Læsetid: 4 min.

Når et bjerg falder

Nyheden om at Yasser Arafat er i koma, nåede i går palæstinenserne. Alligevel tror de ikke helt på, at Arafats æra er slut. Måske af frygt for fremtiden
5. november 2004

Nyheden om at Yasser Arafat er i koma, nåede i går palæstinenserne. Alligevel tror de
ikke helt på, at Arafats æra er slut. Måske af frygt for fremtiden

TULKAREM – Et par store billeder af Yasser Arafat er blevet klæbet op på husmuren ved siden af en lille grønthandel på vej ind mod centrum af Tulkarem på Vestbredden.
I det fraktionerede palæstinensiske samfund får portrætter af politiske ledere sjældent lov at hænge uforstyrret ret længe, men selv om de to Arafat-billeder først er kommet ind i gadebilledet, selvstyreformanden blev hospitalsindlagt i Frankrig for en lille uge siden, har ingen prydet dem med graffiti eller revet hjørner af.
»Han er leder for os alle sammen,« siger grønthandleren, en rund man, der præsenterer sig som Abed.
»Vi respekterer alle Arafat som vores leder og lærer, og det uanset om man er i Hamas, Fatah eller PFLP. Man kan være uenig med Arafat, det har jeg også været engang imellem. Men ligesom eleverne i en skole kan være uenige med deres lærer og ikke altid gør, som han siger, er deres respekt for læreren grundlaget for det hele.«

Bush har skylden
I gaden mærkes en tydelig modvilje mod at acceptere gårsdagens oplysninger, om at Arafat er gået i koma i sin franske hospitalsseng. Også selv om flere af de palæstinensiske ledere har indrømmet, at Arafat-æraen nok er slut.
»Et bjerg falder ikke,« siger en mand, der er kommet for at købe grøntsager. »Arafat har altid været et bjerg, som ragede op over os andre, og det falder ikke af sig selv. Bjerget er blevet undergravet af Bush og Sharon. Gennem fire år har de to bekriget os, og jeg er sikker på, at det som fik bjerget til at vælte, var udsigten til endnu fire år med Bush. Han har skylden.«
Manden kniber øjnene sammen og taler i hidsige stød. Indkøb af grøntsager er glemt indtil videre, ser det ud til.
»Arafat ville ud af sit fangenskab i Muqata,« fortsætter han. »Hans krop sagde fra over for den israelske belejring, og for et par dage siden hørte jeg, at hans plan var at tage til Tunis, så snart han var kommet til hægterne igen. Han ville tage tilbage, hvor han var før Oslo-processen, han ville skrue tiden tilbage og starte på en frisk. Der kunne han være leder og igen blive hørt. Hvis han kommer sig, og det beder jeg til, at han gør, kommer vi til at se mange store ting fra hans side.«

Som ’rådvilde børn’
De udtryk for utilfredshed med Arafats ledelse, som normalt dukker glimtvis frem og ligger massivt under overfladen virker nu forduftet. Måske på grund af respekten for en leders eftermæle, men det mærkes også tydeligt, at det bunder i frygt for, hvad fremtiden kan bringe og en erkendelse af, at ingen rigtig kan træde i Arafats sted, trods hans fejl.
»Vi er som rådvilde børn,« siger grønthandleren Abed videre. »Når vi ikke har præsident Arafat at støtte os til, mangler vi noget.«
Flere mænd er kommet til, og man drøfter eventuelle efterfølgere. Både Abu Mazen og Abu Ala, der ved Arafats afrejse blev indsat som stedfortrædere, bliver vendt og drejet og fundet for lette.
»Der har tidligere været uregelmæssigheder i ledelsen,« siger en af mændene, Ali. »Rajoub og Dahlan (to nu tidligere sikkerhedschefer, red.) prøvede at tage magten fra Arafat, som fik dem sat på plads uden at skulle bruge knive eller våben. Det kan ingen anden gøre, hverken fra Fatah eller Hamas.« »Han har nok ikke været helt god nok til at skaffe sig en efterfølger,« forsøger en anden sig. Mændene nikker samtykkende, men Ali skynder sig at finde forklaringen et andet sted:
»Sharon har jo bevidst ødelagt enhver mulighed for at skabe en stabil ledelse. Arafat har måttet bruge alle sine kræfter på at udbedre, hvad israelerne ødelagde, men hvem kan skabe en normal politisk struktur, når man sidder indespærret i Muqata?«
Et andet sted i byen er rådvildheden den samme. Det er ramadan, og mange har god tid til at snakke, indtil dagens faste brydes sent på eftermiddagen.
»Jeg er sikker på, at dette passer Sharon godt, for uden Arafat er der ingen, som kan mægle mellem de forskellige grupper,« siger en mand ved navn Naif Abu Hatim.

Skud om natten
Han lægger ikke skjul på, at forskellige palæstinensiske grupper skaffer flere våben, og at den interne magtkamp i gaderne tager til. Ad lidt omveje får han fortalt, at der har lydt skud om natten, og at israelerne ikke altid er indblandet.
»Uden Arafat vil dette tage tid,« bryder en anden ind. »Og så vil der ikke gå lang tid, før Sharon kan bruge det som undskyldning for at sende sine soldater ind i de palæstinensiske byer igen, hvilket passer fint ind i hans plan om at trække sig ud af Gazastriben.«
»Hvem der bliver leder efter Arafat?« gentager Naif Abu Hatim Informations spørgsmål. »Vi har jo love for den slags. I de første 60 dage vil Abu Ala (Ahmed Qurie, red.) fungere som leder, indtil en ny kan blive valgt demokratisk. Men israelerne vil nok ikke lade dette ske, og så ved jeg ikke, hvordan det udvikler sig. Det er allerede umuligt at leve et normalt liv i Tulkarem, og nu går vi mod totalt anarki.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her