Læsetid: 3 min.

Margaret Hassan var en af vor tids heltinder

Iraks syge, handicappede og nødlidende havde ingen bedre forkæmper end Margaret Hassan – nu har mænd, der hævder at kæmpe for Iraks sag, myrdet hende
18. november 2004

Nekrolog
Margaret Hassan blev bortført i oktober. To mænd iført irakiske politiuniformer befalede hendes chauffør at standse den bil, hun var passager i. Så blev køretøjet omringet af flere bevæbnede mænd, der halede chaufføren og en ubevæbnet vagt ud og gav sig til at prygle løs på dem med deres geværkolber. »Hold op med det,« råbte Hassan. »Tag mig med i stedet for!«
Hun boede i Irak gennem de otte år, som krigen med Iran varede. Hun befandt sig i Bagdad, da den blev bombarderet i Første Golfkrig i 1991. Hun blev der under de 13 år lange sanktioner, der smadrede landets økonomi og tvang det i knæ. Og hun var der stadig under den amerikansk ledede invasion og det lovløse voldskaos, der fulgte efter den.
Hun valgte at blive i det land, som hun havde gjort til sit. Hun valgte at fortsætte sit arbejde for de syge, de svage, de nødlidende og de forarmede. Hun førte humanitære kampagner for dem. Hun var med til at opbygge hospitaler. Hun var med til at skaffe medicin og rent vand.

Forelsket i Irak
Da de hørte, hun var blevet bortført, mødte de op på Bagdads gader i kørestole og med krykker for at kræve hende frigivet. Børn fra en døveskole bar plakater, der bønfaldt om at skåne Mama Margarets liv.
»Havde det ikke været for hende, ville vi alle være døde,« sagde Ahmed Jubair, en lille dreng i kørestol, ved den lejlighed. »Hun tog sig af os. Hun byggede vores hospital. Hun fik os til at føle os glade igen.«
Smukkere mindeord findes næppe.
Hun blev født Margaret Fitzsimmons i Dublin. Hun var meget fåmælt om sit personlige liv, og mange detaljer er vage og ubekræftede. Men det står fast, at hun var omkring 60 år gammel og havde fire søskende.
Hun flyttede til Irak i 1972. Hun havde mødt en irakisk mand – Tahseen Ali Hassan – som studerede i Storbritannien. Hendes venner fortæller, at Margaret på stedet forelskede sig i Irak og dets folk. Hun lærte sig arabisk, konverterede til islam og fik irakisk statsborgerskab.
De mænd, der dræbte hende, myrdede ikke en fremmed vantro. De myrdede en irakisk muslim.
Hassan avancerede til at blive vicechef i det lokale British Council og siden leder af dets kontor i Bagdad – en ganske magtfuld post. Men da Saddam invaderede Kuwait i 1990, og opbygningen til Første Golfkrig gik i gang, lukkede den britiske regering kontoret.
Hassan stod nu uden arbejde og kom til at opleve de værste luftangreb, Mellemøsten endnu havde set. Hun overlevede krigen i 1991 for umiddelbart efter at blive udnævnt til chef for den lokale afdeling af den humanitære organisation Care International. Straks tog hun fat på at lindre de katastrofale konsekvenser af den 42 dage lange luftkrig og de drakoniske sanktioner, Irak blev pålagt i tiden derefter.
For Margaret Hassan blev det et kald at arbejde for de børn, som led under følgerne af 1991-krigen, herunder ødelæggelsen af Iraks vandfaciliteter, eftervirkningerne fra det amerikanske militærs brug af forarmet uranammunition og ikke mindst de sanktioner, som forkrøblede Iraks sundhedssystem og økonomi.

Kritiker
I kraft af denne indsats blev den stilfærdige engelsklærerinde en af vor tids store heltinder.
Hurtigt blev hun en af de mest ihærdige kritkere af sanktionerne. Hun blev deres svorne modstander, fordi hun hver dag selv kunne bevidne, hvilke forfærdelige menneskelige konsekvenser, de medførte – fordi hun hver dag færdedes blandt deres ofre.
De børn, som voksede op under sanktionsperioden, kaldte hun for »Iraks tabte generation«.
Under opbygningen af den amerikanske ledede invasion sidste år, rejste hun frem og tilbage mellem New York og London for at tale imod en ny krig, som for hende at se kun kunne mangedoble Iraks lidelser yderligere. Det budskab forsøgte hun at skabe forståelse for i FN’s sikkerhedsråd og i det britiske parlament. Til ingen nytte.
»Det irakiske folk lever i forvejen i en forfærdelig nødtilstand,« erklærede hun i underhuset. »Irakerne har ikke ressourcer til at klare den humanitære krise, som en ny militæraktion vil udløse.«
Da lov og orden brød sammen efter invasionen, besluttede hun endnu en gang at blive og fortsætte sit arbejde for at hjælpe Iraks hjælpeløse. Det var en beslutning, som førte hende til den vej, hvor hendes bil blev stoppet af hendes drabsmænd. Hun var på vej til sit job i Care International.
Margaret Hassans ven, Felicity Arbuthnot, kaldte hende engang for »Iraks stille, beskedne, viljestærke ven.« Nu har mænd, der hævder at kæmpe for Iraks sag, myrdet hende. Mange irakiske børn, handicappede og syge vil aldrig kunne tilgive disse mænd.

© The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu