Læsetid: 5 min.

’Overladt til sig selv og fanden’

De to unge mænd, der i denne uge blev dømt for mordet på den italienske turist Antonio Currá, har flere overfald og røverier på samvittigheden. Den ældste spyttede på offerets far under retssagen – den yngste betegnes som sinke
12. november 2004

Portræt
Fætrene Hizir Kilic og Ferhat Kilic er vokset op i Danmark, men har begge tyrkisk statsborgerskab. De kommer fra en familie, der er kendt på Nørrebro, men ifølge B.T. ikke som en af dem, der giver politiet mest overarbejde. Drengene har gennem længere tid hængt ud med en mindre gruppe af socialt og kriminelt belastede drenge, men deres skæbne blev for alvor beseglet 9. august i fjor, da de overfaldt og dræbte 19-årige Antonio Currá.

Hizir Kilic – 19 år
Hizir er født i Danmark og vokset op på Nørrebro sammen med sine forældre og tre søskende. Faren kom hertil som gæstearbejder i 1970’erne og har sammen med de to søskende dansk statsborgerskab, mens moren og den ældste bror er tyrkiske statsborgere.
Hizir har forsøgt at blive dansk statsborger, men er blevet afvist på grund af sin plettede straffeattest.
Han kommer fra stabile familieforhold med kærlige og omsorgsfulde forældre.
Faren har været i konstant beskæftigelse først som taxachauffør, derefter som selvstændig erhvervsdrivende og i dag som buschauffør. Familien er nu flyttet fra Nørrebro til Hellerup, fordi faren ønskede at komme væk fra kvarteret.
Hizir gik i en almindelig folkeskole indtil 4. klasse, hvor han kom i en international skole kun for tyrkere. Der gik han frem til 8. klasse, men han foretrak at vende tilbage til folkeskolen. Herfra har han en 9.klasses afgangseksamen med et gennemsnit lidt over middel. I følge B.T. har Hizir især klaret sig godt i matematik, fysik og stavning, mens han fik ekstra undervisning i tysk og engelsk.
Han påbegyndte en uddannelse på Teknisk Skole på elektriker-linjen, hvorfra han senere skiftede til blikkenslager-linjen. I februar 2002 blev han smidt ud fra skolen på grund af et voldeligt overfald på en af sine medkursister.
Derefter arbejdede han en periode som gulvlægger, men blev fyret, da han tog på fire ugers ferie uden at melde det til sin arbejdsgiver. Frem til anholdelsen 8. august i år arbejdede Hazir i sin onkels forretning, hvor han satte varer på plads.
Hizir har været kæreste med en dansk pige i omkring et år, men forholdet stoppede sidste år.
Hans vennekreds består af såvel etnisk danske venner som indvandrere og han har efter eget udsagn meget lidt tilknytning til Tyrkiet, som han kun har besøgt som turist sammen med sine forældre.
Hizir betegnes som hjernen bag drabet, og som den, der passer på sin yngre fætter Ferhat, når denne besøger Nørrebro fra sit hjem i Brønshøj. Ifølge mentalundersøgelsen ændrede Hizirs adfærd sig, da han kom i puberteten, hvor han begyndte at vise tegn på adfærdsforstyrrelse, idyllisering og manglende empati.
I december 2002 blev Hizir idømt en betinget dom på 30 dage for vold mod en ung mand. I 2002 afsonede han 30 dage for vold, underslæb og vidnetrusler, og senere samme år blev han idømt seks måneders fængsel, heraf tre måneder betinget, for vold mod en medkursist samt røveri af en knallert.
Hizirs straf for mordet blev skræpet på grund af afpresning mod en medfange i Vestre Fængsel, hvor han har siddet varetægtsfængslet i 14 måneder.
Dom: 10 år og udvisning for bestandigt
Sidste bemærkning på vej ud af retslokalet:
»Fucking luderland. Din pædofile so!«

Ferhat Kilic – 17 år
Ferhat er født i Tyrkiet, men blev som tre-årig sammen med sin mor familiesammenført til Danmark, hvor han er vokset op sammen med sine forældre og sine to brødre. Forældrene er begge i arbejde.
For flere år siden flyttede familien fra Nørrebro til Brønshøj, hvor Ferhat blev smidt ud af flere skoler på grund af voldelig adfærd. Han har desuden været anbragt på forskellige ungdomsinstitutioner, som han er flygtet fra. Familien har givet op og nærer en udpræget mistillid til det danske system, hvorfor man af to omgange har forsøgt sig med at sende Ferhat hjem til Tyrkiet. Hensigten var, at bedsteforældre og skolegang i Tyrkiet skulle rette op på hans kriminelle adfærd, men den unge mands manglende tilhørsforhold til forældrenes hjemland bevirkede, at han vendte hjem til vennerne på Nørrebro.
Ferhats kriminelle løbebane blev anlagt allerede før han fyldte 15 år, og han har siden 14-års alderen haft et hash-misbrug. Ferhat er tidligere blevet idømt ungdomssanktion for at have overfaldet en skoleinspektør og øvet vold mod en betjent.
I februar 2003 blev han idømt en betinget straf for sammen med sin 34-årige far at have begået et særdeles voldeligt overfald.
Desuden har Ferhat ifølge B.T. været indblandet i flere tilfælde af indbrud samt forsøg på indbrud og vold mod en villaejer i forbindelse med et indbrud i Hellerup.
Ferhat er en dreng med store intelligens- og temperamentsmæssige vanskeligheder. Mentalundersøgelsen viser, at han er umoden og karakterafvigende, og at hans begavelse er under middel – grænsende til sinkestadiet.

Maksimumstraf
Han har udpræget fokus på sine egne behov og er impulsstyret, hvorfor han ifølge sin advokat bør underkastes socialpædagogisk behandling. Indtil nu har Ferhat tilbragt 14 måneder i Vestre Fængsel med at se tv, kun afbrudt af gårdture og besøg fra sin far. Moren har ikke besøgt Ferhat, og han har ikke modtaget nogen form for behandling i fængslet.
Dom: 8 år og udvisning for bestandigt
Sidste bemærkning på vej ud af retslokalet:
»Er I glade eller hvad?«
På trods af flere vidners akutte hukommelsestab blev drengene i dømt lovens strengeste straf for manddrab begået af personer under 18 år. Selv om Hizir heller ikke var fyldt 18 år på gerningstidspunktet, blev hans straf som nævnt skærpet som følge af overfaldet mod en medfange under varetægtsfængslingen.
Efter dommen tilkendegav anklager Anne Birgitte Stürup, at hun fandt udvisningen er rimelig, selv om begge drenge er vokset op i Danmark.
»Det er ikke nemt at sende et budskab til det miljø, de kommer fra, men en udvisning har de respekt for,« sagde hun.
Straffen kan ankes til Højesteret, og det blev den på stedet af Hizirs forsvarer, Jane Ranum.
Ulrik Rasmussen, der er forsvarer for Ferhat, udbad sig betænkningstid, men beslutningen træffes sandsynligvis i dag eller i morgen af advokaten og hans 17-årige klient.
Under alle omstændigheder mener Ulrik Rasmussen, at det danske samfund har svigtet over én kam: »Drengene har været overladt til sig selv og fanden,« konstaterer advokaten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu