Læsetid: 3 min.

OVERBLIK - Kultur

2. november 2004

Fælles bogmagasin
*To år før forventet får Statsbiblioteket og Erhvervsarkivet i Århus pladsgaranti i form af et fælles bogmagasin til efteråret 2006, skriver Ritzau. Bygningen af bogmagasinet blev aftalt mellem VK-regeringen og Dansk Folkeparti i forbindelse med Finansloven 2004, og er nu planlagt at ligge på en 800 kvadratmeter stor grund i Tangen 2 i Skejby. Med byggeriet, der i år forventes at koste 800.000 kroner, og i 2005 og 2006 forventes at betyde en udgift på henholdsvis 31,4 og 28,9 millioner kroner, får Statsbiblioteket og Erhvervsarkivet mulighed for at flytte fra de lejede magasiner i Brabrand og Ballerup. mla

Vinterbær på mærkerne
*Julemærke nummer 101 er kommet på gaden i kunstneren Ingrid Andersens design og med titlen Vinterbær. Overskuddet fra salget af julemærket 2004 går – som ved de 100 mærker før det – ubeskåret til de fire julemærkehjem i henholdsvis Skælskør, Ølsted ved Frederiksværk, Hobro og Kollund. Hjemmene får hvert år besøg af cirka 700 børn, der har det svært i hverdagen. Siden postmester Einar Holbøll i 1904 stod bag det første julemærke, har traditionen fundet vej til over 130 lande verden over, skriver Ritzau.mla

Musikalsk filmfremvisning
*Der bliver tale om en såkaldt totaloplevelse, når bandet Lambchop gæster VoxHall i Århus den 23. november. Her kan publikum opleve bandet i samspil med Friedrich Wilhelm Murnaus ekspressionistiske filmklassiker fra 1927, Sunrise – A Song of two humans, som de vil akkompagnere live. Bandet skrev musikken i 2003 på opfordring af San Fransisco Film Festival, og forestillingen er indtil videre kun kommet det amerikanske publikum til gode, skriver GAFFA. mla

The Brit Awards
*Når den britiske musikscenes store begivenhed The Brit Awards løber af stablen den 9. februar i London bliver det uden priser i kategorien The best British dance. Prisen, der har været en del af festlighederne siden 1994, og som i år gik til Basement Jaxx, bliver afløst af The best British live act. I den forbindelse udtaler Feargal Sharkey, der er tidligere forsanger i The Undertones og nuværende formand i Brit Awards til BBC News: »Billetter til koncerter er gået som varmt brød i år – Glastonbury og Reading har været blandt de hundreder af musikbegivenheder, som har været udsolgte i løbet af ingen tid. Det viser hvor vigtigt live musik er for os alle.«
Dette års nominerede vil blive offentliggjort den 10. januar.mla

a, b, cd
*En ny cd, der kom på gaden i går, skal inspirere børn til at bruge sproget i et kreativt ærinde. Sangene på cd’en Sørøver Søren og andre alfabetsange er således alle sunget af børn og indspillet i en sådan rækkefølge, at det første bogstav i sangene tilsammen staver alfabetet. Samtidigt er udgivelsen ifølge tekstforfatter Lotte Salling et forsøg på at skabe et musikalsk alternativ til det eksisterende musikmarked for børn: »Tekstmæssigt skal sangene gerne give børnene nogle sproglige vitaminer og mod på selv at lege med sproget som et modstykke til de ligegyldige tekster, der præger mange børnesange i dag,« udtaler hun til Ritzau.
Udover teksterne, der bygger på børnebogen Sørøver Søren og andre alfabetrim, byder cd’en også på en rejse i et musikalsk univers med alt fra rock og rap, til jazz og folkemusik. mla

Populær Reed
*Koncerten med legendariske Lou Reed på Det Kgl. Teater den 3. maj blev udsolgt i løbet af 14 minutter mandag morgen. Det har koncertarrangøren ICO tolket som et klart signal – og nu er en ekstrakoncert arrangeret dagen efter samme sted. Den populære musiker får dermed et travlt program ved sit besøg, da han den 5. maj skal underholde i Musikhuset i Århus. mla

Kortest muligt
*Hede rytmer Fra i aften indtager det cubanske salsaband Maraca Danmark. Det foregår kl. 20 på Train i Århus, hvor der før koncerten er salsaundervisning. I morgen går det løs på Magasinet i Odense og på torsdag i Amagerbio i København.
*Rock & rul I dag udkommer Rollings Stones med dobbeltalbummet Live Licks. Det består af koncertoptagelser fra gruppens turné Licks World Tour i 2002-2003. mla

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her