Læsetid: 6 min.

Opgøret med portvin og mahogni

People’s Press får ros for at turde gøre det anderledes i en konservativ forlagsbranche. Men kritiseres for at satse på det sikre, der sælger
13. november 2004

Portræt
Er de havkatten i hyttefadet, der insisterer på, at forlæggeri ikke handler om portvin og mahognimøbler? Eller er de benhårde forretningsmænd, der ikke bekymrer sig om dansk litteraturs ve og vel, men kun tænker på profit?
Det er et par af de spørgsmål, der dukker op, når man skal forsøge at beskrive forlaget People’s Press.
Forlaget der ved lanceringen for godt to år siden slog sig op på, at standard-kontrakter mellem forlag og forfatter var fortid, og at de to parter nu i stedet skulle være ligeværdige forretningspartnere og dele overskuddet fra en bog i porten. Forlaget som lynhurtigt fik en række bestsellere og tiltrak populære forfattere, som Benn Q. Holm, Iselin C. Herman og senest Carsten Jensen. Og som proklamerede, at reklame for nye bøger burde være mere sprælsk og aggressiv – og viste det ved eksempelvis at sætte Benn Q. Holm på bogcoveret, da de udgav af hans roman Album, og køre tv-reklamer for Tor Nørretranders’ Det generøse menneske.
Store armbevægelser i en branche som hidtil havde været præget af en vis konservatisme. En branche hvor der i årtier havde hvilet en art andægtighed over arbejdet med at udgive bøger – for det var jo kunst man arbejdede med og ikke salami. Og hvor forholdet mellem forfatter og forlagsredaktør hvilede på gensidig tillid og respekt, og hvor penge og profit ikke var noget, der blev talt højt om.

Ros til den nyankomne
Det var den verden, som Jakob Kvist, journalist og forfatter, og Jan Degner, pladeselskabsmand gennem en menneskealder, blev en del af, da de i 2002 åbnede People’s Press.
»Vi syntes simpelthen, at det støvede i den danske forlagsverden. Det var – og er stadig – en meget konservativ branche i forhold til, hvordan man markedsfører bøgerne, og hvilken rolle forfatterne spiller,« siger Jakob Kvist i dag, godt to år efter People’s Press blev grundlagt.
Det nye forlag blev ifølge Jakob Kvist mødt med en vis skepsis fra de øvrige i branchen, som dog er aftaget med tiden, da det viste sig, at forlaget ikke bare var en døgnflue, men faktisk mente det seriøst.
Og når man i dag ringer direktørerne for de store forlag i Danmark op, strømmer de rosende ord om Kvist & Co. da også ud af røret.
Morten Hesseldahl, direktør for forlaget Lindhardt og Ringhof: »Man skal råbe hurra over, at der er nogen, der ikke lader sig hæmme af den konservatisme, der er i bogbranchen, og som lige så langsomt er ved at tage luften ud af bogen som et centralt kulturprodukt.«
Merete Ries, mangeårig forlagsredaktør og grundlægger af forlaget Rosinante og Forlaget Ries: »Jeg synes de er dygtige, specielt rent markedesføringsmæssigt.«
Anette Wad, administrerende direktør for Aschehoug Forlag: »Jeg synes, de er dygtige. Det har været fint, at de er dukket op på arenaen. De har gjort forfatterne opmærksomme på, at deres kontrakter er til forhandling. De har fået sat øget fokus på forfatternes selvværd, og de har været med til at ruske lidt op i markedsføringen. Vi har jo alle sammen markedsført, men med deres entre på scenen, er man blevet ekstra opmærksom på at være kreativ, når man skal markedsføre.«
Også fra Carsten Jensen, en af de forfattere, der er gået fra et af de etablerede forlag og over til People’s Press roser forlaget. Han skiftede forlag tidligere på året, og han lægger ikke skjul på, at særligt udsigten til at tjene mere, var den vægtigste grund til skiftet.
Carsten Jensen ser People’s Press som et udtryk for, at der er opbrud i forlagsbranchen.
»Kurt Frombergs tid (tidligere mange-årig direktør på Gyldendal, red.), hvor bedst-sælgende forfattere, der forlangte større royalties, arrogant blev bedt om at skrubbe af, er definitivt forbi. Forfatterne er begyndt at forholde sig mere kritisk og nøgternt vurderende til deres forlag. De løsriver sig fra det gammeldags taknemmelighedsbetonede forhold, der tidligere har været, hvor forlæggeren var sådan en far-figur. Nu er han en forretningspartner, og bliver ikke vurderet på, hvor gammel forlaget er, og hvorvidt der er mahognimøbler eller ej, men på om han er i stand til at sælge bøger og er villig til at lægge nogle muskler i markedsføringen af bogen,« siger Carsten Jensen.
Ikke alt er dog fryd og gammen. Flere forlagsfolk stiller sig tvivlende over for, om forfatterne i realiteten også tjener mere på at udkomme på People’s Press.
Traditionelt har en forfatter fået royalties pr. solgt bog, typisk 10-15 procent af en bogs udsalgspris minus boghandleravance og moms. Uanset hvor få bøger en forfatter sælger, er han altså sikret en vis indtægt.
Sådan er det ikke hos People’s Press. Her deler forlag og forfatter overskuddet lige over. Men først når alle udgifter er betalt. Den ordning kræver et vist salg, før der er penge i det for forfatteren. Som Anette Wad, fra Aschehoug siger: »Det er jo først, når man kommer op i et meget stort oplag, at forfatteren begynder at tjene mere. Så den ordning er jeg ikke så imponeret af. Det er jo de færreste forfattere her i landet, der kommer op over 20.000 eksemplarer.«
Jakob Kvist erkender, at skal en forfatter virkelig tjene på den såkaldte 50/50-aftale, så skal der sælges mange bøger: »Hvis en bog går dårligt, så får forfatteren ikke mere ud af det, end han ville gøre på andre forlag. Sælger en bog 400-500 eksemplarer, så er 50/50-aftalen en dårligere forretning for forfatteren, og det gør vi altid opmærksom på. Omvendt er der ikke nogen tvivl om, at vores bestseller-forfattere får væsentligt mere ud af det, end de ville gøre på en traditionel kontrakt.«
Hvad væsentligt mere betyder er lidt svært at få konkretiseret. Men en stor-sælgende forfatter kan ifølge Jakob Kvist hos People’s Press tjene et sted mellem to og tre gange mere, end han kan hos andre forlag med en almindelig kontrakt. Det gælder dog ikke på første-udgaven, hvor fortjenesten som grundregel er størst, men på paperback-udgaver og hardback-udgaver.

Ingen debutanter
Men ikke kun det økonomiske i People’s Press’ aftaler, bliver der stillet spørgsmålstegn ved. Også deres udgivelsespolitik bliver kritiseret. Forlaget har i sin to-årige levetid endnu ikke udgivet en skønlitterær debut, og det irriterer. Morten Hesseldahl, Lindhardt og Ringhof:
»Jeg kan ikke nævne en eneste forfatter hos dem, som ikke er etableret et andet sted. Det er ikke særlig heroisk, synes jeg. Hvis deres navne var nogen, de selv havde fundet, så kunne man virkelig tage hatten af for dem. Men at opsøge allerede etablerede navne og give dem et tilbud er problematisk.«
Hans Henrik Schwab, litterær direktør på samme forlag er enig. Han synes, det er forfriskende, at der kommer nye ansigter i branchen, men savner at People’s Press i højere grad tør tage chancer med sine skønlitterære udgivelser.
»Som forlag har vi en fælles forpligtelse til at bidrage til det litterære øko-system ved at udgive debutanter.«
Den kritik preller af på Jakob Kvist: »Vi har ikke nogen politik om ikke at udgive debutanter, og vi udgiver gerne debutanter, hvis vi finder den rigtige,« siger han og tilføjer, at der nok skal komme skønlitterære debuter på People’s Press. At forlaget har en særlig etisk forpligtelse til at være med til at bidrage til det litterære øko-system ved at udgive debutanter, der måske ikke med det samme er kassesucceser, afviser han.
»Jeg synes ikke, vi har særligt et ansvar for at udgive debutanter, bare for at gøre det. Vi har et ansvar for at lave nogle spændende bøger på rette tid og sted.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her