Læsetid: 3 min.

På sporet af Mogens Rukov

Dokumentaristen Flemming Lyngse zoomer helt ind på manuskriptforfatteren Mogens Rukov – og får øje på en meget stor verden gennem sit motiv
11. november 2004

Ny film
Hvis der inden for den dokumentariske portrætgenre findes sådan noget som en minimalistisk underkategori, må Flemming Lyngses portræt af Filmskole-læreren og manuskriptforfatteren Mogens Rukov placeres hér. Var der tale om et maleri, ville man sige, at maleren i ganske få streger eller penselstrøg fik den portrætterede til at stå frem i genkendelig figur. Nu er det en film, og følgelig må der være tale om skiver af tid. Men enkelt, ja minimalt, er det.
Vi er hjemme hos Rukov i privaten på Vester Søgade, hvor bøgerne ligger i stabler på gulvet, ikke mindst tre eller fire sæt af Prousts mammutværk, På sporet af den tabte tid – heraf filmens undertitel. Vi er med til en reception, hvor Rukov modtager en pris for sin betydelige andel i dansk films succes de senere år, og hvor det fremgår, at hovedpersonen ikke alene er respekteret, han er også afholdt. Vi er med til filmfestival i Berlin, hvor alenelivet og det aldrig svigtende øje for unge kvinder opridses med videooptikkens skitseagtige punktnedslag.
Meget mere er der sådan set ikke, og det havde vel knap nok kunnet kaldes en film, havde det ikke været for den røde tråd, der er lagt ind, i form af regelmæssige klip tilbage til et foredrag om dramaturgi og historiefortællingens simple regler under Kulturnatten 2002. Her foredrager den kæderygende og på én gang tilbagelænede og tændte Rukov for et ikke-indforstået publikum om fænomenet »den naturlige historie,« som han til daglig underviser i på Filmskolen. I de fremlagte brudstykker lyder det ikke af meget – havde det ikke været fordi, man vidste, at manden, der sidder ved pulten og taler om forskellige måder at vaske hænder på efter et toiletbesøg, er den grå eminence og inspirator bag flere håndfulde af de største danske filmsucceser de seneste 10 år.

Charmerende trold
Filmen om Rukov er frækt lavet, først og fremmest ved sine fravalg. Alle ved, at film bliver til ved en kollektiv indsats. Og det er slet ingen hemmelighed, at Mogens Rukov eksisterer i et stort og vidtforgrenet miljø, både på Filmskolen og ude i branchen. Alligevel har valget været ikke at nævne hovedpersonens bedrifter – bortset fra et par bisætninger om Festen; ikke at vise et eneste klip fra de film, han har været med til at skabe; og ikke at lade en eneste kollega udtale sig til kameraet om Rukov. Da det endelig bliver sagt, at Rukov er en god lærer, er det ham selv, der siger det.
Når filmen kan slippe af sted med sin radikale metode, hænger det sammen med, at Rukov som en let sitrende, gavtyveagtig og charmerende trold suger opmærksomhed til sig. Man kan ganske enkelt ikke lade være med at lytte, når han siger noget, også selv om ordene en del af tiden er ved at drukne i en mumlen. Og dernæst, at samspillet mellem filmens tilsyneladende ubetydelige scener og Rukovs foredrag om dramaturgi flere steder fungerer godt. For eksempel når Rukov fortæller, at der næsten ingenting skal til for at holde på publikums interesse, når først de er blevet suget ind i historien, og Lyngse umiddelbart efter viser den ensomme mand stå på en mørk gade i Berlin og vente forgæves på en ung pige, som han samme eftermiddag har lavet en aftale med på en café. Den scene er ingenting, men alligevel vil man gerne se, hvordan den ender.
Der er meget mere, man kunne have fået at vide om Mogens Rukov. Man er stadig sulten, når rulleteksterne kommer. Men man har mødt et karismatisk menneske, og måske har man forstået en lille smule om fortællingens hemmeligheder. Og det er ikke så lidt endda.

*Rukov – på sporet af den tabte tid. Instr: Flemming Lyngse. 2004. 58 min. Vises i Dagmar, 11. nov. kl. 16.40, og Gloria, 14. nov. kl. 21.15. www. cphdox.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her