Læsetid: 3 min.

OVERBLIK - KULTUR

18. november 2004


Beredskabsstyrelsen i kamp for kunsten
*Beredskabsstyrelsens bunker i St. Dyrehave ved Hillerød vil fra slutningen af 2005 blive omdannet til en ren skattekiste – pakket med gyldne minder i form af 27.000 filmruller med uerstattelige klip fra den danske filmhistories første år samt mere end ni millioner negativer fra Nationalmuseets og Det Kongelige Biblioteks samlinger, skriver Frederiksborg Amtsavis ifølge Ritzau. Den omfattende kulturarv flyttes efter en undersøgelse i midten af 90’rne viste, at de gamle nitratfilm og -negativer skal opbevares under særlige forhold for at sikre dem fra at blive nedbrudt: »Nitrat er et skrøbeligt materiale, der nedbrydes kemisk. Undersøgelsen viste, at 20 procent af filmene ville forsvinde i løbet af de næste 10 år, hvis ikke der blev gjort noget, og her taler vi altså om de første 50 år af filmens historie,« udtaler områdedirektør for Museum og Cinematek ved Det Danske Filminstitut, Dan Nissen. Den 2000 kvadratmeter store bunker vil således blive omdannet til noget der ligner en kummefryser med en konstant temperatur på minus fem grader – så de forevigede stjerner som Asta Nielsen og Fy & Bi kan komme på ret køl. Ombygningen af bunkeren vil ifølge Peder Lind Pedersen fra Slots- og Ejendomsstyrelsen løbe op på omtrent 33 mio. kroner. mla

Paprika Steen mere end okay
*I dag modtager filminstruktør og skuespiller Paprika Steen Ingmar Bergmans rejselegat på 50.000 kroner ved et arrangement på Københavns Universitet, skriver Ritzau. Paprika Steen, der har været en fremtrædende skuespillerinde især indenfor dogme-bevægelsen i dansk film, debuterede tidligere i år som instruktør med filmen Lad de små børn, der har vakt opmærksomhed såvel herhjemme som i udlandet. mla

IT-ansat vinder Oscar-design
*Det blev den ukendte grafiske designer Brett Davidsons design, der kommer til at pryde årets Oscar-plakat, og som derved vil blive trykt i massevis af presse- og reklamemateriale. Davidson, som er ansat i it-afdelingen hos Academy of Motion Picture Arts and Sciences, der arrangerer oscar-uddelingen 77th Academy Awards, tog således fusen på såvel sine kollegaer som de dusinvis af etablerede kunstnere, hans design konkurrerede imod. Bidragydernes navne blev først offentliggjort for medlemmerne af Akademiet efter beslutningen om at bruge Davidsons design var truffet: »Vi kiggede på dusinvis af design, men der var noget ved Bretts billede, vi alle blev draget mod; det var en enstemmig beslutning,« udtaler akademiets direktør Bruce Davis til BBC News. mla

Hip-hop, vold og ét knivstikkeri
*Årets Vibe hip-hop Awards, der forleden løb af staben i en hangar i Santa Monica Lufthavn, har skabt overskifter efter et spontant slagsmål brød ud blandt publikum på de første rækker. Tumulten, der hurtigt spredte sig til mange af salens 1000 publikummer, tog mælet fra pladeproducent Quincy Jones samt rapper Snoop Dog, der var på scenen for at præsentere hip-hop producent og vinder af festlighedernes Lifetime Achievement Award Dr. Dre. Trods livvagter lykkedes det en – for offentligheden – ukendt person at placere en knytnæve i ansigtet på den prisvindene producent. Men samme person led selv en krank skæbne, da han efterfølgende blev stukket ned af hip-hop-kollegaen og Dr. Dre’s klient Young Buck, hvis sande navn er David Darnell Brown. Young Buck, der flygtede umiddelbart efter, blev fældet af de kameraer, der var rettet mod scenen under branchens prestigefulde prisuddeling. Der hersker derfor ingen tvivl om gerningsmanden: »Vi beder Mr. David Darnell Brown om at overgive sig selv til politiet,« udtaler politichef i Santa Monica Mr. Butts, der stadig er forundret over begivenhedens udvikling, til BBC. mla

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu