Læsetid: 3 min.

OVERBLIK - KULTUR

24. november 2004


Tv ikke skadeligt for børn
*En ny undersøgelse fra Skejby Sygehus, hvor 1.200 århusianske børns tv-vaner og psykiske udvikling er kommet under luppen, viser, at børn ikke tager skade af at se tv. Tværtimod kan fjernsynet give hyperaktive børn en velkommen pause i hverdagen, skriver Kristeligt Dagblad. Undersøgelsen peger i den stik modsatte retning af, hvad man tidligere har troet om fjernsynets skadelige virkning på børns adfærd. Blandt andet viste amerikanske forskningsresultater for et halvt års tid siden, at risikoen for udviklingen af DAMP-lignende adfærd øgedes med ni procent for hver time et barn blev siddende foran skærmen. Leder af undersøgelsen, læge Carsten Obel, mener ikke de amerikanske resultater vækker grund til bekymring: »Vi lavede den danske undersøgelse, fordi vi tvivlede meget på de amerikanske resultater. Og for os at se gør antallet af timer ingen forskel, og vi ser derfor ingen grund til at fraråde fjernsynskiggeri,« udtaler han til Kristeligt Dagblad. Formand for Børnerådet Klaus Willmann påpeger imidlertid, at undersøgelsen ikke tager højde for hvordan eller med hvem, børnene ser fjernsyn. mla

Malerimusik og protestkoncert
*På søndag kl. 16 går musikken i kamp for maleriet, når digteren Peter Laugesen sammen med århusbandet Singvogel disker op med en støttekoncert i Ungdomshuset til fordel for et nedrivningstruet gavlmaleri af tegneren Jakob Martin Strid. Gavlmaleriet, der er fra før tegneren blev kendt for sin satiriske stribe i Politiken, pryder en bygning i Folkets Park på Nørrebro i København. Ifølge Laugesen selv er det Strids anarkistiske streg, der forener de to i en fælles kunstnerisk ambition:
»Han er en dygtig kunstner, og så kommer han med klare politiske udmeldinger. Det kan jeg goldt lide. Flere af mine og Singvogels numre har en klar politisk kant og tone, der passer fint ind i det anarkistiske og poetiske, han står for,« udtaler han ifølge en pressemeddelelse og understreger, at om noget burde man få flere lignende malerier lavet. Koncerten er led i et større arrangement af Folkets Park Initiativet, der samme dag byder på videokavalkade samt debat om Folkets Park fra kl. 13.

Modersmål-Prisen 2004
*Efter 25 år med majonæse- og kommakrige holder Modersmål-Selskabet på lørdag fødselsdag, hvor selskabets pris, Modersmål-Prisen 2004, også vil blive uddelt. Som de forrige år går den til en personlighed, der mestrer en »særlig fremragende anvendelse« af klart, udtryksfuldt og varieret dansk – denne gang professor emeritus og formand for Dansk Sprognævn i perioden 1985–2003, Erik Hansen. Jubilæet vil derudover medio december blive markeret med et særnummer af selskabets blad Sprog & samfund, hvori blandt andre Klaus Rifbjerg, Frederik Dessau, Vagn Steen, Benny Andersen og kulturminister Brian Mikkelsen vil give deres besyv med. mla

Flytteklar og prisbelønnet DR
*DR har høstet en EU-pris for byggeprojektet af det nye multimediehus DR Byen i Ørestad Nord. Det drejer sig om en af fem European Good Practice Award 2004-priser, som projektdirektør Kjeld Boye-Møller forleden hentede hjem i Bilbao. Priserne uddeles af Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur til arbejdspladser i de europæiske medlemslande, der mest effektivt formår at bekæmpe arbejdsskader og skabe et så sikkert arbejdsmiljø som muligt. Hensigten er at øge bevidstheden om at skabe et sikkert arbejdsmiljø inden for den europæiske bygge– og anlægsbranche, hvor ca. 1200 arbejdsulykker årligt koster menneskeliv og et langt større antal arbejdsulykker årligt medfører personskader og invaliditet. Arbejdsmodellen, der bringer DR i spidsen blandt de mest sikre arbejdspladser, består af ’oplysning, pisk og gulerod’, der ud over udvidet kommunikation mellem ledelse og arbejdere fungerer som et pointsystem, der udløser en bonus til de arbejdssjak, der lever bedst op til sikkerhedskravene. mla

Kortest muligt
*Zentropa En ny aftale mellem det danske filmselskab Zentropa og det spanske selskab Filmanova om co–produktion af to spillefilm, betyder arbejde for danske skuespillere. Den første film på programmet bliver Hotel Tivoli, hvor nogle af optagelserne overvejes at henlægges til København.
*Zulu Zulu Awards ’04 løber i aften af stablen i Falconer Centret i København. Ved aftenens show, der kommer på skærmen den 27. november, vil i alt 14 priser blive uddelt indenfor kategorierne musik, film, tv, reklame og sport. mla

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu