Læsetid: 4 min.

Når man banker på magtens dør, er ingen hjemme

Det er en del af illusionstabet ved at blive voksen, at magtens rum er tomt. Uhyggeligere er det, når rummet beherskes af usynlige kræfter
12. november 2004

Udsyn
Ih, var der noget så spændende som det, de snakkede om på lærerværelset? Sådan tænke jeg som dreng i folkeskolen. Alt det kloge, lærerne sagde til hinanden. Og alle de ting, de vidste om os elever. De rådede over vores skæbne: Op eller ned; respekt eller vanære.
Når jeg blev sendt op på lærerværelset med en besked og ville smutte ind og aflevere den, blev jeg altid standset af én af lærerne og bedt om at vente udenfor. Dér stod jeg i kaffeduften med spidsede øren og hørte summen og brudstykker uden klar mening. Jeg var noget fortrædelig over det ydmygende i ikke at blive lukket ind til bare et kortvarigt ophold i gudeverdenen.
En femårstid efter, at jeg havde forladt folkeskolen, kom jeg tilbage som vikar på min egen skole og havde legitim adgang til lærerværelset. Mange af lærerne var stadig fra min egen elevtid. De var mildt venlige og sagde, at det var hyggeligt at se mig igen. Men konversationen på lærerværelset! Jeg sad lamslået over alle de banaliteter og intetsigenheder, der blev udvekslet. Mine gamle lærere måtte være blevet frygteligt meget senilere, end da jeg gik i skolen.
Mange flere år senere var jeg aktiv i de europæiske miljøorganisationer og blev udnævnt til officiel delegationsrepræsentant ved en stor FN-konference. Jeg var spændt på at deltage i miljøministrenes frokost. Dels på at se girafferne, dels på at iagttage, hvor mange underhåndsaftaler de fik på plads sammen med vin og cognac.
Frokosten startede med, at en kage med lys blev båret ind, og alle ministrene sang, for det var den britiske miljøministers fødselsdag. Stemningen var let og tvangfri. Alle hyggesnakkede.
Jeg sad til bords med Belgiens og Italiens miljøministre. Belgieren fortalte, at han efter konferencen tog direkte i sit sommerhus, hvor han var vældigt glad for at være – selv om han var ked af, at mere og mere af Belgiens kyst blev plastret til med ligegyldig bebyggelse. Den italienske minister fortalte, at det var på samme måde omkring hans sommerhus i Italien. »Men det er der jo nok ikke noget at gøre ved. Sådan er udviklingen,« sagde han, og belgieren nikkede sørgmodigt.
På intet tidspunkt indgik det i samtalen, at de var ansvarlige miljøministre – og at de måske kunne gøre noget ved problemet. Det syntes end ikke at falde dem ind.
Hvor er egentlig magten henne? Når man banker på dens dør, er der aldrig nogen hjemme.
Forud for sidste folketingsvalg havde min journalistiske kollega Ingeborg Brügger og jeg fået tilstået en samtale med Venstres statsministerkandidat, Anders Fogh Rasmussen. »Regn højst med en halv time,« havde spindoktoren sagt.
Vi mødte op på Christiansborg bevæbnet til tænderne med rå magtpolitiske spørgsmål. Fogh var i perlehumør, lattermild og afslappet, og lod til at have alverdens tid.
Da vi i løbet af 30 minutter havde affyret vores rå magtpolitiske salve, og Fogh graciøst havde dukket sig for alt, hvad der kunne ramme, og smilende havde kastet vores skyts tilbage i hovedet på os, tog han initiativet.
»Det her må være af særlig interesse for Informations læsere,« sagde han og gav sig til at docere os om Venstres nye politik for barselsorlov. Vi lod båndoptageren køre og blev pligtskyldigt ved med at gøre notater, selv om det slet ikke var et emne, vi havde tænkt os at gøre noget ud af. Al den barselssnak lød besynderlig i hans mund. Og vi ville bestemt ikke være med til iscenesættelsen af Fogh som den bløde mand.

Man han blev utrætteligt ved, mens vi sad og våndede os. Ikke et øjeblik skævede han til uret, men det gjorde vi, som tiden gik, og han snakkede og snakkede, og vi sad svedende. Jeg tror, han morede sig gevaldigt. Til sidst var det os, der måtte afbryde ved sige, at det var generøst af ham at have brugt så så megen tid på os, men nu var der sikkert andre gøremål i hans kalender, der trængte sig på. Han tog hjerteligt afsked med os.
Og der stod vi så ude på gangen – fuldstændigt udasede. Havde vi opholdt os i magtens inderste kammer? Vi var snarere høfligt blevet gennet ned ad køkkentrappen. Anders Fogh Rasmussen var vi ikke blevet klogere på. Udover at han er allerhelvedes snedig og har mere humor, end man umiddelbart ville tillægge ham.
De ord ville man næppe bruge om en magthaver, der nu har fået sig endnu sikrere placeret i beslutningernes ovale rum, nemlig George W. Bush.
Det, der kan gøre én utryg ved Bush er, at han – både ved sin tv-optræden og i skildringer fra dem, der har oplevet ham tæt på – virker, som forfatteren Gertrude Stein beskrev byen Oakland: »There is no there there«: Der er ikke noget dér dér.
Verdens mægtigste mand har tilsyneladende en radiomodtager på ryggen. Hvem sender i den anden ende? Næppe Gud. Men hvem da?
Det er en del af illusionstabet ved at blive voksen, at magtens rum kan stå tomt. Men at det kan være behersket af usynlige kræfter, kan få én til at føle sig som et lille ængsteligt barn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her