk, der forråder og bryder aftaler, opdigter løgne ... og dræber uskyldige«, som et folk, der »besidder ondskab«, optræder som »kujoner« og hvis »snavs skal fjernes.« I marts 2003 nåede Østre Landsrets seks domsmænd frem til, at Hizb ut-Tahrir havde gjort sig skyldig i grov overtrædelse af 266 b ved offentligt at forhåne og opfordre til drab på jøder.

Straf har imidlertid sjældent den ønskede virkning på forhærdede tidselgemytter. I den forløbne måned har både Hizb ut-Tahrir og landsformanden for Dansk Folkepartis Ungdom, Kenneth Kristensen, nok en gang udfordret grænserne for ytringsfrihed.
Kenneth Kristensen blev politianmeldt for racisme for følgende udtalelse: »At konvertere til islam er lige så alarmerende som at begynde at gå med nazi-hagekors,« sagde han til Ekstra Bladet onsdag og foreslog samtidig at konvertitterne skal overvåges af PET. Den unge formand, som også er folketingskandidat, hovedbestyrelsesmedlem og ansat i partiet på Christiansborg, fortsatte:
»Når de konverterer til islam, er det et meget voldsomt skridt, der som regel signalerer, at disse mennesker har ekstremistiske islam-sympatier. Mange af disse personer er endnu farligere end dem, vi har fået fra Mellemøsten.«
Moderpartiet har ikke fundet det passende, at give Kenneth Kristensen en offentlig irettesættelse.
Hizb ut-Thahrir udsendte tidligere på måneden en meddelelse i Danmark, hvori der blandt andet står: »O muslimernes soldater overalt: Vis Allah, hvad Han (swt) elsker af jihad for Sin Skyld og af støtte til Sine tjenere. Så drag af sted for at hjælpe jeres brødre i Fallujah i Irak og udslet jeres regenter, hvis de står i vejen for jer, da at drage i jihad for Allahs skyld er bedre end hele verden og det, der findes i den.« Vold og opfordringer til voldelige handlinger er strafbare. Det er også strafbart for danske borgere at deltage i væbnet kamp mod Danmark og Danmarks allierede.
I første omgang vurderer politiet og anklagemyndigheden den konkrete betydning af Hizb ut-Thahrirs svulmende retorik.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her