Læsetid: 7 min.

Mindre Mickey Mouse

I Stockholm er det blevet alvor med Andy Warhol i en grad så to af Informations kunstanmeldere stødte ind i hinanden på Liljevalchs i den svenske hovedstad. Her krydsede akademiprofessor Steffensen klinger med akademistuderende Krag om Warhol efter Marilyn og Mao og Campell’s Soup
11. november 2004

Udstilling
Liljevalchs konsthall har i samarbejde med en række internationale museer sammensat en omfattende udstilling om den sene Warhol – om Warhol efter Warhol, så at sige: The Late Work 1972-1987. Nedenfor er det Steffensen og Krag, som via e-mail udlægger udstillingen for hinanden – og Informations læsere.

ES:
I Amerika, 1928 fødtes to figurer der har haft afgørende betydning for det 20. århundredes kunst, Mickey Mouse og Andy Warhol. Derfor er det på sin plads med en lille forhistorie som det hedder i Jumbobøgerne, for Disney-produktet og Warhols veje har krydset hinanden så ofte at det ikke giver mening at tale om pop længere. Også selvom der er Warhol-tapet bag billederne og børneværelsesstemning. For der er også kælderen og cafeen med film og fotografi, der bare virker lige på og hårdt som pornografi eller dokument, ja endda monument over menneskeheden (den amerikanske del) i 1970’er- og 1980’erne. Eller skulle man sige efter den junidag i 1968 ,hvor kunstneren blev skudt tre gange i maven af en gal kvinde og blev angst på den helt rigtige europæiske måde og indtil døden indtraf i 1987... Mi-ckey Mouse blødte aldrig som Andy Warhol og kunne vel heller ikke finde på at urinere over et helt lærred for at skabe ægte kunst som Warhol og hans håndgangne ’kompissar’ gjorde det i ’Oxidation’-serien i 1978. Et af malerierne er kækt blevet til den smukke katalogbox der indeholder tre bind uundværlig lekture for 350 svenske kroner. Fornemt at have i hånden, vidunderligt at bladre og læse i. Andy Warhol overlevede attentatet på alle planer og hans kunst virker helstøbt på væggene som i reproduktionen. Jeg spurgte 15-årige Loke Rahbek hvorfor han gider at beskæftige sig med Warhol: »Jeg kan lide hans kunst, den er så lige- til, for det meste behøver man
ikke at tænke så meget over den. Jeg ved ikke om det er forkert af mig, og om jeg burde lægge mere vægt på hans budskaber, men han er en af de eneste kunstnere i nyere tid, hvor jeg ikke har nogen særlig lyst til at finde ud af alle hans tanker bag, og det mener jeg som en stor ros, det at billederne er nok for mig og at jeg ikke bliver nødt til at give det en eller anden betydning før jeg er tilfreds, syntes jeg er fantastisk. Man kan kigge på hans streg og hans stærke farver og bare blive tilfreds. Om det er fordi der i virkeligheden ikke er lagt skide meget betydning i nogle af hans billeder det ved jeg ikke og det er vel egentlig også lige meget.« Ja, det er jo som at høre Warhol selv fra A til B og tilbage igen.

FAK:
Betydning eller ej, jeg siger, at udstillingen først og fremmest viser, at der stadig er en helt masse at komme efter hos Andy Warhol. Og det på trods af alle de Marylin-billeder, Elvis-billeder, Campbell’s tomato soup-billeder, som vi ellers er blevet stopfodret med. Man troede, man var færdig med Andy Warhol, men ’the late work’Ç er noget helt andet. Og så er det alligevel så umiskendeligt Warholsk. Vi ser en kunstner, der mod slutningen af sin karriere var i stand til rent kunstnerisk at flytte sig selv et nyt sted hen (hvad var tiltrængt!). Vi ser malerier af gigantisk forstørrede Rorschachprøver, skyggemalerier, camouflagemalerier, oxidationer (hvor pis går i kemisk forbindelse med kobbermaling). Væk er den klare ikonografiske fremstilling af populærkulturelle tingÇ og i stedet ser vi en optagethed af spor, lys og skygge, af drippingsÇ af iltningsprocesser, ja, kort sagt af indeksikalske tegn. Noget som ellers er kendetegnende for den abstrakte ekspressionisme; så hvad er egentlig Warhols mellemværende med den abstrakte ekspressionisme på dette tidspunkt? Hvis vi nu først tager skyggebillederne, som er helt abstrakte selv om forlægget er fotografisk. Hvad er skyggerne så skygger af? Det er ikke til at se. Historien fortæller, at det blot er skygger fra oprejste papstykker, som Warhol har fotograferet i sit atelier. Men pap er ikke rigtig nogen ting. Det er som om Warhol først malede tingene – lige fra pengesedler til konservesdåser – og så først mange år senere deres skygger. Fra skyggeløse ting til tingsløse skygger.

ES:
Andy Warhols værk handler om døden. I det sene maleri er det overtydeligt for skyggerne, oxidationerne og camouflagen er gedigne forgængelighedsmotiver. Tingene er forsvundet, kødet ved at gå i opløsning, tænderne falder ud og gummerne gør ondt. Men ambitionen om at lave det store endelige værk findes stadig. Derfor vokser formatet. Generationen og den abstrakte ekspressionisme bærer udtrykskraften, den psykologiske frihed efter Anden Verdenskrig ud i offentligheden. Det er tilladt at være menneske, men hvad er det at være menneske? I dette tilfælde Andrew Warhola med de slovakiske rødder, der boede hjemme hos mor Julia blandt biedermeiermøbler med fede ben og tunge gardiner for vinduerne i New York-lejligheden, indtil moderens død i 1971, hvor hun var 80 år. Uha Uha. Livet som ekspressionisme, kunsten som afstand til livet. I starten hed det pop og handlede om det almindelige menneskes skæbne – avisudklip ’død i car crash’ eller i den elektriske stol – til slut bliver det Andy Warhols skæbne: At se sin egen tragedie i øjnene. Større, mere berømt forsøger han at røre tingene, men de bliver til luft og skygger. Det er helt H.C. Andersensk, det er ganske vist... Og når han så Ronald Reagan, så han sig selv, knips, Liza Minelli, knips, Madonna, knips, Sting, knips, Andy fotograferer som en levende Jesus i blandt os i Kina og New York.

FAK:
Uha. Uha. Det siger jeg også. For nu bliver maskinen Warhol gjort menneskelig og ført tilbage til sine europæiske rødder. Det lyder jo opbyggeligt. Andy Warhol viser med ’The late work’ menneskelig dybde og et indre liv præget af metafysiske anliggender! Eller gør han? Er han ikke også i behandlingen af forgængelighedsmotiver overfladisk på en gådefuld facon? Bag overfladen intet. Kan der gå hul på en Andy Warhol? Måske var det dette spørgsmål, Valerie Solana ville have besvaret, da hun i 1968 skød Warhol tre gange. Kuglerne gik rigtig nok ind i Warhols krop, men det blod, der kom ud af kroppen, fandt ikke vej ind i kunsten. Som oxidationsbillederne viser, så er det indre fyldt med pis. Endda i stride strømme. Så meget for inderlighedens metafysik. Og på sin vis er det vel logisk nok: efter Warhol havde indtaget Campbell’s tomatsuppe i 20 år og fokuseret på konsumptionen, så kommer det afslutningsvis til at handle om udskillelsen af affaldsstoffer. Fra A til B. Og for så vidt handler det om døden. Blot ikke den individuelle og heroiske død, men den anonyme død, som i ’car-crash’-billederne. Ronnie Cutrone, billedkunstner og assistent for Warhol, fortæller i forbindelse med tilblivelsen af oxidationsbillederne, hvordan tilfældige folk fra gaden blev inviteret ind for at pisse på lærrederne. Warhol morede sig over at se atelieret omdannet til et gigantisk pissoir af mere eller mindre offentlig karakter. Fra den subjektive penselføring hos de abstrakte ekspressionister til en strintende kollektivistisk pikføring hos Warhol. Og hvad er så smukkest? Marilyn drikker Coca-cola og bumsen nede på hjørnet drikker Coca-cola. I døden og i konsumptionen er vi alle lige. Og vores affaldsstoffer er uden individuelle præg. Er det ikke noget sådant, der er på færde i de overpissede og derfor oversignerede oxidationsbilleder? Jeg ser camouflagemalerierne i samme forbindelse. For de er uden forbindelse til en territoriel repræsentation, men også uden forbindelse til en indre erfaring af psykologisk karakter. Filosoffen Jean Baudrillard skriver i sin bog om Warhol, at »det er uhyre vanskeligt at tale om Warhol, thi i grunden er der ikke noget at sige om ham«. Derfor er det bedste billede på Warhol måske Rorschachmalerierne. De store symmetriske blækklatbilleder, som psykologer udleverer til deres patienter. I sig selv er det blot en tom form. En flade velegnet for alskens projektioner.

ES:
40.000 mennesker på fire uger i Liljevalchs Konsthall kan ikke tage fejl, der er meget at se og lære. I stedet for kustoder har svenskerne ansat udstillingsværter, der kan fortælle om værkerne, mens de holder øje med menneskerne omkring dem. Der er ikke så meget Mickey Mouse i The Late Work selv om Andy Warhol også lavede små billeder, der hænger i børnehøjde i et af rummene. Snarere er vi på sporet af noget så u-Disneysk som eksistensen. Vi er under Robinson-ekspeditionens polerede overflade som dengang Paul Gauguin i 1897 malede sit fire meter lange uudgrundelige maleri: »Hvor kommer vi fra, hvem er vi og hvor går vi hen?«. Andy Warhols sidste værker handler om at være levende død.

*Andy Warhol e-mails. Liljevalchs Konsthall, Stockholm. Til 9. januar 2005

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her