Læsetid: 11 min.

Når advokaten bliver kulturens væsentligste aktør...

»Pladebranchen insisterer på et regime, der vil gøre det muligt for dem at genskabe det 20. århundrede i det 21.« siger internetprofessoren Lawrence Lessig, og langer ud efter et korrumperet politisk system, der har tilladt særinteresser at definere intellektuel ejendomsret i internettets tidsalder
13. november 2004

Rektor Jens Oddershede er tydeligt stolt, da han introducerer årets gæsteforelæser på Syddansk Universitetscenter. I anledningen af det fine besøg er rektor udstyret med borgmesterkæde og talerstolen med blomsterkæde.
»Det er sjældent at en juraprofessor kan bryste sig af en fanskare,« siger Oddershede og peger ned på forreste række, hvor juraprofessoren venter på, at talerstolen bliver hans. Auditoriet er proppet.
»Nu venter vi så bare på Lessig – the movie« fortsætter salgstalen.
»Informationsalderens rockstjerne,« tilføjer rektor, da universitets kor toner ud på Danmark mit fædreland.
Lawrence Lessig er professor i jura ved Stanford University i Californien. Og som technoforfatteren og Newsweek-journalisten Steven Levy har beskrevet karrieren:
»Han havde fået sit professorat, sin fastansættelse, prestigen. Han havde fået det som han ville have det. ’Jeg gjorde det,’ siger han. ’Det var det jeg ville lave.’ Og så opdagede han cyberspace.«
Lessig er den måske førende forkæmper for digitale rettigheder. Han står bag et meget omtalt projekt for en alternativ ophavsret, Creative Commons [http://creativecommons.org/]. Hans fanskare består af anti-globalister, anarkistiske techno-fetichister, pirater og den digitale venstrefløj. Så da han indtager det blomsterbeklædte podium i Odense, smiler han venligt men fast til det forventningsfulde publikum og siger – lige inden han tænder for sin PowerPoint:
»Rygtet om min anarkisme er stærkt overdrevet.«
Den 43-årige professor har på Stanford stiftet The Center for Internet and Society [http://cyberlaw.stanford.edu/] og er forfatter til bøger som Code and other Laws of Cyberspace [http://www.code-is-law.org/], The Future of ideas [http://www.the-future-of-ideas.com/] og senest Free Culture [http://www.free-culture.cc/]. Det gennemgående postulat er, at internettet – og dermed en stadig større del af vores fælles kultur – bliver kontrolleret af de selskaber, som ved hjælp af en perverteret udlægning af ophavsretten og en hærskare af advokater sikrer deres monopoler. Og det endda, hævder Lessig, med hjælp fra et korrumperet politiske system.

Disneys hykleri
I Free Culture viser Lessig hvordan en ekspanderende brug af ophavsretten truer den kreativitet, som blev sat fri med digitaliseringen – den kreativitet, som ophavsretten egentligt burde sikre. Det er blevet kaldt intellektuel imperialisme. Og Lessig er i The New Yorker blevet kaldt »internet-æraens væsentligste tænker om intellektuel ejendomsret«.
Information mødte Lessig efter hans forelæsning på.
»Lad mig gi’ dig et herligt eksempel på, hvordan de store koncerner spænder buen for hårdt,« begynder Lessig, før intervieweren får tændt for båndoptageren:
»En amerikansk filminstruktør, som jeg kender, lavede en film om Wagners Ringen – og en del af optagelserne stammede fra en opførelse på San Francisco Opera. Der en scene, hvor der bliver spillet dam på scenen mens Wagner kører i baggrunden. Og mens det foregår, er der bagest i rummet et lille bitte, knap synligt tv, som viser en episode af The Simpsons. Det var en væsentlig scene for kunstneren. Før filmen skulle have premiere, indså han, at han måtte afklare rettighedsspøgsmålet med tv-stationen Fox, som ejer The Simpsons. Han kontaktede dem gennem et utal af kanaler og fik at vide, at det ville koste 10.000 dollar. Det drejer sig om tre et halvt sekund, knap synligt i baggrunden. Og instruktøren sagde: ’Det er en uddannelsesfilm, jeg kan ikke betale 10.000 dollar.’ Og de svarede: ’Det rager os, hvad du kan betale, og hvad filmen er til. Betal 10.000 eller bliv sagsøgt.’ Det endte med at han digitalt måtte klippe Simpsons ud af baggrunden fordi han ikke havde råd – og fordi han med rette frygtede de ekstreme omkostningerne ved at skulle forsvare sig i retten. Selv hvis han vandt, ville udgifterne ikke være det værd. Fox fik det, som de ville have det, for det er sådan, systemet virker. «
– Har det ikke altid været sådan – at kunstnere eller det firma, der repræsenterer kunstneren, kræver betaling for værket?
»Lad mig svare med et andet eksempel: Walt Disney er en af mine kreative helte – jeg mener, at han mere end nogen anden har demonstreret de fantastiske muligheder, der er i at remixe den kultur, som vi arver. Hele historien om Walt Disneys kreative arbejde er en historie om at bygge videre på den kulturelle arv.«
»Nu hvor Walt Disney er død og Disney Corp. lever, er Disney Corp. dybt optaget af at forhindre andre i at gøre det, som Walt Disney selv gjorde med eksempelvis H.C. Andersens eventyr og Brødrene Grimm. De vil forlænge deres copyright for altid. Der er historien om skoler og børnehaver, der har fået advarsler, fordi børnene har malet Mickey Mouse på væggene – og det krænker Disneys ophavsret. Der er historien om en tatoveringskunstner, som blev retsforfulgt for at have tatoveret Mickey Mouse i nakken på en kunde. De er dybt optaget af at kontrollere hvordan Disney bliver brugt – men Walt Disney blev ikke til Disney i en verden, hvor andre kontrollerede, hvad han kunne genbruge. Og havde han levet i en sådan verden, ville en stor del af hans værker ikke være blevet til noget. Jeg er ikke kultursnob, jeg er ikke elitær, jeg er amerikaner, jeg elsker Disney – men det er skandaløst, at et selskab, der blev skabt ved at remixe alle andres kultur – danskeres, tyskeres amerikaneres – nu vender rundt og siger til folk, at de ikke må røre deres ting uden først at tale med deres advokat. Det er toppen af hykleri – og det burde være blevet afvist af politikerne.«

Rigdom til samfundet
– Men igen – hvordan ellers skal Disney tjene penge?
»De virkeligt ekstreme forsvarere af intellektuel ejendomsret drives ikke af ideologi, men af særlige, private interesser. Intellektuel ejendomsret er designet til at beskytte eksisterende industrier mod nye former for konkurrence. Mens mange andre på kreative måder forsøger at finde ud af, hvordan man kan beskytte kunstnernes rettigheder, samtidigt med at man muliggør en bredere konkurrence, er eksempelvis den etablerede pladeindustri stærk modstander af ethvert kompromis. De insisterer på et regime, der vil gøre det muligt for dem at genskabe det 20. århundrede i det 21. århundrede.«
»De folk, som indædt kæmper for at udvide ophavsrettens område, er ikke optaget af, hvad der er bedst for almenheden, men af hvad der er bedst for deres bundlinje. Jeg kan godt forstå, hvorfor de gør det – jeg har al respekt for Disneys lobbyister, der gør alt, hvad de kan for at få forlænget ophavsretten, jeg har respekt for den europæiske pladeindustris forsøg på at forlænge ophavsretten her. Det, som jeg imidlertid ikke forstår, er, hvorfor politikere – hvis job det er at arbejde for offentligheden – så let lader sig forlede til at tro på, at mere intellektuel ejendomsret betyder mere rigdom i samfundet. Det gør det ikke. Der er ganske enkelt behov for en helt ny opmærksomhed over for den ekstreme korruption i det politiske system, som tillader at det fortsætter – både her i Europa og i USA.«
– Så lad mig spørge på en anden måde: Hvad ville du gøre, hvis du var pladebranchen? Hvis det var dine salgstal, der raslede ned, dine produkter, som man kunne finde på nettet, førend de når ud i butikkerne?
»Jeg ville gøre lige præcist det, som de forsøger at gøre. Jeg synes, de er vældigt smarte. Det er ligesom dengang, da de første vogne uden heste begyndte at dukke op i England. Loven blev ændret således, at man ikke måtte køre stærkere end otte miles i timen med vogn uden hest. Jamen, det var da en glimrende måde at stoppe bilindustriens udvikling på – og en glimrende måde at beskytte hesteindustrien på. Jeg er sikker på, at det var en ganske fornuftig forretningsplan for hesteindustrien at støtte det lovforslag. Det vanvittige var – igen – at politikere tillod det.«

Ejendomsretten er ikke absolut
»Det, som er nødvendigt nu, er, at en bredere skare af mennesker begynder at indse, hvad og hvor meget der er på spil – og at vi begynder at modgå pladeindustriens selviske og fjollede retorik: ’Vi forsøger blot at sikre Elvis Presley-boet økonomisk’. Igen skyldes det, at politikerne fokuserer på forretningsmodeller fra det 20. århundrede – så som: Hvordan sikrer vi, at pladebranchen kan blive ved med at tjene penge på at lave plader?. Jamen... de har ikke lavet plader i 40 år! Der er ingen pladeindustri længere! Så det, vi skulle være optaget af, er, hvordan vi sikrer et økonomisk system, hvor kunstnere kan tjene penge fremover. Det er der mange måde at gøre på – og det er også muligt at gøre, uden at vi først smadrer internettet.«
Ejendomsretten er muligvis ukrænkelig, men ikke absolut. Lawrence Lessig indleder Free Culture med en juridisk anekdote fra dengang, flyvemaskinen var ny på himlen. I følge amerikansk lov havde en jordejer dengang ikke blot retten til at gå på sin jord – han havde også retten til alt under og alt over indtil en ’ubestemt afstand, opad’. Og som Lessig skriver: »Betød det at man ejede stjernerne?«
Flyvemaskinen gjorde spørgsmålet ganske konkret: Skulle flyselskaberne forhandle med hver eneste amerikanske jordejer, for at kunne krydse kontinentet i tre kilometers højde? I 1945 endte spørgsmålet i en retssal, da to bønder fra North Carolina blev sure over at deres høns – angiveligt på grund af lavtflyvende militære fly – paniske fløj ind i staldvæggene og døde. De lagde sag an mod regering - og tabte. Dommeren skrev:
»Denne doktrin har ingen plads i den moderne verden. Luften er en offentlig vej. Hvis dette ikke var tilfældet ville hver eneste flyvning udsætte operatøren for utallige søgsmål om ulovlig indtrængen. Sund fornuft oprøres over denne ide. At imødekomme private krav på luftrummet ville blokere disse veje, blande sig i samfundets kontrol og udviklingen til alles fordel, og flytte noget, som kun samfundet som helhed har et retfærdigt krav på, over til den private ejendomsret.«
»Det er sådan set præcis den samme situation vi står med i dag,« siger Lessig
»Din ret til din bil er en eksklusiv ret som staten har tildelt dig. Det er en ejendomsret ligesom ophavsret er: En eksklusiv ret, der beskyttes af staten. Hvis jeg sætter mig ind i din bil og kører væk, ryger jeg i spjældet. Fordi jeg har krænket din eksklusive ret, som staten beskytter. Det er det samme med ophavsretten. Men fordi de fleste mennesker fejlagtigt forestiller sig ejendomsret som absolut, er det svært at forklare, hvorfor intellektuel ejendomsret skal begrænses. Men det er blot udtryk for manglende refleksion. Du har et fortov på din grund – det er på sin vis en krænkelse af din ejendomsret. Offentligheden har ret til at krydse din grund. Det er den samme accept der skal bygges ind i intellektuel ejendomsret.«
»Europæerne har en meget realistisk forestilling om, at der er grænser for ejendomsretten for at sikre offentlighedens interesser – og det på en måde, ‰
‰ som amerikanere ikke forstår... de betragter jer som kommunister.«
»Men faktisk er det lige omvendt med intellektuel ejendomsret. Europæere har den her moralske opfattelse af deres rettigheder, en forestilling om at intellektuel ejendomsret er en naturret – og I får det til at lyde som en synd mod menneskeheden, hvis man beder ophavsretshavere om at registrere deres værker, som om det var den største overtrædelse af menneskerettighederne. Hvor den amerikansk tradition er ganske pragmatisk, når det drejer sig om at sikre, at ophavsretten fungerer i sin væsentligste funktion – nemlig at sikre den fortsatte udvikling uden at blokere kulturens udbredelse.«

Gør regulering godt eller skidt
– Du skriver et sted at logikken ’if value, then right’ er forkert. Hvorfor?
»Det er det grundlæggende problem. Advokater, der beskæftiger sig med intellektuel ejendomsret, ser det som en religion – ikke som økonomi, ikke som pragmatik. Trosbekendelsen lyder sådan: ’Hvor som helst, der er en værdi, må der også være en ret til den.’ Det er den religion, der får europæerne til at overveje at indføre software-patenter: Software genererer åbenlyst værdi, så hvis der er en værdi, må man også have en juridisk ret til at understøtte den. Men fra et pragmatisk og økonomisk udgangspunkt når man ikke til den samme konklusion – tværtimod: Ofte vil det at producere en ret, reducere den samlede værdi.«
– Free Culture har et enormt anslag – du starter ud med ejendomsret og bevæger dig over ophavsret og slutter med medicinske patenter og aids-katastrofe i Afrika. Hvor tæt forbundet er de problemstillinger – patenter og ophavsret?
»De er meget tæt på hinanden – for i begge tilfælde er det spørgsmål, som politikere bør stille sig selv, det samme: Hvilket niveau af regulering er nødvendigt for at tjene det endelige formål, som er at fremme den fortsatte udvikling? Jeg støtter patenter, selv medicinpatenter – for så længe regeringen ikke betaler for den medicinske forskning, tror jeg, patenter er nødvendige. Patenter bør testes med ét spørgsmål: Gør de mere godt end ondt? Et af de problemer, som europæerne slås med nu, er som sagt, om I skal lave samme fejl som amerikanerne: udvide patentbeskyttelsen til software. Her er endnu et eksempel, hvor alle økonomiske undersøgelser viser, at det i bedste fald er usikkert, om det vil gøre noget godt, mens det er helt sikkert, at patenter vil skabe masse problemer i softwarebranchen. Spørgsmålet er: Gør reguleringen mere godt end ondt? Og i det her tilfælde kan vi med ret stor sikkerhed svare nej – og i de tilfælde bør staten ikke udstede patenter.«
– Når et firma som eksempelvis tyske Siemens ligger inde med 50.o00 patenter, repræsenterer de næppe alle sammen radikale nybrud. Er der et problem?
»Jeg mener faktisk, at det europæiske patentsystem virker bedre end det amerikanske. Men man kan altid klage over manglende effektivitet i statsadministrationen – og uanset, hvor godt det er indrettet, vil der altid være dårlige patenter i blandt. Men der er en grundlæggende forskel mellem de kritikere af det eksisterende system, som mener, at der ikke burde være ophavsret overhovedet og slet ingen patenter, og dem, der som mig selv mener, at ophavsret og patenter vil være en væsentlig del af fremtidens kreative og innovative samfund. Vi skal blot indse, at de er meget stærke og magtfulde – og derfor farlige – politiske redskaber. Og bruge dem derefter.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu