Læsetid: 4 min.

November er den nye december

Julen kommer tidligt i år. Og hvad med de gamle?
6. november 2004

København
Kære læser. Jeg skriver til dig for at advare om, at julen står for døren. Distraheret af George W. Bushs og hans skråsikre støtters surprise-sejr, det rystende krigszonesceneri på Kolding-egnen og en aldrende og sygdomssvækket Yasser Arafats ’reversibelt’ komatøse svæven mellem liv og død på et militærhospital i Frankrig har du ladet dig tage på sengen. Mens du har kigget væk, mens du har blinket eller skiftet gear i trafikken, er et kalenderblad blevet vendt, november har afløst oktober, og julens små signaler tårner sig op i bybilledet som dynger af snavset, gullig sne.
Før du ved af det, fastnagler kommunale kræfter guirlander, gran, stjerner og hjerter i tonsvis til gader og stræder, og pludselig tænder socialdemokraternes overborgmester-ersatz det store træ på Rådhuspladsen.
At byen pakker julekasserne ud så tidligt, er for manges vedkommende et årligt tilbagevendende nervechok, og for de større samfundshjuls velbefindende er det formålstjenligt at afbøde forskrækkelsen. Derfor denne skriftlige henvendelse.
Det er mere end en måned siden, at lavpriskæden Netto dristigt listede maskinvredne, palminkogte klejner ind på hyldemeterne mellem konserves og frostvarer. Detailhandelens iagttagere opfattede salget som første ’alvorlige’ påmindelse om, at december med alle dens adventssøndage og spritdomme snart ville vappe danskerne i baghovedet som en isbjørn, der tålmodigt venter på, at en sæl stikker hovedet op af vågen. Og da jeg forsøgte at holde varmen i sengen tidligt i går morges, kunne jeg have svoret på, at hagl på størrelse med humlebier slog ubarmhjertigt mod ruden.
Men se også hvor mørkt, det er blevet udenfor; se hvordan folk allerede ved 14-tiden må stavre frem i blinde gennem Købmagergade med deres poser og pakkenelliker. Atter engang springer solen over, hvor gærdet er lavest. Byens borgere fattes lys. Allerede. November er den nye december.
Men hvad med de gamle? spørger du. Er julen hjerternes eller fjærternes fest? Læsere af Ekstra Bladet kunne torsdag notere sig, at de ældre også er tidligt ude i år. I spalten ’I øvrigt mener jeg’ kunne man læse denne lille juleopsang fra en afsender i Jylland:
»I øvrigt mener jeg, at nu nærmer julen sig, og vi to gamle på hhv. 72 og 75 skal igen sidde alene, skønt vi har fire voksne børn. Mon vores børn og børnebørn tænker på, at om ca. 20 år er det dem, der sidder som os i dag?«
Det er tidligt. De alderstegne kan trøste sig med, at ældemassen som helhed står stadig mere rustet, og snart vil den store krigsgeneration støde til deres rækker og for alvor give vind i sejlene, når juletiden nærmer sig. Men det nytter naturligvis ikke noget at læne sig tilbage og forvente kvalitetstid med familien leveret på et sølvfad sammen med and og svesker. Nogle af folkepensionisterne må også se indad. Kan de ikke gøre det lidt bedre? I et to år gammelt Frelsens Hærs-blad, som jeg har haft liggende på mit sofabord, gør forfatteren Lise Nørgaard i et interview opmærksom på, at ensomhed omkring jul kan skyldes, at man isolerer sig fra omverdenen hele året og derefter forventer, at verdenen skal komme til en selv. Lise Nørgaard fortæller, at hun engang i sin tid som journalist på Politiken fik et brev fra en dame, der skrev, at hun gennem en annonce havde fået kontakt med en anden kvinde, der var ensom. Da de to ensomme så havde mødt hinanden, var nedturen lige så stor som bløde, usaltede svær på flæskestegen juleaften (min formulering, os). Brevskriveren fortalte, at den anden nemlig kun havde villet snakke om sig selv.
Nørgaard skærer det ud i pap for Frelsens Hærs læsere: »Jeg skal ikke forsværge, at der sidder nogle, som virkelig er ensomme uden egen skyld, men mange er selv skyld i, at de er ensomme, fordi de lever under devisen ’hvad kan andre gøre for mig?’ i stedet for ’hvad kan jeg gøre for andre?’«

Når de ensomme ældre tilsyneladende er så godt på forkant med situationen, som læserbrevet i Ekstra Bladet antyder, og allerede primo november laver spin på deres triste jul, skal problemet nok tages alvorligt. I første omgang kan man give dem en
gammel mobiltelefon, så de kan sende og modtage sms’er. I B.T. forleden fortalte en glædestrålende bedstemor på 84, at hendes pensionisttilværelse tog en drejning, da hun for fem år siden fik en mobiltelefon af barnebarnet Ronnie.
»Mange ældre jamrer og klager over, at ingen besøger dem. Men hvis man har en mobiltelefon, så har man forbindelse,« udtalte bedstemoren til avisen og fortsatte: »Ja, jeg må jo nok indrømme, at jeg synes, at det er noget pjat, når mine jævnaldrende mener, at det er for sent at lære at sms’e. Det er endda også billigere end at ringe.«
Efter eget udsagn sender hun op til 300 sms’er om måneden.
Ideen er hermed givet videre, kære læser. Men husk at det er en lappeløsning. Der er intet, der lyser i mørket som det personlige fremmøde og den direkte kontakt. God fornøjelse og glædelig jul!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu