Læsetid: 1 min.

Overblik

19. november 2004

Bridget Jones: På randen af fornuft
*Bridget Jones er tilbage – atter i skikkelse af en lettere kvabset Renée Zellweger. Iført den ene køkkengardinlignende kjole efter den anden jager hun fortsat sin romantiske drøm om den eneste ene. Du troede måske, at hun fandt ham i et’eren. Ja og nej – for vi er ikke mange minutter inde i to’eren, før det går skævt mellem Bridget og hendes ulasteligt pæne, følelsesforkrampede Mark Darcy (Colin Firth). Og i kulissen står rovdyret klar, legemliggjort af Hugh Grant, der atter spiller den patetiske tvangscharmør Daniel Cleaver.
Og så er vi tilbage mellem keglerne, som konstant vælter om ørene på Zellweger, der stavrer stivbenet omkring og klokker i det. Nogle gange er det sjovt, primært i første halvdel af filmen, hvor kontroverserne mellem Bridget og Darcy opstår. Men herfra bliver filmen en uinspireret gentagelse af et’eren – som godt nok ikke var det store under, men alligevel havde en hel del charme og nogle sjove momenter. Der er længere mellem snapsene i Bridget Jones 2. Mest galt går det i den del af filmen, der foregår i et thaifængsel, som mere minder om en lejrskole for teenagepiger. Scenerne hvor Bridget blandt andet lærer de naivt fremstillede thaipiger at synge Madonnas ’Like a Virgin’ er selvfølgelig ment som en joke, men virker bare tåkrummende.
Det er samme manuskriptforfattere – heriblandt Helen Fielding – som står bag to’eren, mens der er udskiftning på instruktørbænken, hvor Beeban Kidron er trådt til. Men de nye kræfter har ikke tilført friskhed. Kombinationen af idémæssigt lavvande i manuskriptet og en instruktion, som hælder til det bastant farceagtige – med Zellweger som klodset kvindeklovn – frem for den mere elegante ironiske humor, får komedien til at slæbe med bugen.

Bridget Jones 2. Instruktion: Beeban Kidron. Manuskript: Andrew Davies, Richard Curtis, Adam Brooks og Helen Fielding. Engelsk (Palads, Dagmar, Grand, Palladium, CinemaxX og Empire i København og en lang række biografer i provinsen)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her