Læsetid: 14 min.

Myten om '68

Skabte 1968 grobund for en gylden tidsalder, hvor et demokratisk velfærdssamfund erstattede falske autoriteter? Eller indledte 1968 en æra af forfald, hvor utopi og meningstyranni erstattede 50’ernes idyl? To sejlivede myter om 1968 har i mere end tre årtier kæmpet om overtaget på erindringens slagmark. To unge historikere rejser tvivl om myterne
12. november 2004

Hvad skal man mene om ungdomsoprøret i 60’erne? Om dets blomsterbørn, kollektiver, Thy-lejr, feminisme, økologi, fri sex, maoisme, happenings og protestaktioner?
Et eller andet skal man i hvert fald nok mene. Det har politikere og meningsdannere sørget for med en tre årtier lang og tilsyneladende uudtømmelig debat om 68’erne – repræsentanterne for en tid, som tilsyneladende ændrede både verden og folks syn på den.
Mens debatten har været både langvarig og synlig, har den til gengæld ikke været præget af hverken nuancer eller fakta. 68’erne er nemlig først og fremmest blevet brugt som våben i kampen om at sætte den politiske dagsorden, og derfor har både venstrefløjen og højrefløjen holdt fast i hver deres fortælling om 68. Fortællinger, som er blevet tilpasset et specifikt formål og derfor har meget lidt med virkeligheden at gøre.
Det er hovedkonklusionen i antologien 1968 – dengang og nu, som forsøger at afmystificere de gængse forestillinger om ’68, afdække eftertidens forestillinger om det berømte og berygtede ungdomsoprør og forklare, hvordan disse forestillinger er blevet skabt.
»Begrebet ’68 er i dag blevet et omdrejningspunkt i den måde, hvorpå vi forstår os selv og det omgivende samfund. Vi orienterer os ved hjælp af udtryk som 68’ere’, 68-generationen, 68-pædagogik og børn af ’68. På den måde er ’68 blevet et mentalt erindringssted, hvortil er knyttet en række myter, som de fleste danskere tager for givet,« siger historikeren Morten Bendix Andersen, som sammen med Niklas Olsen har redigeret antologien.
Redaktørerne mener, at begrebet ’68 antager mytisk status, men til gengæld sjældent forbindes med det, som ’68 rent faktisk handlede om.
»Vores påstand er, at der i løbet af de sidste 35 år er opstået en dyb kløft mellem de historiske begivenheder, der udspillede sig i og omkring 1968, og eftertidens fortællinger om dem. Væsentlige aspekter af de historiske begivenheder er blevet fordrejet og fortrængt,« siger Morten Bendix Andersen.
Især to myter om 68 har fået lov at dominere eftertidens erindring. To politiske myter, som henholdsvis venstre- og højrefløjen har skabt.
»De to fløje repræsentanter to vidt forskellige udlægninger af Danmarks historie efter 1945 og kæmper om at sætte den politiske og kulturelle dagsorden i nutiden med henblik på at forme fremtidens Danmark. De har begge en bestemt politisk hensigt med deres referencer til ’68, og de genfortolker hele tiden fortiden i forhold til nutidens politiske klima«.
Venstrefløjen vandt så at sige den politiske kamp i ’68, og dens erindring kalder Morten Bendix Andersen derfor ’vindererindringen’. Erindringen eller fortællingen opstod allerede i starten af 70’erne, og den blev introduceret af personer, som var meget bevidste om deres egen historiske rolle og så sig selv som historiens drivkraft.
Erindringen er derfor selvbevidst, positiv og romatiserende. I venstrefløjens erindring om ’68 skabte ungdomsoprøret et markant bedre samfund, og det er derfor symbolet på frigørelse og fremskridt. Båret frem af idealisme og kreativitet tog 68’erne et endeligt opgør med kapitalisme, imperialisme, udbytning af Den Tredje Verden og det autoritære danske forbruger- og konsensussamfund. Universiteter, organisationer, foreninger og partier blev demokratiseret. Traditionelle familiemønstre blev ophævet, folk blev seksuelt frigjorte, kvindernes stilling i samfundet blev forbedret, og eksperimenter med boformer, kunst, musik og bevidsthedsudvidende stoffer førte til værdifuld nytænkning.
»Venstrefløjens fortælling lægger især vægt på det sociale og kulturelle opbrud, som sker fra 60’erne til i dag, mens den i høj grad undlader at fortælle noget om universitetsmarxismen, dogmerne, utopien og meningstyranniet,« siger Morten Bendix Andersen.
»Men samtidig har venstrefløjen aldrig haft brug for at retfærdiggøre dens erindring, og derfor er den svær at analysere. Den er aldrig blevet formuleret lige så eksplicit som højrefløjens fortælling om 68. Til gengæld har den præget de fleste danskeres opfattelse, indtil højrefløjens fortælling blev introduceret i starten af 1990’erne«.

Først i brydningsperioden efter Murens fald fik højrefløjen ifølge Morten Bendix Andersen mulighed for at komme til orde med dens kritik af venstrefløjens monopol på erindringen om 68. Med kommunismen faldt hele modstanderens korthus sammen, og venstrefløjens fortælling blev sårbar.
»Efter afslutningen af en historisk periode er det normalt, at man genfortolker gamle identiteter, og at nye kommer til. Det politiske klima i Danmark ændrede sig, og højrefløjen fik større mulighed for at udbrede dens fortælling i offentligheden,« siger Morten Bendix Andersen.
Højrefløjens erindring om ’68 er ifølge Morten Bendix Andersen båret af et ønske om hævn og præget af henvisninger til venstrefløjens voldsfascination i forbindelse med dens aktiviteter under Den Kolde Krig. Det er en erindring om, at studenteroprøret fra starten havde en specifik plan om, at det danske samfund skulle destrueres i en maoistisk kulturrevolution. Samtidig er det en generel kritik af et helt værdisystem, som ifølge højrefløjen gradvist kom til at gennemsyre hele samfundet og til sidst truede med at udslette det.
»Højrefløjens erindring er en tabererindring. Den er skabt af en meget sammenknyttet politisk gruppe, som nærmest opfatter sig selv som et solidaritetsfællesskab, og båret af et ønske om revanche og en følelse af at være blevet offer for uretfærdighed. I højrefløjens erindring har venstrefløjen fra starten haft en plan, som ville medføre, at den nationale og pro-amerikanske idyl, som man opbyggede i 50’erne, ville forsvinde,« siger Morten Bendix Andersen.
Problemet for højrefløjen er imidlertid, at meget få danskere kan genkende dens fortælling om ’68. Derfor har den nuværende regering også været nødt til at nedtone sin konfrontatoriske stil i den såkaldte kulturkamp, som først og fremmest skulle ses som et opgør med ånden fra ’68.
»De fleste danskere, som ikke befinder sig i den lille gruppe, der har været med til at formulere højrefløjens erindring, har svært ved at identificere sig med den forfaldshistorie fra 68 og frem, som højrefløjen fortæller. De oplever, at det moderne Danmarks historie er en succeshistorie og tager derfor afstand fra Anders Fogh Rasmussen, når han begynder at definere sig selv i modsætning til det, han kalder ’68-tænkningen’«.
»I højrefløjens fortælling har der heller ikke – selv om det er det, der bliver givet udtryk for – været noget ønske om at forstå, hvad der drev venstrefløjen ud i et oprør. Man er kun interesseret i at stigmatisere venstrefløjen,« siger Morten Bendix Andersen.
Mens højrefløjen har været nødt til at nedtone den aggressive kritik af 68, har venstrefløjens fortælling imidlertid også fået skrammer. Med Murens fald sank venstrefløjens verdensbillede i grus samtidig med, at dens hidtil uimodsagte fortælling blev udfordret. Det har tvunget venstrefløjen til at retfærdiggøre fortællingen.
»De to fortællinger om 68 står i dag i en fastlåst og ufrugtbar position over for hinanden, og begge fortællinger kommer fuldstændig til kort i forhold til, hvad der rent faktisk skete i tiden omkring 68. Og hvad værre er: Ingen af dem kan give svar på de problemer, vi står med i dag,« siger Morten Bendix Andersen.
Først og fremmest er historikerne skyldige i, at de to politiske myter om 68 har fået lov at udvikle sig, mener han. Danmark er langt efter den internationale forskning på området, og ved at undlade at forske i fænomenet ’68 har historikerne efterladt et fortolkningsvakuum, som andre har udfyldt og misbrugt.

Historikeren Steven L.B. Jensen, som er blandt bidragsyderne til antologien, er en af de få danskere, som har forsket i tiden omkring 1968, og som derfor ved mest om perioden.
Han genkender Morten Bendix Andersens kritik af de to dominerende myter om ’68 og mener, at betegnelsen ’68 er unuanceret og derfor ahistorisk.
»Vi er nødt til at operere med nogle distinktioner mellem forskellige typer oprør. Der er selvfølgelig sammenfald, men også relativt store konflikter mellem dem. Samtidig er ’66 er meget forskelligt fra ’68, ’71 og ’74. Der er en enorm dynamik i perioden, og det er vigtigt at erkende, at perioden på samme tid indeholdt dogmatisering og nytænkning, kreativitet og konformitet,« siger Morten Bendix Andersen.
Han mener, at både højrefløjen og venstrefløjen tager det fra perioden, som de bedst kan bruge, og gør det til udtryk for en generel tidsånd.
»Højrefløjen tager i dens kritik udgangspunkt i 1970’erne, hvor der vitterligt var en åndelig indsnævring og nogle som støttede utålelige regimer. De projicerer derfor 70’ernes dogmatisering i ungdomsoprøret og det nye venstre tilbage på 60’erne og ser også 60’erne i et meget negativt lys. På samme måde projicerer venstrefløjen den positive ånd fra 60’erne frem i 70’erne og underdriver den dogmatisering, som rent faktisk fandt sted blandt dele af de aktive i de forskellige oprør,« siger Steven L.B. Jensen.
Både venstrefløjens og højrefløjens fortællinger afspejler en grundlæggende misforståelse af, hvilke kræfter der var på spil, og ved at fokusere så meget på ’68 og ikke se på den underliggende dynamik i perioden, formår ingen af dem at give indsigt i de ændringer, som både det danske og de øvrige vestlige samfund har gennemgået, mener han.
»Der er mange indre modsætninger og paradokser, som aldring får lov at komme frem i debatten og den politiske brug af historien. Fortællingen om ’68 er også en fortælling om de unge, som er født i 70’erne, fordi det på mange forskellige niveauer har formet det samfund, vi lever i, det udblik, vi har, og den måde, hvorpå vi tænker på os selv som individer, som mænd og kvinder, og som borgere i en større verden«.
»’68-oprøret var på samme tid konstruktivt og destruktivt, og en mere nuanceret debat ville gøre os klogere på os selv både som individer og som samfund. Samtidig ville det give os indblik i, hvad vi er skabt af, og måske også, hvad der gik tabt undervejs,« siger Steven L.B. Jensen.
Kulturkampen har ifølge Steven L.B. Jensen været præget af intellektuel uhæderlighed fra begge parter, som ikke har ladet sig distrahere af virkeligheden i den skingre debat.
»Det er en kamp om erindringen, og begge parter har valgt de ting ud, som de helst har villet erindre. Ingen af parterne har accepteret nuancerne. De har udlagt ’68 sådan, som det har passet ind i deres kram,« siger Steven L. B. Jensen.
»Det er svært at gennemskue, hvad Anders Fogh Rasmussen eller Brian Mikkelsen mener. De involverer i hvert fald mange, som intet havde med det oprør at gøre, og det er også en af grundene til, at kulturkampen er kørt lidt af sporet. Tematiseringen omkring ’68 er relativt perfid, fordi det er tydeligt, at der et element af straffeekspedition i det, samtidig med, at det aldrig rigtigt er blevet klart, hvad ’68 som diskussionsområde egentlig går ud på. Kulturkampen, som den blev lanceret, var en stor øvelse i signalforvirring.«

Morten Thing, lektor på RUC, deltog aktivt i ungdomsoprøret, blandt andet som redaktør af Politisk Revy fra 69-82 og som aktiv i studenterbevægelsen og Vietnambevægelsen. Han er enig i kritikken af både venstre- og højrefløjens fortællinger om ’68 og mener, at de giver et entydigt og fortegnet billede af hans generation.
»Det, der siges om ’68, har tit en trosagtig karakter, og det centrale bliver sjældent indfanget. Det, man siger, gælder for nogle personer og nogle aktiviteter, men 68’ere var jo både maoister og folk, som var på syre, og de levede jo helt forskellige liv. Enten bliver det fremstillet som det rene hippie-land eller som om, vi alle sammen var DKP’ere,« siger Morten Thing.
Han forstår til gengæld godt, at højrefløjen følte sig nødsaget til at konfrontere den gængse opfattelse af ’68, efter at venstrefløjen i en årrække havde spillet en afgørende rolle.
»I universitetsverdenen, i teaterverdenen, i litteraturverdenen og i den politiske verden har det traditionelt været højrefløjen, som førte ordet, så der var mange som syntes, at venstrefløjens indflydelse var et anomali, som måtte stoppes. Derfor har de selvfølgelig haft en interesse i at definere os ud af historien som stalinister, idioter og junkier,« siger Morten Thing.
På den anden side mener han ikke, at man skal nøjes med at rose oprøret i 68 og resultaterne af det.
»Der var jo mange ting, som var problematiske. De fleste af os omgås jo for eksempel stoffer på en helt anden måde end vi gjorde dengang – ikke kun fordi vi selv har fået børn, men også fordi vi har set de problemer, der kan være forbundet med den livsstil. Så når jeg siger ærligt, at det spillede en stor rolle i vores liv, at vi røg så meget tjald, så er det jo mere for at sige, at det var sådan, end for at sige, at sådan synes jeg alle skal gøre,« siger Morten Thing.
»Vi var unge og umodne og fulde af forestillinger om, at vi skulle ændre verden, og det kan være svært at forestille sig, når man er så ung, hvad konsekvenserne er. Så der er sikkert mange gode grunde til at sige noget negativt, men skal man det, skal det jo på en eller anden måde være funderet i en historisk erkendelse.«
Mikkel Thorup, ph.d.-studerende idehistoriker på Aarhus Universitet, placerer netop højrefløjens kritik af 68 i en historisk sammenhæng. Han mener, at højrefløjen i sin kritik af ’68 henter sine argumenter fra modoplysningen, en strømning i den politiske idehistorie, der opstod som en reaktion på Den Franske Revolution i 1789.
»Ideen om, at en frigørelse altid vil føre til ny ufrihed, altså at det antiautoritære oprør bærer undertrykkelsen i sig, er en del af højrekritikken af ’68, og den kritik har fået sin form i opgøret med Den Franske Revolution og med oplysningstiden,« siger Mikkel Thorup.
Når højrefløjen kritiserer ’68, er det derfor udtryk for en mere generel modernitets- og systemkritik, mener han. Kritikken af 68 er et element i en længere modstand mod det moderne projekt, der handler om det frie og selvberoende individ.
»Søren Krarup og Jesper Langballe er jo helt eksplicitte om det, men det drejer sig ikke kun om den yderste højrefløj. Det interessante er, at det med langt færre implikationer er den samme grundfigur, som optræder i den mere mainstreamede del af højrekritikken. Anders Fogh Rasmussen slår jo netop på, at 68-frigørelsen førte til en ny form for undertrykkelse af borgerne, så selv om han ikke er ude i et decideret antioplysningsprojekt, anvender han en figur, som er opstået i kritikken af oplysningen,« siger Mikkel Thorup.

Han ser flere lighedspunkter mellem Den Franske Revolution og ungdomsoprøret i 60’erne.
»1968 var sidste århundredes Franske Revolution. Oprøret i gaderne, det antiautoritære, de politiske forskydninger, alliancerne, fraktionerne, den senere terror og den voldsomme modreaktion antyder en parrallelitet. 1789 og 1968 skiller vandene, og hvis man ser sig som stående på den ene side i den franske revolution, vil man sandsynligvis stå på samme side i ungdomsoprøret,« siger han.
Derfor er begrebet ‘68 i højrefløjens kritik indholdsløst, mener han.
»’68 er blevet noget, der kan dække over hvad som helst. Det virker som en meget distinkt kategori, men i virkeligheden er det jo alt fra kommunister til kulturradikale, højskolelærere og hippier. Det er en enormt bred kategori, som ofte bare tjener som skældsord. Det er en besværgelse mere end en beskrivelse. Den venstreorienterede er ikke en person, men en abstraktion. 68’eren er én. Og han er skyldig,« siger Mikkel Thorup.
Han mener dog, at den yderste højrefløjs kritik af 68 har ændret sig de seneste år. Den antiautoritære figur er forvandlet til en landsforræderfigur. Hvor kritikken tidligere gik på velfærdsstatens krise, er det nu selve nationalstatens overlevelse, der er på spil. 68’erne beskyldes for at forråde og afnationalisere staten.
»Ved siden af debatten om flygtninge og indvandrere er EU nu blevet et afgørende symbol i striden mellem det nationale og det internationale, mellem det kosmopolitiske og det lokale,« siger Mikkel Thorup.
Han mener derfor, det er paradoksalt, at netop venstrefløjen i Danmark har svært ved at finde sine ben i EU-debatten.
»Hvor venstrefløjen traditionelt har været internationalistisk, formår den nu ikke at træde fuldt ud i det europæiske. Det er som om, den har svært ved at se forandringer som andet end forfald. Det ser man ikke i de fleste andre lande, måske fordi venstrefløjene her ikke i samme grad har været aktive konstruktører af velfærdsstaten, og derfor ikke føler, at de på samme måde har aktier i den,« siger Mikkel Thorup.
Mens den yderste højrefløj har skiftet spor i kritikken af ’68, gentager Anders Fogh Rasmussen i dag den yderste højrefløjs tidligere kritik, mener han.
»Hele ideen om rundkredspædagogik og en slap retspolitik som et naturligt resultat af 68’erne er en del af Krarups gamle retorik. Anders Fogh har dykket ned i kulturkampens gemmer og trukket en gammel figur op, som Krarup måske ikke har glemt, men i hvert fald underspiller til fordel for den nye figur. Den fædrelandsløse 68’er kan Anders Fogh jo heller ikke bruge til noget, da partiet Venstre selv er en del af afnationaliseringstendensen,« siger Mikkel Thorup.
Generelt mener han, at højrefløjens kritik af ’68 er en form for tilsløring af en ny autoritetsfigur, som er ved at opstå i velfærdssamfundet.
Det ses ifølge Mikkel Thorup mest tydeligt i Tony Blairs England, hvor en ny autoritær holdning i velfærdsstatskonstruktionen bliver solgt som et frigørelsesprojekt, som frigør befolkningen fra de formynderiske 68’ere, som tidligere dikterede deres liv.
»Ved at sælge det på den måde, underspiller eller tilslører man de nye kontrol- og påvirkningsmekanismer, som velfærdssamfundet er begyndt at benytte sig af – for eksempel alle de krav, som bliver stillet til udsatte grupper, tiltag omkring kontanthjælp og dagpenge og hele kontraktliggørelsen af borgerne, hvor man giver indtryk af, at man indgår en kontrakt mellem to frie og lige parter, men hvor den ene part, staten, besidder alle magtmidlerne og de økonomiske midler. Man går meget langt ind i privatsfæren og dikterer nogle ting, som vi tidligere ville have ment var private beslutninger, før man kan gøre sig berettiget til forskellige ydelser. Det sker blandt under dække af et opgør med 68’ere og den socialdemokratiske formynderstat,« siger Mikkel Thorup.

Ny bog
1968 - dengang og nu
*Morten Bendix Andersen og Niklas Olsen (begge 29-årige historikere) har stillet to spørgsmål til en række forskere:
1. Hvad skete der – og hvad skete der ikke - omkring 1968?
2. Hvordan er vores senere forestillinger om dette årstal blevet skabt?
*Deres centrale argument er, at der i løbet af de sidste 35 år er opstået en dyb kløft mellem det historiske 1968 og eftertidens forestillinger om det.
*Antologien består af en række artikler, som behandler emnerne feminisme, pædagogik, økologi, seksuel frigørelse, rockmusik, stoffer og subkultur. Desuden indeholder den artikler om den politiske højrefløj og Socialdemokraterne i et 68-perspektiv.
*Bidragydere er blandt andre Anne-Marie Mai, Mikkel Thorup, Steven L. B. Jensen og Lynn Walter.
*Derudover giver fire skribenter deres personlige beretninger om 1968: Morten Thing, Hans Hauge, Bente Rosenbeck og Ole Grünbaum.

1968 – dengang og nu. Red. af Niklas Olsen og Morten Bendix Andersen, 364 s. 198 kr. Museum Tusculanums Forlag, ISBN 87-7289-996-4

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu