Læsetid: 3 min.

Ortodoks jøde skudt i Belgien

Mordet på en jøde og dødstrusler mod fire politikere vækker frygt for ’hollandske tilstande’ i Belgien, selv om ingen af sagerne er opklaret endnu
20. november 2004

BRUXELES/ANTWERPEN – En britisk ortodoks jøde og assistent for en lokal rabbiner blev torsdag skudt og dræbt i Antwerpen. Mordet har skabt frygt for øgede spændinger mellem etniske belgiere og det muslimske mindretal i Belgiens næststørste by på et tidspunkt, hvor nabolandet Holland er blevet skueplads for flere tilfælde af racistisk-religiøse uroligheder.
Samme dag modtog en politiker et brev med dødstrusler mod modtageren selv og to andre politikere, alle fra socialistpartiet i den fransktalende del af Belgien. Det er kun få dage siden, at den kvindelige belgisk-marokkanske senator fra samme parti, Mimount Bousakla, modtog en lignende trussel per telefon og måtte gå under jorden. Hun er kendt for at kæmpe for marokkaneres rettigheder i Belgien, men også for at kritisere visse aspekter af islam, deriblandt tvangsægteskaber.
Selv om truslerne umiddelbart ser ud til at have islamisk baggrund, bliver det også undersøgt, om den ekstreme højrefløj kan stå bag.
Når det drejer sig om mordet på Moshe Naeh, 24-årig far til fire, er det ifølge de belgiske myndigheder endnu for tidligt at afgøre, om det har forbindelse til den kraftige stigning i anti-semitiske handlinger i Belgien. Angiveligt foreligger der ikke beviser på, at der skulle ligge racistiske eller ekstremistiske motiver til grund for drabet.

Letantændelig
Ikke desto mindre har mordet fremkaldt chok og forfærdelse i det jødiske samfund i en by, hvis indbyggerskare er sammensat af letantændelige, etniske grupperinger. Antwerpen er højborg for Belgiens ekstremt højreorienterede og flamsk nationalistiske anti-immigrationsparti. Naeh blev skudt en enkelt gang i hovedet, da han var ved at læsse af sin bil foran sit hjem i byens jødiske kvarter.
Spændingerne er blevet intensiveret i området, siden mordet på instruktøren Theo van Gogh i nabolandet Holland på grund af hans kritiske film om behandlingen af kvinder i muslimske samfund. Dette mord blev startskuddet til, at en række moskeer og islamiske skoler i Holland blev angrebet. Også i det østlige Belgien blev en moské angrebet i sidste uge – et angreb der tilsyneladende var inspireret af de tilsvarende aktioner i Holland.
Med et jødisk befolkningssegment på omkring 17.000-20.000 – og 50.000 emigranter af arabisk oprindelse mener mange, at byen vil gøre sit yderste for at nedtone racismeelementet af frygt for at komme til at skærpe spændingerne.
Dominique Reyniers, talskvinde for Antwerpens offentlige anklager, udtaler:
»Jeg vil gerne understrege, at der ikke er noget bevis for, at forbrydelsen udspringer af racistiske motiver. Vores undersøgelse følger lige nu nogle andre spor, selv om det også virker meget usandsynligt, at der skulle være tale om et røveri.«

Stigning i overfald
Politiet har omrokeret sin patruljering i havnebyen for at koncentrere sig mere om området ved Antwerpen hovedbanegård. Siden juni måned har der her været forhøjet sikkerhedsberedskab, efter at en 16-årig jødisk studerende var tæt på at miste livet efter at være blevet stukket ned ud for sin skole. Nogle dage efter blev en 43-årig jødisk mand tævet bevidstløs.
Jødiske grupper har sagt, at der har været en stigende bølge af anti-semitiske overgreb i Europa siden 2000, da spændingerne mellem israelere og palæstinensere tog til i Mellemøsten.
Belgiens officielle center mod racisme sagde i juli, at det havde registreret lige så mange anti-jødiske overgreb i første halvdel af 2004 som i hele 2003.
Sidste uge lovede Belgiens indenrigsminister, Patrick Dewael, at stramme grebet om de arabisk-sprogede radiostationer og websites i Belgien, som spreder antisemitisk og antivestlig propaganda. Belgien oplevede i 1980’erne en række mord på jøder, som palæstinensiske grupper fik skylden for.

©Independent og Information

*Oversat af Steen Lindorf Jensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu