Læsetid: 2 min.

Minister kræver plan for svinefabrikker

Klare miljøkrav kombineret med forskning i ny teknologi skal dæmme op for et voksende gylle-problem, siger miljøminister Connie Hedegaard
13. november 2004

Miljøminister Connie Hedegaard (K) vil indkalde dansk landbrug til forhandlinger for at få udarbejdet en plan for
en miljømæssigt forsvarlig dansk svineproduktion. Ministeren er åben for at sidestille svineproduktion og industriproduktion, hvilket vil medføre skærpede miljøkrav, og ønsker samtidig at satse på støtte til forskning i renere teknologi.
»Vi skal finde en løsning, som naturen kan tåle, og naboerne kan leve med. Det går jo ikke an, hvis hvert eneste fremskridt lige præcis bliver opvejet af stadig flere svin – uden at noget bliver bedre. Det kan hverken landbruget eller samfundet være tjent med,« siger Connie Hedegaard
Ministerens ambition er at bringe landbruget og den biotekniske industri sammen for at undgå et voksende problem med kvælstof-forureningen fra de danske svin. Hun satser på gylleseparering, en teknik der skiller gyllen i tørstof (nyttig gødning) og uskadelig væske.
»Gisp, tænkte jeg, da landbruget for nylig meldte ud, at de vil producere 30 millioner svin. Hvad er det nu lige, jeg er minister for. Hvordan kan man indpasse fem millioner flere svin, uden at de æder alle miljøfremskridt op,« spørger Connie Hedegaard.
Hun vil nu forsøge at vende problemet til noget positivt: Klare miljøkrav skal kombineres med støtte til forskning og udvikling for at fremme en ny teknologi – til gavn for både økologien og økonomien.
»I løbet af et par uger vil jeg invitere Dansk Landbrug for at høre deres bud på en miljømæssigt ansvarlig vækst i svineproduktionen,« siger Connie Hedegaard.
»De teknologiske løsninger kan jeg jo ikke selv finde. Men jeg kan sørge for nogle rammer og forskningsmidler. De fleste, der arbejder med sagen, tror på, at gylleproblemet kan løses gennem en teknik, der udskiller næringsstofferne, i løbet af otte-ti år. Desværre er de to danske firmaer, der var længst fremme med gylleseparering, gået konkurs. Men f.eks. Novozymes mener selv, at de kan noget på det felt. Det ville være skønt, hvis vi kunne fremskynde den udvikling ved at kombinere miljøregler med offentlige forskningsmidler.«
»Det er netop den tankegang, der ligger i EU’s såkaldte Lissabon-proces: Bedre beskyttelse af miljøet kan gå hånd i hånd med teknologisk udvikling og beskæftigelse.«
Oppositionen i Folketinget har foreslået, at det danske landbrug skal miljøgodkendes som enhver anden industri.
Connie Hedegaard er åben over for tanken: »Vi skal i højere grad indtænke en parallelitet mellem håndteringen af landbrug og industri,« siger hun.
Men først vil hun lytte.
»Landbruget ved jo godt, at der stilles krav til dem, både gennem den danske vandmiljøplan, EU’s vandrammedirektiv og EU’s landbrugsordninger i det hele taget. I Dansk Landbrugs pjecer og formanden Peter Gæmelkes taler er det en klart udtalt holdning, at de vil være et ansvarligt erhverv, der hele tiden er bevidst om, hvad naturen kan tåle og ønsker et godt forhold til naboerne og borgerne i lokalsamfundet,« siger miljøministeren.«
– Du kunne også sige nej på forhånd?
»Jeg kan da ikke melde et svinetal ud. Det er ikke seriøst. Jeg kunne ikke drømme om at sige facit på forhånd; jeg vil gerne ind i en fornuftig dialog. Jeg vil lytte med åbent sind,« siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu