Læsetid: 2 min.

Palins rejsning

8. november 2004

Spot
I denne aftens afsnit af Michael Palin på verdens tag møder Palin, Dalai Lama. Tibets åndelige leder møder den ydmyge rejsende med ordene: »Jeg kender dit ansigt. Dit ansigt er meget berømt fra BBC.«
Og det er ikke overraskende, at Dalai Lama genkender Palin, som har været en fast bestanddel af BBC’s sendeflade i flere årtier. Startende med de glade Monty Python-dage. Så er spørgsmålet bare, hvor længe Lamaen har set BBC. Kender han Palin fra rejseprogrammerne eller fra for eksempel hans rolle i Monty Pythons The Meaning Of Life, hvor han spiller en meget produktiv romersk-katolsk familiefar? Her synger han blandt andet »Every sperm is sacred, every sperm is great, if a sperm is wasted, God gets quite irate.«

Sandsynligheden for, at det er rejseprogrammerne, der holder Lamaen fanget er stor – han er jo selv på farten det meste af tiden. Men Palin spytter også rejseprogrammer ud i en malstrøm – det har han gjort siden samarbejdet med Python-drengene løb ud i sandet. De samles stadig ved lejlighed, men har travlt individuelt.
John Cleese har for øjeblikket skiftet de gakkede gangarter ud med fine vine. Amerikansk tv sender programmet John Cleese’s wine for the confused, der tager den vinignorante i hånden og lærer dem, hvordan man er en ægte connaiseur, eller i hvert fald hvordan man narrer folk til at tro det.
Komikergruppens animator Terry Gilliam har instrueret adskillige spillefilm blandt andet den mesterlige 12 monkeys.

Eric Idle har haft flere roller i amerikansk tv og i film som Casper og Nonner i løbetid. Terry Jones, der i Python-tiden oftest optrådte i skørter, talte med feminin ru stemme og instruerede filmene. Nu skriver han regelmæssigt klummer for The Guardian.
Alle Monty Python-drengene bruger stadig elementer af den humor, der, ja, ændrede verden.
Hvem havde måske før stillet sig selv det spørgsmål, om en afrikansk svale bedre kan bære en kokosnød, mens den flyver, end en europæisk svale kan? Og hvem havde oplevet en så ukuelig optimisme hos en dødsdømt på korset, der synger »always look on the bright side of life«? Disse filosofiske anskuelser behøver vi heldigvis ikke at undvære, så længe Monty Pythons holdmedlemmer stadig skriver bøger eller laver film og tv. Graham ’Brian’ Chapman laver dog ikke noget. Han døde i 1989.

*DR1 20.05: Michael Palin på verdens tag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu