Læsetid: 4 min.

Narkostat Afghanistan

29. november 2004

HEROIN I rekordmængder vælter ind i Europa i denne tid. 90 procent kommer fra det krigshærgede Afghanistan. Skønt USA i årevis har udkæmpet en bekostelig krig mod kokainkartellerne i Latinamerika, har amerikanerne i de tre år, de har befundet sig i Kabul som de facto besættelsesstyrke, ikke rørt en finger for at stoppe hverken produktion elller smugling. I stedet hælper de indirekte deres allierede – de berygtede krigsherrer – til at tjene store formuer på narko.
Med sin tavshed giver Europa også indtryk af ligegyldighed. For ISAF’s styrker – 70 af dem danskere, nogle af dem tidligere narkopolitifolk – gælder samme princip som for de amerikanske soldater: I må kun se, ikke røre, hvis I støder på narkotransporter eller valmuemarker. Det er ikke jeres bord, det er ingens bord!
Bortset fra Storbritannien har intet EU-land direkte opfordret USA til at sætte ind mod narkohandelen. Norge, som står for hele den skandinaviske indsats fra Islamabad, flyttede sidste år den ene af sine to narkopolitifolk i regionen fra Karachi til Sofia. I dag vil de fem nordiske nationer åbenbart ikke ofre mere end en halvdagsstilling på at stoppe den dødbringende heroinstrøm fra ’Den Gyldne Halvmåne’, da den norske politimand, Tor Moe, forventes at bruge lige så meget af sin tid på den organiserede menneskesmugling.
I stedet har vi opbygget vores forsvarsmur mod narkotikaen 3.000 km fra epicenteret, nemlig på den anden side af Østersøen. Som om heroinhandel var et problem på lige fod med toldfrit smuglersprit…
I år skønnes høsten at løbe op i 4.200 tons råopium – dobbelt så meget, som for ti år siden. De sociale omkostninger for de europæiske lande er enorme. Antallet af misbrugere vokser, og narkokriminaliteten er tæt på at nå smertegrænsen. Også det eksporterende Afghanistan med to millioner misbrugere får konsekvenserne at føle – det samme gør den øvrige region: Pakistan har fem millioner stofmisbrugere – halvdelen er sprøjtenarkomaner.

SITUATIONEN ER grotesk. Vi giver velment bistand til at genopbyggge Afghanistan, men ser passivt til, at landet forvandles til en narkostat, hvor narkohandlere har immunitet og kan korrumpere og undergrave hele det nye statsapparat. Narko er et skæbnespørgsmål for Afghanistan, men også for os selv. Nogen må sætte stoppe opiumudvindingen. USA er ikke villig, så ansvaret hviler tungt på EU. Storbritannien har taget vigtige initiativer, og i Islamabad lovprises Danmark for et initiativ, som uddanner afghanske narkobetjente og efterforskere. FN’s store satsning på at finde erstatningsafgrøder er mislykkedes, men lignende eksperimenter fortsætter forskellige steder i landet. Der kræves dog en langt mere omfattende og helhjertet indsats for at tackle problemerne konstruktivt og langsigtet.
Men det faktum, at hele 87 procent af alt opium i verden, ifølge en dugfrisk FN-rapport, produceres i et eneste område, giver den vestlige verden – og Afghanistan – en fuldkommen unik chance for at forhindre og tæmme et alvorligt onde. Afghanistans grænser er lange – 5.000 kilometer – porøse og for en stor dels vedkommende vanskelige eller umuligt at kontrollere. Lige så lidt som Østersøkysten eller det tidligere jerntæppe i Øst kan de forsegles hermetisk.
Det siger sig selv, at omverdenen ikke kan acceptere en kriminel stat, hvor narkotika i dag tegner sig for næsten halvdelen af BNP. At Taleban blev fordrevet giver ingen mening, hvis det blot var for at lade narkobaroner tage deres plads. Desuden kan heroinproduktionen heller ikke skilles fra terrorismen, som USA så hyklerisk har gjort siden invasionen.

AT FÅ BUGT MED opiumshandlen er derfor en absolut forudsætning for, at genopbygningen af Afghanistan kan lykkes. Kampen mod narkoindustrien må stå centralt i enhver udviklingsstrategi og er direkte afgørende for afvæbningen af krigsherrerne og deres private hære.
Mulighederne for at få støtte fra mullaher og konservative religiøse er gode: Narkotika har ingen plads i islam. At giftsprøjte opiummarkerne modvirker derimod sit formål og øger kun elendigheden blandt fattigbønderne. At lade narkobaronerne betale for råvaren og derefter slå til mod heroinlaboratorier, transporter, mellemmænd og bagmænd er en langt mere effektiv taktik. At sætte ind mod indsmuglingen af de tusindvis af tons kemikalier, som er nødvendige for raffineringen, vil også være effektfuldt.
De skandinaviske lande bør tage spørgsmålet om Afghanistans heroinøkonomi op i EU, som naturligvis må gå i brechen for at overbevise USA om at tage del i anstrengelserne. En fordeling af arbejdsopgaverne, som gør NATO’s ISAF-styrker ansvarlige for kampen mod opiumhandel er acceptabel. Det er nødvendigt at få USA med på holdet. Før en international indsats tager form, kan meget udrettes med små midler, og hver en indsats her er mange gange billigere end at befæste grænserne ved Østeuropa. Afghanistan har brug for et stærkt antinarko-politi – det samme gælder nabolandene, som savner økonomiske og logistiske ressourcer.
At lade Afghanistan fortsætte med at udvikle sig til en narkostat vil være en forbrydelse mod menneskeheden.

BG

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her